Hvem er Mettes modkandidat til statsministerposten?

Vi har vænnet os til det. Folketingsvalg efter folketingsvalg. Såkaldte dueller på de landsdækkende tv-kanaler mellem mindst to statsministerkandidater. Den siddende regeringsleder og oppositionens bud som udfordrer.

Selv ved det seneste valg var det til at overskue, uanset Mette Frederiksen var oppe mod hele to blå bud, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og den konservative Søren Pape Poulsen.

Men i dag? Hvem er Mette Frederiksens egentlige modspiller?

Blå blok er politisk død, som vi kendte den inden dannelsen af den brede regering i december. Resterne ligner nærmest et dødsbo. Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige synes uden indbyrdes koordinering i noget, der fremstår som alles kamp mod alle. Det blå hold er uden anfører.

Den seneste valgkamp med de to blå bud som statsminister, Ellemann eller Pape, frister næppe til en gentagelse. De trak nærmest hinanden ned, når Mette Frederiksen i debatterne spillede dem ud mod hinanden.

Når krybben er tom…

Blå blok har ikke glæde af tvivlens nådegave, når det gælder en borgerlig eller liberal statsministerkandidat. Her gør enighed om et enkelt navn snarere stærk.

I dag ser det bare anderledes ud på blå stue. Man fristes til at bruge det gamle ordsprog, ”når krybben er tom, bides hestene”.

Flertalsregeringen har sat de blå partier uden for indflydelse på væsentlige områder. De har krav på at være med, når regeringens tolkning af forligsreglerne giver mulighed for det, men ellers er markedsværdien lav og regeringen betaler ikke en synlig pris for blå mandater i nye aftaler.

Senest så vi det, da Konservative og Liberal Alliance valgte at stå uden for med nej uden tak, mens finansminister Nicolai Wammen strikkede sin stort anlagte inflationspakke sammen. I modsætning til Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der ikke syntes, at ekkoet fra valgkampens højtråben om skattelettelser stadig skulle stå i vejen for at hjælpe dem, der især er ramt af prisstigningerne.

Det ændrer kun lidt på indtrykket af almindelig forvirring, at de tre blå fløjpartier trods alt valgte at stå uden for den brede aftales børnepakke i indbyrdes konkurrence om, hvem der var mest kritiske over, at en del af de 300 millioner til fattige børnefamilier går til indvandrere. Det er næppe argumenter, der får Pape og Vanopslagh til at erklære et ”velkommen hjem”.

Personfnidder

Men en ting er den politiske uenighed. Der er trods alt en del af virkeligheden på Christiansborg, at partierne ikke altid er enige, selv om de farver sig i sammenlignelige nuancer.

Meget værre er det, at personfnidderet er ved at tage over. Angrebene på Jakob Ellemann-Jensen ligner karaktermord. Vi ved allerede nu, at Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokraterne garanterer, at hun aldrig kommer til at gøre Venstre-formanden til statsminister.

Nu kan det naturligvis være, at Ellemanns stressmelding klarer den sag – uanset Støjberg trods alt ikke bruger det i debatten – og en anden Venstrepolitiker med lidt færre brudte valgløfter i lasten kommer til.

Men uanset hvad, ligner det mest en her-og-nu-melding uden det lange sigt, at hun allerede nu afskriver en Venstre-statsminister. Ikke mindst, når Ellemann selv holder en dør på klem, da han i Jyllands-Posten i januar ikke ville sige, hvem han ville pege på som statsminister efter næste valg. Det ville være ”Venstre i egen ret”. Muligvis den nuværende brede regering og statsminister, men der var mindst to forskellige veje alt efter, hvor ”Venstre kan få mest igennem”.

Et tydeligt forsøg på stadig at have en tilbagefaldsposition, hvis den brede regering ender i fiasko.

Gjort det sværere

Realistisk set har Støjberg kun en vej til indflydelse og den ministerpost, hun givet i sit inderste stadig håber på. Det er, at den brede regering går itu og Venstre vender tilbage til blå blok. Med sin melding har hun gjort det sværere. Fornærmethed kan man ikke bruge til meget i politik og slet ikke, hvis hun lever op til øgenavnet ”den jyske hævner”.

Lige nu vil Støjberg nok møde den type af politisk analyse med et skuldertræk.

Meningsmålingerne giver hende medvind, og hun gør Liberal Alliance og dets leder Alex Vanopslagh rangen stridig som anfører for blå bloks største parti og mest populære politiker. I den seneste Epinionmåling for Danmarks Radio er begge partier med deres formodede 18 mandater et enkelt større end Venstre på 17.

Men netop den succes rummer tydeligvis også kimen til et jalousiopgør på den blå fløj.

Der var engang, hvor Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts opfordrede Støjberg til at blive formand for hans eget parti, mens Rigsretten mod hende fandt sted i Eigtveds Pakhus. Nu promoverer han i stedet anklager fra partiets EU-parlamentariker Anders Vistisen, der i en opsigtsvækkende kronik i Jyllands-Posten betegner Støjberg som dansk politiks svar på Donald Trump.

Messerschmidt fremhæver især Vistisens skidtspand mod både Støjberg og Nye Borgerliges nyvalgte leder Lars Boje Mathiesen for at være ”eksponenter for en farlig udvikling i politik, hvor omgangen med sandheden er som at række en pyroman en æske tændstikker”. Jo, det går godt med respekten i blå blok.

Æder hinanden op

Konservative Søren Pape Poulsen er usynlig. Liberal Alliances Alex Vanopslagh er uspiselig for de blå fløjpartier med sine krav om offentlige besparelser parret med skattelettelser ikke mindst i toppen af indkomstskalaen, mens de æder hinanden op i indbyrdes kamp om vælgerne.

Hver eneste dag kan Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen finde supplerende argumenter for, hvorfor de valgte at søge nye græsgange på midten af dansk politik.

Ganske vist har SVM-regeringen i den seneste meningsmåling mistet 20 mandater. Men hvis man skruer tiden tilbage til ”gamle tilstande” og leger med tanken om at male både Moderaterne og Venstre med blå farve, så mangler Mette Frederiksen blot et mandat i et rødt alternativ for at forsætte. Værre er det ikke for hendes statsministerpost.

Intet tyder lige nu på, at Ellemann og den øvrige Venstre-ledelse eller Løkke fortryder den brede regering trods de nedslående meningsmålinger.

De satser tydeligvis på, at balladen om brudte valgløfter og store bededag går i den store politiske glemmebog. At det på et tidspunkt går op for vælgerne, at de også må stille sig selv spørgsmålet: Hvad ellers? Det er i hvert fald meget forlangt, at vælgerne selv skal kunne svare på det, når de fem partier i den falmede blå blok ikke kan.

Først publiceret: mandag 27. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 1. marts 2023 kl. 11:01