Peter Lautrup-Larsen: Historisk løft af velfærden eller nedskæring?

”Hvis det er fakta, benægter a fakta”.

Venstremanden Søren Kjærs ord fra folketingets talerstol for mere end hundrede år siden er gået over i den politiske Danmarkshistorie. Nok mest, fordi han gjorde sig selv til grin, men måske var han mere fremsynet, end han selv og andre anede dengang.

I hvert fald kommer man til at tænke på hans udsagn, når man ser modtagelsen af regeringens 2030-plan.

På 254 sider med tal, tabeller, kurver og løfter er den spækket med fakta om, hvordan SVM-regeringen i almindelighed og finansminister Nicolai Wammen i særdeleshed ser den økonomiske politik de næste godt seks år med et tårnhøjt råderum på 68 ekstra milliarder at gøre godt med.

Alligevel er der på lange stræk tale om en sandhed med modifikationer trods de fine regnemodeller.

Jamrer videre

Tag de 32 milliarder, som regeringen afsætter til øget velfærd. Finansministeren kalder det et historisk løft, mens kommunepartiet med borgmestre og byråd – som uanset partifarve ser Christiansborg som den politiske hovedfjende – jamrer videre med spådomme om yderligere nedskæringer.

Nok dækker regeringens milliarder de kommende års flere ældre og børn – godt og vel endda – men hvad med alt det andet? Borgmestrenes spørgsmål runger i råderummet.

Eller tag de lovede skattelettelser til dem i arbejde.

Venstre praler med, at de er de største i ti år. Men går vi 20 år tilbage, ligger de kun nr. 5 på hitlisten over milliarder tilbage til borgerne via selvangivelsen. Nøgternt set er de nu lovede 6,75 milliarder kroner i sparet skat på lønindkomst kun en tiendedel af råderummet. Trods den store ståhej er det til at overse.

Har det nemmere

I virkeligheden har nutidens politikere, både regering og opposition, det meget nemmere end forhenværende generationer af beslutningstagere på Christiansborg.

Den stærke danske økonomi med det øgede råderum er skabt af tidligere forlig. Efterlønsreformen i 1998, som den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen kun fik utak for, og ikke mindst velfærdsaftalen i 2006 med bred tilslutning i Folketinget, da statsministeren dengang, Venstres Anders Fogh Rasmussen, og lederen af oppositionen, Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, fandt hinanden.

Velfærdsforliget betyder den dag i dag, at folkepensionsalderen pr. automatik sættes op, efterhånden som danskernes levealder stiger. Den højere og højere alder passer med, at vi i gennemsnit får folkepension i 14 år, inden vi dør og ikke mere ligger statskassen til last.

De flere arbejdstimer fra de ældre på arbejdsmarkedet sprøjter derfor milliarder ind i statskassen, så finansieringen til 2030 på forhånd er på plads uden hele tiden at skulle findes krone for krone andetsteds på statsbudgettet.

Sjældent ord

Derfor illustrerer 2030-planen også, at retfærdighed er et sjældent brugt ord i politik.

Er der nogen, som de seneste årtier har skabt råderummet, er det dem, der nu er på pension. Men de får ingen skattelettelser og må endda vente endnu et år med at få reguleret pensionen som kompensation for stigende priser. Det store flertal i Folketinget holder fast i, at reguleringen i takt med lønudviklingen finder sted med to års forsinkelse.

Det bliver ved en forhøjelse af ældrechecken endda betalt af en flyafgift og ikke fra råderummet. Samt mere til dem, der bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, når skattelettelser og andre reformer alene fokuserer på at lokke eller tvinge flere arbejdstimer ud af danskerne i det såkaldte arbejdsudbud.

Dog – og det skal med – har SVM-regeringen nu opgivet at afskaffe seniorpensionen for at finde penge til den såkaldte Arne+ pension. Nogle kalder det et nederlag, men mon ikke flere af den slags forslag på tabslisten kun styrker regeringen hos vælgerne.

Stort set fastlagt

Flertalsregeringen har med 2030-planen stort set fastlagt, hvad der sker i dansk politik den kommende år.

Der er kun afsat godt 4 milliarder til forhandling med Folketingets øvrige partier, resten har SVM-regeringen selv bundet sig op på. Hvis ellers det hele bliver til noget gennem alle seks år. Det gør det kun, hvis regeringen forsætter efter næste folketingsvalg og således sidder på taburetterne også hen mod 2030.

En ny statsminister eller et nyt flertal vil naturligvis ændre på planens prioriteringer. Måske er det lidt tidligt at kalde 2030-planen et valgoplæg, men alligevel.

Bemærk således, at personskattelettelserne først træder i kraft i 2026. Altså det år, hvor Mette Frederiksen skal bimle med valgklokken, hvis ellers SVM-regeringen sidder tiden ud.

Hun, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen kan så håbe på, at arbejdende danskere kvitterer med et kryds på dem og deres partier for den milde gave med sparet skat. Men hvis de betragter det som en given ting, er det nok fakta, som andre vil benægte.

Først publiceret: fredag 10. november 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 14. december 2023 kl. 07:39