Peter Lautrup-Larsen: Valgkamp på den politiske midte

Karbonade. Man kan næste smage ordet, selv om det er gået af mode især i yngre generationer.

Men symbolikken er ikke til at misforstå. Godt nok gemmer en bedre ældreforsorg sig i regneark, benchmarking og yderligere rekruttering af engagerede medarbejdere, men i en eneste sætning fik statsminister Mette Frederiksen sat sig på debatten om pleje, omsorg og kommunal udbringning af mad, der får appetitten til at vokse.

Statsministerens løfte i åbningstalen: ”Du skal have lov til at spise en god karbonade, der både smager og dufter” taler lige ind i manges bekymring for borgernære problemer i et truet velfærdssamfund.

Så selv om der er stakkevis af papirer med forslag til løsninger lige fra frit valg til færre regler og man kan diskutere, hvor meget regeringen egentlig har leveret på ældreområdet – en ny ældrelov er først lovet til februar – har Mette Frederiksen taget førertrøjen på et område, hvor uenighederne mellem partierne om de store linjer er til at overse.

Mette Frederiksen taler om en helhedsplan på velfærdsområdet over de næste 15 år, men uden at være konkret.

Et forslag, der nok også er tænkt som smøremiddel til det, der først og fremmest er hendes omdrejningspunkt: En bred regering over midten, når hendes et-partiregering næppe får lov at forsætte efter valget.

Høvdinge og indianere

Til gengæld slipper vi for de lette løsningers vagtparade. Det sædvanlige valg-kampskrig ”send flere penge” er i de fleste partier begrænset til kun at give ekstra milliarder til den såkaldte demografiske udvikling med flere plejekrævende ældre i de kommende år.

Dertil kommer dog et forventningspres om et lønløft til sygeplejersker, sosu-assistenter og andre med varme hænder, som de fleste partier prøver at adressere inden for den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter og ikke politikerne, som forhandler løn. Statsministeren vil således stadig ikke ud med, hvem hun vil give lønforhøjelse.

Svaret kommer måske senere i valgkampen, efter hun i søndagens trekamp på TV2 med de to blå statsministerkandidater varslede et udspil om nye principper i den offentlige løndannelse.

Hun risikerer dog at skuffe, hvis det endelige svar stadig først findes, efter den nedsatte lønstrukturkomité om ligeløn ved årsskiftet kommer med sine anbefalinger og især oven på forårets overenskomstforhandlinger på det private område. Så er det lettere at være Venstre, der har foreslået et ekstra skattefradrag for at gå fra deltid til fuld tid.

At så den konservative statsministerkandidat Søren Pape Poulsen dummer sig ved at kalde de ansatte for “indianere” er naturligvis en tillægsgevinst til den røde side i Folketinget. Selvfølgelig ved vi, hvad han mener med talemåden “høvdinge” og “indianere”, men det virker nedladende.

Karbonade klinger nu alligevel bedre.

Tryghedspolitik

I det hele taget har den første uge af valgkampen især stået i “tryghedspolitikkens” tegn. Ikke kun med ældre, børn, syge og kortere ventelister til hospitalerne, men også løfter om at lette inflationens byrder for dem, der har det svært med regningerne.

Utilpassede unge tredjegenerations indvandrere er igen en del af valgkampen, hvor det at være “tough on crime” for hvilken gang skal flytte stemmer. Ligesom politikerne står i kø for at love udkantsdanmark bedre tider, om så det er på hovedstadens bekostning.

Alligevel er det stadig tvivlsomt, om det politiske indhold afgør valget ved at flytte de afgørende mandater. Blå blok håber tydeligvis at gøre det til et spørgsmål om lederskab. Ganske vist stiller de med to uprøvede statsministerkandidater, men det var Mette Frederiksen jo også for tre år siden.

Hendes magtfuldkommenhed er en anklage, der går igen og igen. Bygevis af det samme spørgsmål om statsministerens rolle i minkskandalen skal udstille hendes ansvar, selv om det foreløbig preller af på det store regeringsparti. Blå blok håber på et valg, der ender i en folkeafstemning om Mette Frederiksen. Socialdemokratiet satser på, at den debat næppe holder sig i live gennem en valgkamps fire uger. Vi må se.

Regeringens hovedpine

Lige nu er det mest Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokraterne, der er regeringens hovedpine.

Den rigsretsdømte politiker har tydeligvis fat i noget, der får de såkaldte svingvælgere til at sætte krydset et andet sted end sidst. En blanding af frustration og protest over en bred kam har fået sin talskvinde, som de øvrige partier virker famlende over for, hvordan de skal tackle. Så meget har de dog lært, at ”stueren bliver du aldrig” ikke er en del af deres svar.

Det må betragtes som givet, at Støjberg efter valget genindtræder i det Folketing, der i december sidste år stemte hende ud som uværdig. Lige nu knytter det blå Danmarks håb om at genvinde regeringsmagten sig især til hendes jordskredsagtige vælgertilslutning.

Hvilken pris, hun tager for at støtte enten Venstres Jakob Ellemann Jensen eller konservative Søren Pape, skilter hun ikke med endnu. Bortset fra, at den konservative statsministerkandidat allerede har været tvunget til at devaluere sit valgløfte om skattelettelser i toppen for stadig at være inden for Støjbergs skive.

Spænding på midten

I det hele taget ligger spændingsfeltet på den politiske midte, selv om de blå partier nægter at tale ministerposter med Mette Frederiksen. I modsætning til 2019 må yderpartierne derimod kæmpe for at få opmærksomhed.

Bolden ligger mere hos Moderaterne og ikke mindst tidligere statsminister og Venstreformand, Lars Løkke Rasmussen. Foreløbig er det lykkedes ham at modbevise den gamle tommelfingerregel, at det er vejen til nederlag og vælgertab, hvis man ikke klart melder ud, hvem man foretrækker som statsminister. Det ligner en valgkamp og ikke mindst en efterfølgende regeringsdannelse, der er helt uforudsigelig, så længe han ikke giver et navn.

Men presset på den tidligere statsminister vokser med garanti i løbet af de næste tre uger inden valgdagen. Hvis Løkke ikke svarer, så tager medierne givet fat i hans bagland med mere urutinerede kandidater. Som det skete for Anders Samuelsen og Naser Khader i 2007, da de i spidsen for Ny Alliance også prøvede at holde statsministeriet åbent til begge sider.

Ikke set det

Her er vi ved sagens kerne. Måske har vi slet ikke set det, der ender med at afgøre valget 1. november. Som efterlønsgarantien i 1998, der fremmanede indtrykket af, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som socialdemokrat var bolværket mod et borgerligt angreb på lønmodtagernes velerhvervede rettigheder. Det vendte stemningen dengang.

Der kan nævnes meget andet. Partier, der begynder at skændes med sig selv. Eller, hvad man slet ikke tør tænke på, at udviklingen i krigen i Ukraine totalt ændrer dagsordenen fra den ene dag til den anden, så selv ældreomsorg eller alle de andre spørgsmål forekommer ubetydelige i den store sammenhæng. Så flytter behovet for tryghed sig fra det nære i endnu højere grad til det, der kommer ude fra.

Der sker altid noget i en valgkamp. Vi ved bare endnu ikke, hvad det er. Svaret kender vi først om tre uger.

Først publiceret: mandag 10. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:22