Meningsmålingerne sætter sig igennem. En regering, som har mistet mindst en fjerdedel af sine vælgere, har ikke meget at true med og slet ikke et folketingsvalg, skriver politisk kommentator Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen: Dansk politik sander til

Mette Frederiksen har Co. har fakta på sin side. Men den brede forståelse af nødvendigheden af at arbejde mere og frisættelse af den offentlige sektor som en mirakelkur ligger et lille sted.

Senest opdateret: mandag 8. april 2024

Dødvandet er det værste for enhver regering. Men det er der, SVM-regeringen sejler lige nu.

Det indenrigspolitiske flertal er væk, efter Venstremanden Mads Fuglede skiftede til ”den jyske hævner”, Inger Støjberg, og hendes parti Danmarksdemokraterne. Alle – både regering og opposition – skal tydeligvis lige vænne sig til den nye situation.

Statsminister Mette Frederiksen og hendes mere eller mindre tro væbnere, partilederne fra de to øvrige regeringspartier, Venstres Troels Lund Poulsen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, må nu tænke som en mindretalsregering.

Dansk politik ligner igen sig selv og vi fik aldrig den nye politiske kultur, der ellers var en stor del af begrundelsen for flertalsregeringen tilbage i december 2022. Hvor regeringen havde til hensigt at handle hurtigt uafhængig af blokpolitik og yderpartier.

Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.

Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.

Peter Lautrup-Larsen gik på pension efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.

Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.

Følg ham på X (tidl. Twitter)

Læs mere HER.

Meningsmålingerne sætter sig igennem. En regering, som har mistet mindst en fjerdedel af sine vælgere, har ikke meget at true med og slet ikke et folketingsvalg. Det er tydeligt for enhver, at Mette Frederiksen og Co. har tabt kampen om den offentlige mening.

Statsministeren kan nok så meget mene, at sandheden er ilde hørt, når talen går på nedsat arbejdstid og hendes ”glem det”.

Men realiteten er, at flertallet af vælgerne og med dem hovedparten af medierne møder hendes ord med noget nær foragt og som udtryk for en arrogance ude af trit med deres oplevelse af en travl og stresset hverdag.

Meget bedre går det ikke for hendes uofficielle chefideolog, udlændingeminister Kaare Dybvad Bek, når han opfordrer travle forældre til at ranke ryggen frem for at have dårlig samvittighed, når barnet hentes blandt de sidste i daginstitutionen kort før lukketid. Regeringens fortælling er for døve øren.

Sander til

Konsekvensen ser vi allerede nu. Regeringsgrundlagets højt besungne frisættelse af den offentlige sektor, hvor ældreområdet var startskuddet, er sandet til.

Vi venter stadig på, hvordan og hvorledes de tre regeringspartier og et eller flere af de øvrige partier ender med at bundvende den offentlige sektor. Meldingerne om forhandlingerne hos Moderaternes ældreminister, Mette Kierkgaard, tyder således på, at man skynder sig langsomt.

En del skyldes formentlig en ny og uerfaren minister, men forløbet indtil nu er i nok så høj grad tvunget af de nye omstændigheder og regeringens søgen efter flertal.

Udfordringen står ellers og blinker med røde advarselslamper. I 2030 – om kun seks år – mangler alene i sundheds- og plejesektoren 40.000 ansatte, især SOSU-assistenter. Så stort har Lægeforeningen opgjort behovet for ny arbejdskraft på hospitaler, almen praksis og den kommunale plejesektor. Hvis ellers opgaverne med et hastigt stigende antal ældre skal løses som i dag.

Tallet er der sikkert nogen, som vil anfægte, men det er nu engang det, som formanden for regeringens nedsatte sundhedsstrukturkommission, direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, lægger til grund i et interview i Politiken 18. februar.

Hvis det så bare kun var der. Men stort set alle sektorer i det danske samfund råber på ledige hænder, mens beskæftigelsen sætter rekord. Der er ikke mange flere at tage af.

Lappeløsninger

Regeringen har prøvet lappeløsninger som at afskaffe store bededag, lønpuljer med mere på kontoen til dem, der går på fuld tid og luftige forslag om at importere udenlandsk arbejdskraft, som Danmark selv uddanner i deres hjemlande.

Men alt det drukner i nye krav på andre områder.

Bare tag forsvaret, hvor forlænget værnepligt, som nu formentlig også kommer til at omfatte kvinderne, vil tappe de nødlidende områder for arbejdskraft. Lige som statsministeren eksplicit nu peger på samlebånd og våbenproduktion som en del af sit regnestykke.

På ældreområdet hjælper det kun lidt, at regeringen vil inddrage frivillige, samfundsnyttige organisationer og ikke mindst de pårørende endnu mere.

Reaktionen på statsministerens appel om flere og ikke færre timer fra danskerne lover i hvert fald ikke godt for en forståelse af, at det offentlige tilbud i sig selv ikke er nok.

Kritikken breder sig

Samtidig breder kritikken sig af den varslede afbureaukratisering, så kolde hænder bliver overflødige og kan blive varme, sådan som spindoktorsproget prøver at sælge ideen.

Godt nok har folketinget blandet sig til ulidelighed med flere regler og kontroller, hver gang en såkaldt skandale med vanrøgt og lignende er blevet rullet op i medierne.

Men det ændrer ikke på, at det alt for ofte har været nødvendigt med nye patientrettigheder. Det er næppe dem, der står over for at blive skrottet og så er mindre papirarbejde lettere sagt end gjort, som adskillige regeringers forgæves forsøg på samme manøvre tydeligt har vist.

Mette Frederiksen har Co. har fakta på sin side. Men den brede forståelse af nødvendigheden af flere arbejdstimer fra danskerne og frisættelse af den offentlige sektor som en mirakelkur ligger et lille sted.

I politik drejer det sig ikke om at HAVE ret, men om at FÅ ret. Der er SVM-regeringen så langt fra endnu.

Først publiceret: tirsdag 2. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.