"Vi kan kun have fortsat økonomisk vækst uden klimakatastrofe, hvis vi helt grundlæggende ændrer måden, vi producerer og forbruger på," skriver Mogens Lykketoft.

Mogens Lykketoft: Klima bør være valgkampens vigtigste tema

Hvis klimaet får lov at gå amok, vil det tage opmærksomhed og ressourcer væk fra alt det andet, vi gerne vil gøre for at skabe en bedre verden. Derfor er det valgkampens vigtigste tema, skriver Mogens Lykketoft. Er du enig?

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Klimaforandring er den alvorligste trussel mod, at vore børnebørn får lov at leve deres voksne liv i en bare nogenlunde fredelig verden.

Jorden går ikke under på én gang, som hvis atomkrigens vanvid blev sluppet løs; men hvis vi tillader opvarmningen af kloden at løbe videre fra halvanden grad til tre og fire grader, så vil vi ikke bare opleve klimaforandringen som meget mere vildt vejr i varme lande – og som varme, tørre somre på vore breddegrader.

Så har vi kurs mod nedsmeltning af de gletsjere, der leverer ferskvand til en milliard mennesker, spredning af ørkner og stigende vandstand i havene.

Det vil udløse migration i en helt anden skala end det, vi allerede i dag ikke kan håndtere ordentligt: Hundredvis af millioner mennesker bliver nødt til at gå på vandring og skubbe til mange andre.

Vi skal hver især forstå, at vi kan og skal gøre en forskel.

Mogens Lykketoft

Klimaforandring er derfor opskriften på større og farligere konflikter i en i forvejen ustabil verden. Hvis klimaet får lov at gå amok, vil det tage opmærksomhed og ressourcer væk fra alt det andet, vi gerne vil gøre for at skabe en bedre verden.

Klimahandling skal samle partierne

Vi kan kun have fortsat økonomisk vækst uden klimakatastrofe, hvis vi helt grundlæggende ændrer måden, vi producerer og forbruger på.

Vi skal kort sagt gøre os helt fri af fossile brændstoffer og afskaffe begrebet affald. Om 30 år skal al energiforsyning leveres uden afbrænding af kul, olie og gas, og vi skal i en eller anden form genbruge alt, vi i dag smider ud.

Kravet om klimahandling skal placeres meget mere centralt i de aktuelle valgkamp, både i EU og herhjemme. Det skal være del af en samlet indsats, der sikrer økonomisk, socialt, og klima- og miljømæssig bæredygtighed i overensstemmelse med FN’s verdensmål.

Det er projektet, der skal samle de partier, der vil støtte en ny socialdemokratisk regering.

Partnerskaber på kryds og tværs

Verdensmålene nås kun ved partnerskaber på kryds og tværs over grænser og mellem myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund.

Virksomheder og stater skal samarbejde om at prioritere forskning og udvikling for at skaffe os den halvdel af værktøjerne til bæredygtig udvikling, der endnu ikke er opfundet. Stormende teknologiske gennembrud er nødvendige, men alene er de ikke dét fix, der løser alt.

Vi skal hver især forstå, at vi kan og skal gøre en forskel.

Ny regering der leverer

Politikerne skal lægge rammer om markedet, så bæredygtigt forbrug og investering bliver billigere og ikke-bæredygtig adfærd bliver dyrere og sværere – eller direkte forbudt.

Stater og kommuner, byer og lokalsamfund skal investere i en infrastruktur på energi, trafik, byplanlægning og affaldshåndtering, der bidrager til klimaløsning og bæredygtighed.

Virksomhederne skal forstå deres ansvar og hjælpes på vej af krav og tilskyndelser.

Vi ser heldigvis verden over – også i Trumps USA – at borgmestrene i de store byer, guvernører og progressive erhvervsledere gå hånd i hånd med et aktivt civilsamfund med kravet om ambitiøs klimahandling fra nationale regeringer.

Nu skal vi have en ny dansk regering, der leverer.

Hvad mener du?

Mogens Lykketoft tegner et scenarie med en verden i kaos med store flygtningestrømme, hvis klimaforandringerne fortsætter. Hvad frygter du, der kommer til at ske? Din mening er velkommen. Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER 

ER DU ENIG? KLIMA VIGTIGSTE EMNE I VALGKAMPMogens Lykketoft skyder valgkampen igang og er ikke i tvivl:…

Slået op af Faglige SeniorerTorsdag den 2. maj 2019

Først publiceret: torsdag 2. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.