Peter Lautrup-Larsen: Borgfred i et valgår

Den erobringshungrende amerikanske præsident Donald Trumps daglige trusler mod Grønland overskygger lige nu fuldstændig det, som statsminister Mette Frederiksen lagde op til i sin nytårstale 1. januar.

Statsministerens undskyldning for, at hun med sit nødvendige fokus på udenrigspolitik og Ukraine-krig havde lyttet for lidt til danskernes daglige bekymringer især over de eksploderende fødevarepriser, er nu nærmest glemt. Det meste er stadig udenrigspolitik.

Meningsmålingerne fortæller, at et flertal af danskerne er trygge ved at have hende ved roret under den dramatiske armlægning med Trump. Måske er det stadig for tidligt at konkludere, at hun er tilgivet. Men det ser sådan ud.

Der er vendt op og ned også på dansk indenrigspolitik. 

SVM-regeringen viste før jul tydelige opløsningstendenser. Venstre-formand Troels Lund Poulsen var på frierfødder over for de tidligere venner i blå blok og de fleste forventede, at det kun var et spørgsmål om tid, før han erklærede sig som Mette Frederiksens modkandidat som statsminister. Nu er det hele endt i nyt sammenhold.

Lederskab styrkes af krisen

Regeringen bliver hjulpet af, at oppositionen både til højre og venstre er tvunget til borgfred på Christiansborg.

Man behøver bare se på reaktionen, når Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vælger det ledige standpunkt at kritisere, at Rigsfællesskabet – både Danmark og Grønland – forhandler med amerikanerne om en løsning. Efter hans opfattelse burde der ikke være noget at forhandle om, så længe Trump så tydeligt signalerer, at det hele skal ende med amerikansk ejerskab. Så er det bedre at blive væk.

Den slags kritik af regeringen bliver af det store flertal i den offentlige mening betragtet som landsskadelig virksomhed, selv om Morten Messerschmidt som nationalkonservativ nok nærmest har haft det modsatte i tankerne.

På den led minder den øjeblikkelige situation om Corona-krisen tilbage i 2020. Også dengang blev enhver kritik af Mette Frederiksens argumenter for at lukke landet ned med forsamlingsforbud og hjemsendelse af eleverne fra skolerne udlagt som en trussel mod danskernes sammenhold og ansvarlighed.

Hendes lederskab blev styrket af krisen. Som i dag.

Forlig på plads

Sideeffekten af borgfreden bliver derfor også, at finansminister Nicolai Wammen får et forlig på plads med det store brede flertal af Folketingets partier om lavere moms på fødevarer og en check til udvalgte såkaldt økonomisk udsatte grupper som kompensation for prisstigningerne.

Oppositionen især til højre kan naturligvis godt gennemskue, at Mette Frederiksens nytårstale ikke var ment som en indrømmelse til dem, men mere fremtvunget af kommunalvalgets tale med vælgerflugt fra hendes parti.

Løfterne om få sænket priserne skulle ikke kun komme vælgernes bekymringer i møde. De skulle også få dem tilbage til SVM-regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed.

Men enhver overvejelse om grus i forhandlingsmaskineriet synes nu lagt til side, selv om vi skal have et folketingsvalg senest 31. oktober. I den nuværende situation er der næppe nogle partier, der skal have noget klinket ved at få ansvaret for et sammenbrud, som udløser valget her og nu.

Tre ugers valgkamp og en mulig efterfølgende langvarig regeringsdannelse om hvem, der skal være statsminister, vil svække enhver dansk forhandlingsposition over for Trump.

Vælgerdommen vil være hård ved de partier, der trods det hellere vil af med Mette Frederiksen.

Gælder statsministeren

Det gælder sådan set også statsministeren selv. Der er ganske vist dem, som nu spekulerer i, at Mette Frederiksen vil udnytte den øjeblikkelige popularitet og samling om regeringen til selv at bimle med valgklokken.

Argumentet skulle så være, at hun i situationen havde brug for at få bekræftet sit mandat som statsminister af vælgerne.

Glem det. Inden nytår kunne der være mange gode grunde til et vintervalg. Nytårstalen med sine politiske løfter var måske endda tænkt som Mette Frederiksens springbræt ind i en valgkamp.

Men nu må respekten for embedet veje tungere hos statsministeren.

Borgfred på Christiansborg betyder ikke kun, at oppositionen må lade hende være i fred. Mette Frederiksen skal modsat også være statsminister for HELE Danmark uden partiegoistiske hensyn.

Uanset, der højest er ni måneder til valget.

Hvad mener du?

Skal dansk politik stå sammen, når landet er under pres udefra – også selv om man er uenig med regeringen?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 19. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 20. januar 2026 kl. 14:20