Valg-dramaet i tre akter folder sig ud på en måde, som nok selv manuskriptforfatterne bag ”Borgen” næppe har fantasi til at forestille sig, skriver Peter Lautrup-Larsen.

Peter Lautrup-Larsen: Politisk drama i tre akter venter forude

Der er udsigt til et politisk drama i tre akter, når valget formentlig udskrives i næste uge. Og der er næppe nogen partileder, der kan stå på valgnatten og kåre sig selv med et: ”Vi gjorde det”. Tværtimod.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Valg efter valg har det alene været vælgerne, der afgjorde sagen. Deres krydser bestemte, hvem der skulle være statsminister. Om det skulle være rød eller blå. Få stemmer på Færøerne kunne være afgørende, som da Poul Nyrup Rasmussen genvandt regeringsmagten i 1998.

Helle Thorning-Schmidt var heller ikke tvivl, da hun allerede på valgaftenen i september 2011 triumferende kunne konstatere: “Vi gjorde det”. Godt nok udestod besværlige forhandlinger især med de radikale i det berømte sorte tårn på Amager, men hun var sikker på vælgernes dom til fordel for socialdemokraterne.

Nu ser det anderledes ud.

Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.

Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.

Peter Lautrup-Larsen gik på pension ved årsskiftet efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.

Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.

Følg ham på Twitter.

Læs mere HER.

Det kommende folketingsvalg, der formentlig bliver udskrevet i næste uge, bliver ikke kun afgjort af vælgerne. Bevares, deres kryds er stadigvæk af afgørende betydning for mandaternes fordeling, men adskillige partier agter ikke engang på valgdagen at have gjort deres stilling endeligt op. Der vil blive talt om brede regeringer hen over midten, men på spørgsmål om, hvem de støtter – rød eller blå – hvis det ikke bliver til noget, melder de nærmest pas. Der er næppe nogen partileder, der kan stå på valgnatten og kåre sig selv med et: ”Vi gjorde det”.

Tværtimod. Der er udsigt til et politisk drama i tre akter.

Hvad gør Mette Frederiksen?

Første akt er selve udskrivelsen af valget. Hvad gør statsminister Mette Frederiksen? Bimler hun med valgklokken i forbindelse med Folketingets åbning 4. oktober? Eller venter hun til dagen efter, den 5. oktober? Eller lader hun sig vælte af et radikalt mistillidsvotum under åbningsdebatten den 6.? Eller vælger hun blot at gå af, så vi skal gennem ugers forhandlinger om en ny eller måske samme regering? Christiansborg kommer til at sitre af spænding i næste uge.

Anden akt, selve valgkampen, tegner til at blive ikke bare kaotisk, men uskøn. Vi skal tilbage til valgkampene i 1988 og 1990 for at finde noget, der bare ligner. Det var dengang, den socialdemokratiske formand Svend Auken blev beskyldt for at lyve, for at være på valium og i det hele taget helt uegnet til at være statsminister.

Noget, der bed sig fast i en grad, så partiet selv i utide i 1992 ekstraordinært valgte en ny formand, Poul Nyrup Rasmussen, der ikke havde det samme tvivlsomme ry med i bagagen og derfor endte med næsten ni år i Statsministeriet.

Svælge i personer

Denne gang er til at forudse, at partierne i valgkampen vil svælge i personspørgsmål.

De blå partier og de radikale vil bruge hårde ord om statsministeren. Godt nok vil den radikale leder Sofie Carsten Nielsen stadig have Mette Frederiksen i spidsen for en regering, hvis den vel at mærke er med radikale ministre, må man forstå, men den unisone anklage på tværs af midten vil alligevel være: “Mette Frederiksen har været magtfuldkommen og egenrådig”. Blå blok vil endda vifte med et muligt anklageskrift mod statsministeren for en Rigsret.

De røde partier, lige nu er det især Socialdemokratiet, vil omvendt beskylde den konservative Søren Pape Poulsen for at mangle ikke kun lederskab, men også dømmekraft, driftssikkerhed og troværdighed. Godt nok lader de privatliv og skilsmisse være i fred i deres offentlige udtalelser, men anklagerne omkring “det uofficielle ministerbesøg” under hans turistrejse som justitsminister i Den Dominikanske Republik holder liv i det hele. Og ikke mindst opfattelsen af, at han er for belastet af alle sagerne til at blive regeringschef.

Naturligvis – og forhåbentligt – vil der være plads til politiske substans. Skattelettelser contra låg på offentligt forbrug. Asylbehandling i Rwanda eller ej. Klimapolitik. Sundhed. Men allerede nu overdøver ordet ”skræmmekampagne” de saglige argumenter i debatten.

Bogstavleg dominerer

Bogstavlegen kommer til at dominere. Med afsæt i meningsmålingerne vil det politiske spændingsfelt parallelforskyde sig alt efter, hvordan de fordeler mandaterne.

Overskriften vil være Ellemann eller Pape, hvis spådommene peger på rent blåt flertal, mens den lidt mindre halvdel af vælgerne, der sætter kryds ved partierne i den nuværende regerings parlamentariske grundlag, må lede længere efter det, de stemmer efter.

Og hvis Lars Løkke Rasmussen og hans Moderaterne ser ud til måling efter måling som tungen på vægtskålen at skulle afgøre sagen, kommer den tidligere statsminister og Venstreformand til at gå igen og igen i nyhedsindslag efter nyhedsindslag. Journalistisk set er det naturlig nyhedsformidling, men det er og bliver fattigt på indhold.

Endelig, hvis de radikale igen skal være kongemagere, hvad så?

Bogstavlegen stopper derfor ikke under den traditionelle partilederrunde på valgnatten på Christiansborg, straks vælgerne har talt. Tværtimod bliver den springbrættet ind i det politiske dramas tredje akt med dronningerunder på Amalienborg. De bliver de mest komplicerede i mands minde. Måske skal vi hele 65 år tilbage til 1957 for at finde noget at sammenligne med.

Dengang ville de radikale helst have en ren Venstre-regering, men det ville Venstre ikke uden de konservative. Så endte det efter ugers forhandling med en socialdemokratisk statsminister, H.C. Hansen, i en flertalsregering med radikale og Retsforbundet, selv om den daværende radikale leder, Bertel Dahlgaard, i valgkampen havde sagt, han hellere ville dø en naturlig død end gå i regering med Retsforbundet.

Partier flytter sig

Der kan ske meget i dronningerunder. Også i dag. Partier kan flytte sig.

Ting tager tid. Måske ikke år som i Belgien, men det forskrækker ikke de radikale, hvis det tager 134 dage som forrige gang, de dannede regering i Sverige, når man spørger til det blandt partiets folketingsmedlemmer. De tror, tiden arbejder for dem og muligheden for radikale ministre, efterhånden som presset på at blive færdig tager til.

Omvendt prøver Mette Frederiksen at alliere sig med den offentlige mening og utålmodighed, når hun i forbindelse med sit landsmøde i Aalborg nærmest kalder et valg utilstedeligt, fordi inflation, energiforsyning, klima, Ukraine – listen er lang – kræver hurtige løsninger, der ikke kan vente på vælgerkryds og forhandlinger om en ny regering. Det ligner en nervekrig om hvem, der blinker først.

På den blå side skal de først finde ud af, hvem der skal sidde for bordenden som kongelig undersøger, når de forhandler regeringsgrundlag. Jakob Ellemann Jensen eller Søren Pape Poulsen. Det ved vi allerede om formiddagen efter valget, når mandaterne tælles op af Dronningen. Men en kongelig undersøger er ikke nødvendigvis landets næste statsminister, selv om det naturligvis er en strømpil.

Derefter kommer den politiske auktion. Hvem byder højest af de to, når Inger Støjberg, Pernille Vermund, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt falbyder deres krav til et regeringsgrundlag. Heller ikke her slutter dramaet dag et.

De næste mange uger kommer det politiske Danmark bag de tykke mure på Christiansborg på hårdt arbejde, når dramaet i de tre akter folder sig ud på en måde, som nok selv manuskriptforfatterne bag ”Borgen” næppe har fantasi til at forestille sig.

Først publiceret: mandag 26. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

og