Peter Lautrup-Larsen: Opstandelsen over store bededag

Det var vist den daværende radikale økonomiminister Margrethe Vestager, der opfandt begrebet ”et ægte løftebrud” i Helle Thorning-regeringens tid.

Et almindeligt løftebrud var, når partierne ikke indfriede det, de havde lovet inden valget med henvisning til, at der ikke var opbakning til det hos de øvrige regeringspartier.

Løftebruddet blev først ”ægte”, når de tre partier opgav et fælles forslag til trods for udsigt til et flertal i Folketinget. Som det dengang skete med betalingsringen og den øremærkede barsel.

SVM-regeringen er allerede på vej til sit første ægte løftebrud. Her mindre end en uge efter, den præsenterede sig på Amalienborg, er det svært at se en anden udgang.

Forslaget om at sløjfe store bededag som fri- og helligdag ender på den politiske mødding.

Modstanden er for stor og hysterisk til, at det næppe kan være besværet værd for regeringen at insistere på lovforslag og vedtagelse, selv om den indtil videre synes at holde fast.

Der må stikke noget under

Ophidselsen kan umuligt komme bag på regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen må mere end nogen anden i den nuværende regering kunne huske forløbet, da Thorning-regering med hende som beskæftigelsesminister prøvede præcis det samme i 2011. Her trak finansminister Bjarne Corydon forslaget efter voldsom modstand især i fagbevægelsen.

Det lagde i en periode gift for samarbejdet blandt andet i trepartsdrøftelser.

SVM-regeringen kan næppe tro, at det glider lettere ned, fordi den nu kæder det sammen med Ukraine-krig og flere penge til forsvaret. Den slags forbundne kar er let gennemskuelige som det, de er. Nemlig, politisk spind.

Mistanken lurer derfor, at der må stikke noget under, selv om man aldrig skal undervurdere den politiske dumhed.

SVM-regeringen har i hvert fald opnået, at forslaget om at sløjfe helligdagen har om ikke domineret fuldstændig, så er løbet med kritikken af regeringsgrundlaget. Et gammelt kendt trick, hvis der er andet, som det er mere ubehageligt at debattere.

Andre ser det som en mulig morgengave til lønmodtagerne, der tager sorgerne på forskud, hvis regeringen til foråret bliver nødt til at afblæse en truende eller igangværende storkonflikt med et politisk indgreb i overenskomsterne.

Så kan den smide bevarelsen af store bededag ind som modydelse og alle bliver glade.

Ny politisk virkelighed

Eksemplet med store bededag viser i hvert fald en ting. Den nye politiske virkelighed.

Det kan godt være, at Nye Borgerlige truer med folkeafstemning og vil samle de nødvendige 60 underskrifter blandt oppositionspartierne i Folketinget ind til det.

Men reelt er den gamle øvelse med altid at prøve at tælle til et flertal på 90 mandater fortid de næste fire år. Regeringen har flertal med sig selv.

Begrebet støttepartier har et andet indhold. Oppositionen har ikke det samme at true med, som vi har været vant til det i årtier. Muskelkraften er mindre, når oppositionens partiers mandater kun tæller med, når regeringen finder det bekvemt.

Det vil den givet gøre i langt de fleste sager. Den nye regering kalder sig da også selv en ”samarbejdsregering”. Et positivt ladet ord, der netop signalerer, at den ikke vil regere på sit spinkle flertal, men lade Folketingets øvrige partier få indflydelse i bredere aftaler om ny lovgivning.

Spillereglerne gælder fortsat

På nogle områder er det en selvfølge. Som tidligere omtalt i Faglige Seniorers Nyhedsbrev gælder det eksempelvis SVM-regeringens forslag om en Arneplus-model, som afskaffer seniorpensionen.

Her har en række partier som forligspartnere vetoret mod ændringer og i hvert fald Dansk Folkeparti og De Konservative truer med at bruge den, hvis de ikke får indflydelse på ordningen, når ældre medarbejdere trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden pensionsalderen.

Her gælder Folketingets spilleregler om forlig og aftaler naturligvis forsat.

Det kan godt være, at spillereglerne ikke er juridisk bindende og en sag for byretten, men en regering, der i sit regeringsgrundlag udtrykker vilje til og ambition om god regeringsførelse, begynder naturligvis ikke med at udfordre politisk sædvane og samarbejde, selv om den på papiret har mandater nok til at gøre det.

På lange stræk bliver det altså som sædvanligt. Vi kommer stadig til at se forhandlere fra oppositionen på Stengangen i Finansministeriet ind og ud af Nicolai Wammens kontor eller i andre ministerier.

Men de tre regeringspartier har altså nu den fordel, at de kan bruge deres snævre flertal, hvis forhandlingerne falder på gulvet.

Har set det

Vi så allerede under regeringsforhandlingerne et forløb, vi kommer til at se igen, når det gælder forhandlinger om konkrete forslag.

De Radikale endte ganske vist med at sige nej til at være det fjerde parti i regeringen. Partiets syv mandater var ikke nødvendige for et flertal og tilbuddet var tilsyneladende derefter, når De Radikale kun kunne få mindre indflydelse på konfliktpunkter som klima og uddannelse samt to-tre ministre i anden række.

De tre regeringspartier så det som en forsikringspræmie. Deres spinkle flertal ville med radikal deltagelse blive cementeret, så det ikke er afhængigt af, om en eller to medlemmer af Moderaterne eller måske endda Venstre falder fra, eller de Nordatlantiske medlemmer stiller sig på tværs.

Og nok så vigtigt. Der kommer også en tid om fire år. Dansk politik og oppositionens velvillighed er også afhængig af regeringens fremtidsudsigter. Har den også flertal i meningsmålingerne frem mod næste valg?

Flere mandater at tabe af

Poul Nyrup Rasmussens flertalsregering med Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti fra 1993 holdt ikke til sit første møde med vælgerne i 1994. Flertallet forsvandt og Kristeligt Folkeparti røg under spærregrænsen.

Derefter hutlede regeringen sig igennem fra sag til sag og efter vedtagelsen af finansloven op mod jul i 1996 gik CD ud af regeringen. Den var blevet for rød. Nedtællingen begyndte fra dag et.

Med De Radikale med i SVM-regeringen ville den simpelthen have haft flere mandater at tabe af.

Præcis den samme tankegang vil gå igen i en række af de kommende store ændringer i velfærdssamfund, skat og alt det andet. Jo bredere tilslutning, desto større sikkerhed for holdbarhed.

Men ”prisen for grisen” har sin begrænsning, når det ikke er en absolut nødvendighed at betale den.

Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen har næppe hverken lyst til eller interesse i alt for mange ægte løftebrud.

Hvad mener du?

Er det iorden at afskaffe store bededag? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 19. december 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:44