Peter Lautrup-Larsen: Ny virkelighed i dansk politik

”Vi lover intet. Til gengæld holder vi det, vi lover”.

Stiften af Centrum-Demokraterne Erhard Jakobsens bemærkning i starten af 1980’erne gav ham ry for at være Danmarks mest ærlige politiker.

Dengang, da morfar var ung, var det almindeligt accepteret blandt vælgerne, at valgløfter var noget, man faldt op og ned på. Det var valgflæsk.

Siden ændrede det sig med Poul Nyrup Rasmussens efterlønsgaranti og Anders Fogh Rasmussen. Valgløfter blev en kontrakt mellem politikere og vælgere.

I dag vågner vælgerne op til en ny virkelighed. Eller til den ældgamle. SVM-regeringen bygger på brudte valgløfter. De måtte vige for den fælles udsigt til magt og indflydelse.

Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen kommer i strid modvind for at give indrømmelser til det nye flertal og Venstres Jakob Ellemann-Jensen må de kommende måneder nok imødese faldende tilslutning i meningsmålingerne og medlemsflugt.

Begges svar på kritikken er naturligvis det nye regeringsgrundlag. Det er det, de tre regeringspartier nu håber at blive målt og vejet på og ikke situationen og de politiske meldinger, inden vælgerne sammensatte Folketinget 1. november.

Arbejdsfællesskab

Regeringsgrundlaget lever i hvert fald til fulde op til konstateringen fra en anden markant politiker på Erhards tid, nemlig den daværende socialdemokratiske formand Svend Aukens berømte ord: ”Politik skabes PÅ midten og ikke AF midten”.

Mette Frederiksen taler om ”et arbejdsfællesskab”. De tre partier vil insistere på at være forskellige. Hendes eget Socialdemokratiet og Ellemanns Venstre ser sig ikke på midten af dansk politik, selv om deres fælles regering ligger der. De står stadig på hver sin side af centrum.

Pointen blev tirsdag understreget af, at den radikale Martin Lidegaard lod sine betænkeligheder ved, at hans lille midterparti blev klemt og glemt i en firepartiregering, overtrumfe begærligheden efter ministerposter. SVM-tilbuddet til ham med fravær af tydelige radikale aftryk i regeringsgrundlaget og udsigt til kun et par ministerposter i anden række var ikke lokkemad nok.

Mere ville de tre regeringspartier ikke betale den radikale leder i en slags forsikringspræmie for at få hans syv mandater med i et mere cementeret flertal, der ikke var truet af frafald på et par mandater hos Moderaterne og måske endda Venstre eller genstridige Nordatlantiske folketingsmedlemmer.

De tre formænd i regeringspartierne græder nok tørre tårer over det radikale nej. Ikke mindst, fordi Martin Lidegaard om ikke lover den nye regering borgfred, så arbejdsro. De radikale vil ikke vælte den.

Nye tider

SVM-regeringen varsler helt nye tider i dansk politik. En anden virkelighed. Flere generationers opfattelse af Christiansborg-politik som en kamp mellem to blokke, rød og blå, står for fald.

Fløjpartierne har gennem tredive år kunnet true sig til indflydelse. Begrebet støtteparti havde sin egen definition. I det øjeblik støtten forsvandt, begyndte nedtællingen for den siddende statsminister.

De kommende år under SVM-regeringen får fløjene kun indflydelse, hvis regeringen mener, at det er bekvemt. Nogle partier, nok først og fremmest SF og radikale på den ene side og konservative på den anden, vil søge indflydelsen i brede forlig. Andre vil henslæbe den politiske tilværelse som protestpartier langt væk fra de relevante forhandlingslokaler.

Helte- eller skurkerollen tilfalder alt efter politisk overbevisning især en af partilederne. Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Regeringen var aldrig blevet en realitet uden hans kovending med farvel til blå blok, sine egne statsministerdrømme og brud på adskillige valgløfter, selv om Mette Frederiksens politiske håndværk og Lars Løkkes medgørlighed med sine 16 mandater naturligvis også har spillet ind.

Især Ellemanns afblæsning af en advokatvurdering af minksagen rammer ham nu hårdt. Ord som mangel på etik og moral, brud med retsstaten og øget politikerlede vil de kommende måneder forfølge ham. Nogle vil mene med rette. Andre vil kalde det at indrette sig efter den politiske virkelighed.

Løkke satte det igang

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen satte processen frem mod regeringen i gang i 2019, da han gjorde den til målestok for sin succes, selv om afslutningen på ”befrielsens øjeblik” med Mette Frederiksen som statsminister ikke var det, der oprindeligt stod i manuskriptet.

Nu er det op til ham selv at modbevise den udbredte skepsis om hans egentlige motiver hos sine gamle partifæller i Venstre og en tilsvarende bekymring hos socialdemokraterne. Kan han som tidligere statsminister indordne sig? Det er ikke nok at sige det. Han skal også vise det.

Mette Frederiksen kunne ligne den egentlige vinder. Den kongelige undersøger fik det, som hun ville have det. En flertalsregering. Men hvad med det politiske indhold?

De tidligere støttepartier, især Enhedslisten og Alternativet, har allerede dømt hende ude. Nok er hun statsminister, men efter deres opfattelse i en blå regering. Den nye top-topskat, millionærskat om man vil, eller en CO2-afgift til klimaet, som landbruget får tilbage, kommer næppe til at ændre på anklagerne.

Pris på grisen

Der er således meget langt fra den årelange socialdemokratiske opfattelse af, at valget stod mellem velfærd og skattelettelser og til den ”pris på grisen”, hun nu har betalt de to øvrige regeringspartier. En nødvendig omkostning for at få den brede regering og det vil vise sig, om der er plads til begge dele. For Ellemann og Løkke er det nok så meget ideologi. Mette Frederiksen må derimod insistere på, at det er et middel.

Skattelettelserne i bund og top skal være en gulerod, der lokker flere arbejdstimer ud af danskerne og moderer lønkravene under forårets overenskomstforhandlinger. Skattelettelser og ikke kun lønforhøjelser er med til at sikre reallønnen til dem i job. Til gengæld er der ikke meget at hente for de store samfundsgrupper, der står uden for arbejdsmarkedet. De havde nok set frem til mere end en forhøjelse af ældrechecken.

Regeringens succes eller fiasko kan bedømmes ud fra den økonomiske politik, beskæftigelse og arbejdsudbud. Det er straks sværere, når det gælder det mest vigtige i den foreløbige fortælling.

Man kan tro og håbe på, at det at sætte velfærdsområdet frit, i første omgang ældresektoren, i en slags tillidsreform med større ansvar til ansatte og pårørende bundvender velfærdssamfundet til det bedre, men sikker kan man ikke være. Fordelen ved en flertalsregering er dog, at den selv kan bestemme, om der skal gå politik i enkeltsager, eller de bliver løst som det, de er. Nemlig enkeltsager.

I det hele taget betyder flertalsregeringen, at kommissioner og ikke mindst trepartsdrøftelser nu kan regne med, at anbefalinger og aftaler ikke ender i den politiske vridemaskine. Den nye regering kan levere fra dag et.

Indre sammenhold

Den egentlige fare for regeringen kommer foreløbig ikke fra oppositionen. Den største risiko for fiasko er mangel på indre sammenhold, fordi presset fra utilfredse vælgere bliver for stort. Her skræmmer fortiden og SV-regeringen i 1978-79, hvor de to regeringspartier alt for hurtigt sled hinanden op i gensidig mistillid.

Denne gang har Mette Frederiksen den sikkerhed, at både Ellemann og Løkke har bundet deres forsatte politiske karriere op på, at det fælles projekt bliver en succes. De har ikke råd til fiasko.

En ting er nemlig sikkert. Kan resterne af blå og rød blok ikke blive enige om andet ved et kommende valg, så er det, at SVM-regeringen skal være fortid.

Men lige nu er den nye politiske virkelig nok, at de kommer til at vente fire år på at spørge vælgerne.

Først publiceret: onsdag 14. december 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:41