For de pensionister, der har mindst, forhøjes ældrechecken med 5.000 kroner ved udbetalingen i januar.

Ældrecheck: Disse pensionister får op til 5.800 kroner ekstra næste år

En forhøjet ældrecheck på op til 25.700 kroner tikker ind på kontoen hos cirka 300.000 folkepensionister i januar.

Senest opdateret: fredag 29. november 2024

Fra januar i det nye år kan cirka 300.000 folkepensionister med de laveste indtægter se frem til en større ældrecheck.

Et flertal i Folketinget med regeringen i spidsen har vedtaget en permanent forhøjelse af ældrechecken, der kan give op til 5.000 kroner ekstra om året.

Samlet set vil forhøjelsen og den årlige regulering betyde, at ældrechecken stiger med op til 5.800 kroner i 2025 – den største stigning i mere end 10 år.

Ældrechecken vil før skat være på 25.700 kroner til de pensionister, der kan få det fulde beløb.

Bedre økonomi til dem, der har mindst

Formålet med ældrechecken, er at give en økonomisk håndsrækning til pensionister med de laveste indkomster.

“Jeg er stolt over, at vi med vedtagelsen i dag sikrer de omkring 300.000 folkepensionister, der har mindst, den højeste stigning i ældrechecken i mere end 10 år. Sammen med den generelle stigning i folkepensionen betyder det, at ældrecheckmodtagere får en mærkbar forbedring af deres økonomi, som, jeg er fuldstændig klar over, kan være presset. Det her vil forhåbentlig være med til at gøre hverdagen lidt nemmere,” siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Sådan får man ældrecheck

For at modtage ældrechecken skal man være folkepensionist og have en personlig tillægsprocent højere end nul. Samtidig skal den likvide formue pr. 1. januar være mindre end 103.100 kroner (2025).

Checken, som udbetales én gang om året sidst i januar, er skattepligtig.

Den øgede udgift til ældrechecken, der fuldt indfaset vil koste omkring 580 mio. kr. årligt, finansieres af en passagerafgift på flyrejser. Afgiften er en del af aftalen om ”Grøn luftfart i Danmark,” som regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik i december 2023.

Først publiceret: mandag 25. november 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 29. november 2024 kl. 08:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.