Peter Lautrup-Larsen: Tilbage til fortiden

Kun få husker det, de færreste har oplevet det og de fleste glemt det. Men for et halvt århundrede siden i 1970’erne var ustabilitet dagens orden i dansk politik med folketingsvalg hvert andet år. I 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981.

Siden da har diverse regeringer selv bestemt, hvor længe de ville blive siddende, inden deres statsministre bimlede med valgklokken. Fra Poul Schlüter til Mette Frederiksen.

Måske lige bortset fra det seneste folketingsvalg, hvor De Radikale om end noget kluntet tvang den nuværende statsminister til at udskrive valg på et tidspunkt, hun sikkert alligevel havde foretrukket.

Men nu skal vi til at vænne os til valgspøgelset igen. Ikke, at der venter et folketingsvalg lige om hjørnet. De tre regeringspartier med en historisk vælgerflugt i meningsmålingerne skal næppe have noget klinket.

Men hvad med tiden efter det om nu snart kun to år?

Tæt på vitterligt vås

Vi er på vej mod partipolitiske tilstande, som SVM-flertalsregeringen blev dannet for at undgå.

Hele dens fundament var en opfattelse af, at det ikke længere gik med en mindretalsregering med udgangspunkt enten i rød eller blå blok og dermed et parlamentarisk grundlag, som indbefattede fløjpartier på enten den ene eller den anden side. Det byggede på sandbund.

De tre partiledere – Mette Frederiksen, Jacob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen – ville etablere en ny politiske kultur, hvor det højt besungne samarbejde hen over midten også gik igen på ministerbænkene.

En flertalsregering med handlekraft, der kunne gå selv med egne mandater om nødvendigt og handle hurtigt. Også – og ikke mindst – når det var upopulært. Men den krisebevidsthed havde flertallet af vælgerne ikke. Og slet ikke, da regeringen afskaffede Store Bededag, som den fandt det nødvendigt i sit eget regnestykke.

Den fortælling er nu tæt på vitterligt vås i flertallet af vælgernes øjne.

De vil i stedet stemme på partierne i oppositionen. Ikke mindst dem, hvis indflydelse regeringen blev dannet for at undgå. SVM-regeringen har endda mistet sit indenrigspolitiske flertal.

Vi er på vej tilbage til fortiden, hvor mindretalsregering afløser mindretalsregering.

Ikke tillokkende

Fremtidsudsigterne er tydeligvis ikke tillokkende. Hvem har egentlig lyst til at være statsminister?

Formanden for højdespringeren i meningsmålingerne og nu med afstand største blå parti, Liberal Alliances Alex Vanopslagh, tøver med at erklære sin kandidatur og den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, synes at bruge de fleste af sine kræfter på at komme væk fra dansk politik til fordel for en magtfuld post i det store udland.

Statsministerens ambitioner sidste år om at blive NATO-generalsekretær – om end forgæves – og nu formand for Det Europæiske Råd er så tydelige, at Berlingske 12. april kunne afsløre, at mere end ti anonyme socialdemokratiske folketingsmedlemmer så Mette Frederiksen som en del af problemet, når partiet og regeringen mistede vælgere.

Det fik angiveligt den socialdemokratiske politiske ordfører, Rasmus Stoklund, til at orkestrere en telefonstorm, hvor socialdemokrat på socialdemokrat – 15 i alt – i stedet lovpriste deres formand og statsminister.

Smart og måske alligevel ikke. Det hele mindede mest af alt om den gamle Storm P.-vittighed, hvor den ene vagabond siger om en anden: ”Han bliver ved med at sige ærligt talt, så ham må der være noget muggent ved”.

Usikkerheden er forstærket af, at de såkaldte fire kaffeklubber i den socialdemokratiske folketingsgruppe igen har slabberas om partiets fremtidige ledelse, hvis, såfremt, ifald deres fornemmelse af Mette Frederiksens ambitioner er rigtige, og det ender med hendes farvel til dansk politik.

Hold kæft

Selv er hun tavs bortset fra et nærmest ”hold kæft” til gruppefællerne og bekræfter ingenting. Men medierne er fulde af kaffeklubbernes interne debatter om arvefølgen.

Allerede sidste år stod det klart, at den nuværende finansminister Nicolai Wammen står klar i kulissen. Nu går armlægningen mere på, om erhvervsminister Morten Bødskov afløser ham som finansminister eller det snarere skal være en anden.

 Alt sammen vældigt interessant, men indtil videre utidigt, når ingen ved, om statsministeren overhovedet får en international post endsige, at hun er på vej væk. Hjælpsomt for parti og regering er det ikke.

Glemmebogen er stor

Foreløbig må de tre regeringspartier håbe på, at kommende politiske resultater vil give dem tilgivelse hos frafaldne vælgere.

To år er langt tid i politik. Glemmebogen er stor og der ender Store Bededag trods alt også.

Når en tredjedel af vælgerne i meningsmålingerne stemmer på noget andet end sidst, er der naturligvis mulighed for at få dem hjem igen. Dertil kommer, at en fjerdedel stadig er så meget i tvivl, at de her og nu ikke vil pege på noget parti, som de vil sætte kryds ved næste gang.

Sådanne tvivlere er naturligvis også en målgruppe.

Men det ændrer næppe på, at den øjeblikkelige flertalsregering er en engangsforeteelse og dansk politik er på vej mod fortiden.

Så kan man glæde sig over, at Danmark i dag har rekordhøj beskæftigelse og bundsolid økonomi. I modsætning til dengang for 50 år siden hvor den ustabile parlamentariske situation umuliggjorde den nødvendige handlekraft. I dag går det nok endda.

Først publiceret: fredag 26. april 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 26. april 2024 kl. 13:11