Peter Lautrup-Larsen: Valgtrommen buldrer

Et folketingsvalg i forsommeren næste år er nu en sandsynlig mulighed, som indgår i politikeres strategiplanlægning og kommentatorers analyser bag de tykke mure på Christiansborg.

Valgtrommen buldrer allerede så småt, selv der er to år til, at vælgerne under alle omstændigheder skal spørges.

Beslutningen om at bimle med valgklokken er først og fremmest statsminister Mette Frederiksens og ikke mange – og overhovedet nogen – ved, hvad hun tænker om det. Men muligheden indgår givetvis i hendes overvejelser med god tid til en beslutning gennem de kommende mange måneder.

Vælgerne kigger ind i fremtiden

Et valg i utide til juni er ikke grebet ud af luften.

Til den tid er overenskomsterne på det private arbejdsmarked faldet på plads formentlig i god ro og orden. SVM-regeringen har mere eller mindre udtømt sin ordrebog, når et flertal i Folketinget har fulgt den grønne trepart, regeringens sundhedsudspil og en bundvending af uddannelsessystemet til dørs i nye aftaler og lovgivning.

Allerede fra den vælgermæssigt set katastrofale afskaffelse af Store Bededag har det været vanskeligt at kritisere regeringens resultatliste for at mangle handlekraft.

Ambitionen om at få langsigtede løsninger på en række af de store problemer, som diverse regeringer har tumlet med i årtier, er i hvert fald til at få øje på, uanset ikke alle synes, niveauet er højt nok eller langt fra er enige i indholdet.

SVM-regeringens problem er dog, at vælgerne sjældent belønner regeringer og aftalepartier for de opnåede resultater. Vælgerne kikker ind i fremtiden og tungest vejer dertil stadig, at mange endnu ikke har accepteret endsige tilgivet, at Socialdemokratiet gik i regering med Venstre – og omvendt.

Men den kendsgerning indgår alligevel som et argument for, at Mette Frederiksen må tænke over fordelen ved et junivalg til Folketinget. Et spået nederlag kan blive vendt til sejr.

Ingen kærlighed til SVM-regeringen

Den 18. november næste år venter regions- og kommunalvalget. Meningsmålingerne tyder på en katastrofe for de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre. Godt nok siger valgforskningen, at vælgerbevægelser på landsplan kun slår halvt igennem ved de lokale valg. Lige som partierne kan håbe på en vis borgmestereffekt der, hvor bykongen er en succes.

Men man behøver ikke bevæge sig meget i de to partiers baglande for at konstatere, at kærligheden til SVM-projektet er tæt på ikke eksisterende. Det er ikke her, Mette Frederiksen får kritik for et folketingsvalg inden kommunalvalget, som ikke kun renser luften, men også fører til en anden bogstavkombination, når det gælder regeringens sammensætning. Så slipper de for at skulle forsvare den nuværende.

Både Socialdemokratiet og Venstre får mulighed for at sige pænt farvel til hinanden, hvis valget ikke er udløst af en regeringskrise i fælles skænderi for åbent tæppe. De lokale byrødder får dermed også nye kræfter til at bevare mandaterne i kommunalbestyrelserne rundt omkring, når de ikke skal forsvare hinandens partier på landsplan.

Ikke uden risiko

Naturligvis er et valg ikke uden risiko. I dag er det nærmest glemt, men Mette Frederiksen havde kun ét mandats flertal bag sig på valgaftenen efter det seneste folketingsvalg. Moderaternes Lars Løkke Rasmussen prøvede endda, inden mandaterne var talt op at manøvrere sig til et flertal bag ham som den, der skulle lede forhandlingerne om en ny regering.

Det var først, da Mette Frederiksens spinkle flertal var en uomgængelig kendsgerning, at han og de fleste af de øvrige partier accepterede, at hun stod i spidsen for regeringsdannelsen.

Mette Frederiksen kan ikke tage det for givet, at et flertal bag hende som statsminister baseret på den såkaldte røde bloks mandater består efter et folketingsvalg i forsommeren. Lige nu ser det ganske vist godt ud i meningsmålingerne for blokken som helhed, men egeninteressen vakler, når Socialdemokratiet står til en vælgerlussing og hendes egen popularitet ikke har det meget bedre.

Men selv dårlige egne meningsmålinger tæller alligevel mindre i beslutningsprocessen op til et valg, hvis hun har en til vished grænsende formodning om at kunne bevare nøglerne til statsministeriet også efter det.

Anders Fogh Rasmussens Venstre tabte i valgene i 2005 og 2007 samlet set hele 10 mandater, men han blev alligevel kåret som valgenes sejrherre, fordi han stadig var statsminister i spidsen for VK-flertallet med Dansk Folkeparti trods vælgernes dom over hans parti.

Ikke sikker på magten

Problemet er bare, at Mette Frederiksen ikke kan være lige så sikker på at bevare magten som Fogh i sin tid. Hun lader sig selvfølgelig ikke narre af, at oppositionen i blå blok lige nu ikke har en egentlig selvudråbt statsministerkandidat. Hvis valget ender med blåt flertal, finder partierne selvfølgelig ud af det.

Venstre vender givet tilbage som blåt parti, hvis SVM-regeringen går hvert til sit. Og hvad med Lars Løkke? Eller forbliver De Radikale i den røde lejr? Det forsigtige er at vente med valget, selv om en forestilling om en SVM-regering samlet til valg endsige med et flertal bagefter for længst er opgivet af de tre partier.

Afgørelsen om at bimle med valgklokken er først og fremmest Mette Frederiksens og det er værd at minde om tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens konstatering under en privat samtale med denne klummes skribent: ”Hvis man ikke har prøvet at være nummer ét, aner man ikke, hvad man taler om”.

Rygtestrømmen om junivalg er og bliver gisninger. Men derfor behøver argumenterne for og imod ikke at være det.

Først publiceret: mandag 21. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 21. oktober 2024 kl. 09:34