Peter Lautrup-Larsen: Danskerne har ikke taget regeringen til sig

Ældre generationer husker sikkert ”Sangen om Larsen” og ikke mindst omkvædet: ”Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt”. Når regeringen på fredag 15. december fejrer sin et års fødselsdag kunne det passende være rammen om en festsang forfattet til lejligheden.

Et første vers kunne så naturligt være om Venstre-formand Troels Lund Poulsens forsøg på at revitalisere sit ministerhold ved at udnævne iværksætteren Mia Wagner til digitaliserings- og ligestillingsminister. Hverken han eller hun kunne vide, at hendes helbred så hurtigt satte en stopper for det.

Men det ændrer ikke på, at formanden og hans parti ikke fik den begyndelse med ham i spidsen, som han håbede på. Det skulle være så godt, men var faktisk skidt.

De tre regeringspartier med statsminister Mette Frederiksen for bordenden synes naturligvis, at den slags sarkasme er groft uretfærdig. Men meningsmålingerne taler deres eget tydelige sprog, når kun under 40 procent af vælgerne forsat støtter SVM-partierne. Flertallet blandt vælgerne er mere end væk.

Det er ikke kun Venstre, som har et problem. Danskerne har ikke taget regeringen til sig i et omfang, som den forventede, da den præsenterede sig selv på Amalienborg Slotsplads for et år siden.

Forklaringerne er mange. Brudte valgløfter med garantier mod at støtte Mette Frederiksen har ramt Venstre. Hun lider selv under anklager om magtfuldkommenhed og arrogance samt intern kritik af nye skattelettelser på bekostning af flere milliarder til velfærden.

Mens Moderaternes partistifter Lars Løkke Rasmussen må stole på, at han sædvanen tro kan afvise sager om økonomisk støtte og urent trav, som var han teflonbelagt og dertil håbe på, at vælgerne hurtigt glemmer de skandaler, der har ramt hans parti og ført til farvel til to folketingsmedlemmer og bragt regeringens flertal tæt på vippen.

Enkeltsager dominerer

I det hele taget har regeringen lidt under, at enkeltsagerne har domineret dansk politik det sidste år. FE-sag og koranlov tog over, da SVM-flertallet havde gennemtrumfet den forkætrede afskaffelse af store bededag på trods af modstanden ikke mindst fra fagbevægelsen.

Enkeltsagerne har overskygget, at regeringen trods alt har fået resultater på lystavlen.

En finanslovsaftale med langt flere gode gaver end det modsatte.

Et forsvarsforlig til 143 milliarder de kommende år.

En skattereform på vej med flere lettelser end lovet i regeringsgrundlaget. En 2030-plan, der trods kritik af prioriteringerne har flere milliarder til velfærd, end det så ud til for et år siden.

Og sidst, men ikke mindst en trepartenighed om lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Egentlig vel meget godt gået, selv om vi stadig venter på en Co2-afgift på landbruget med andre klimatiltag og ligeledes den stort anlagte frisættelse af velfærden med flere varme og færre kolde hænder. Den skulle begynde på ældreområdet, men er udsat endnu engang.

Måske, som regeringen selv hævder, fordi det er mere besværligt end forudset, men man aner også, at regeringspartierne har svært ved at blive enige.

Det er en svær sag især for de store kommunepartier, Socialdemokratiet og Venstre, hvor førstnævnte nok mest tror på en tillidsreform til de offentligt ansatte, mens Venstre stadig har frit valg og konkurrenceudsættelse til private leverandører som sit hovedpunkt. Men selvfølgelig ender det i fælles fodslag.

Hvis man spørger i regeringen, så er den selv optimist. Nu er FE-sagen lagt i mølpose i en undersøgelseskommission og koranloven vedtaget. Ganske vist ikke uden sværdslag og så absolut ikke en ekspeditionsforretning, men i begge sager havde regeringen dog den sikkerhed, at den kunne bruge sit eget flertal i den sidste ende.

Det hjalp dog på mandaternes fordeling, at SF endte med at gå med i FE-sagen og radikale om koranloven.

Et andet sted

Det hele ændrer dog ikke på, at SVM-regeringen er et andet sted end for et år siden.

For at vende tilbage til ”Sangen om Larsen”. Den indgik oprindeligt i Kjeld Abells teaterstykke ”Melodien, der blev væk” og også det symboliserer, hvorfor regeringen ikke rigtigt har fat i vælgerne.

Dens grundlæggende fortælling om nødvendigheden af en kriseregering af partier, der i modsætning til andre tog ansvaret på sig, holdt ikke længe. Nok er der stadig krig i Ukraine, men frygten for en økonomisk krise i lyset af den galopperende inflation dengang er nu erstattet af optimisme. SVM-partierne talte endda om en ny politisk kultur, men nu er melodien væk.

I stedet praler finansminister Nicolai Wammen af en finanslov med 11 af Folketingets 12 partier, selv om hans ord ”historisk” nok er tage munden for fuld med tanke på, at han kun lod dem forhandle om 900 millioner.

SVM-regeringen er tydeligvis nu i gang med at synge en anden melodi, selv om statsministeren stadig har svært ved at slippe sin kriseretorik. Men det virker ikke klogt at gentage argumentet om, at penge ikke er problemet, fordi den nye valuta er arbejdskraft. Og slet ikke, at pådutte danskerne, at de nærmest har pligt til at arbejde mere.

Mette Frederiksen må ramme tonen med noget mere populært.

Første mulighed for at genstarte regeringsprojektet er hendes nytårstale 1. januar. Noget må i hvert fald til at ske. SVM-regeringen har brug for det.

Først publiceret: mandag 11. december 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. december 2023 kl. 11:19