Peter Lautrup-Larsen: 3 bud på, hvornår valget kommer

“Først og fremmest, det er en meget ensom beslutning”.

Konstateringen er Poul Nyrup Rasmussens. Men den kunne lige så godt være den nuværende statsministers. Nu sidder Mette Frederiksen med den. Beslutningen om, hvornår hun vil udskrive folketingsvalg. Nok er der rådgivere, men hun har ansvaret.

Poul Nyrups sætning faldt under natmaden i et privat selskab for fem år siden, hvor jeg dristede mig til spørgsmålet om, hvordan det var som statsminister at udskrive valget i 1998. Dengang var han presset af kalenderen. Den fire-årige valgperiode var ved at løbe ud.

Mette Frederiksens situation er anderledes. Hun har fået de radikales kniv på struben. Valg seneste i forbindelse med Folketingets åbning. Ellers får hun et mistillidsvotum.

Spillerummet er få uger. Skal valget komme hurtigt? Eller tæt på den radikale deadline? Eller midt imellem? Der er nok at overveje.

Med mindre statsministeren vælger at trodse Sofie Carsten Nielsen og den radikale melding. Noget, der givet frister, men vil være politisk uklogt, som jeg senere vender tilbage til.

Hun kan lade tiden gå længst muligt. Fremlægge et regeringsprogram for de kommende år i åbningstalen tirsdag, 4. oktober som et socialdemokratisk valggrundlag. Måske endda trække den et par dage til torsdag under åbningsdebatten. Hun kunne så bimle med valgklokken lige inden frokost, når Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har holdt sin ordførertale.

Man kan allerede nu uden at blive modsagt konkludere, at Venstreformandens tale næppe lægger op til samarbejde med statsministeren efter valget og det kan så blive Mette Frederiksens springbræt ind i valgkampen.

Ikke gratis

Men det er bare ikke gratis at vente så længe. Valgkampen er allerede så småt i gang for at begynde for alvor i august, straks folketingspolitikerne vender tilbage fra ferie og samtlige partier holder deres sommergruppemøder. Det politiske ordkløveri tager naturligvis til i september, hvis Mette Frederiksen venter.

Er en lang valgkamp at foretrække? Statsministeren har brug for at vinde tid, så minksagen taber luft i debatten. Til gengæld vil meningsmåling følge meningsmåling. Formentlig vil de bekræfte deres øjeblikkelige billede af, at et forsat flertal for en regering under hendes ledelse langt fra er sikkert.

Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne vil bide sig fast med udsigt til et tocifret antal mandater og Lars Løkke vil være kongemager i mange af valgspådommene.

Vi får næppe meget andet i den lange valgkamp end bogstavleg og politikerlede.

God dato

Mange kommentatorer peget i stedet på, at 6. september er en god dato for valgudskrivelsen. Det er her, Folketinget debatterer regeringens forslag til finanslov, som finansminister Nicolai Wammen i overensstemmelse med Grundloven har fremlagt en god uge tidligere.

Trods inflationen er den overordnede økonomi stadig i en fornuftig gænge og et par fede lunser til vælgergrupper presset af de stigende priser vil ikke være det ringeste valggrundlag.

Så er en sandsynlig valgdato er tirsdag 27. september.

Der er også modargumenter mod denne dato. De er dog mindre af politisk karakter, men alligevel. Nok vil de blå partier være glade for udsigten til at komme af med statsministerens regering, men de vil givet prøve at anklage Mette Frederiksen for noget nær majestætsfornærmelse. Dronning Margretes fejring af sit 50 års regeringsjubilæum vil kollidere med et folketingsvalg i september.

Især middagen med regeringen, folketingsmedlemmerne og de danske europaparlamentarikere fredag 23. september – fire dage før valget – vil være noget af en speciel begivenhed. Men ok, det er måske til at overkomme. Mette Frederiksen kan endda stråle i lyset fra Hendes Majestæt.

Hurtigt valg

Den tredje mulighed er et hurtigt valg. I så fald sandsynligvis udskrevet af Mette Frederiksen efter at have mødt sine partifæller under sommergruppemødet 16.-17. august på Fyn. Så kan regeringens forslag til næste års finanslov offentliggjort midt i valgkampen blive en trampolin ind i mødet med vælgerne på en valgdato, der så hedder 6. september.

Men også her kan der været noget – måske en del – der taler imod. Statsministeren må tage med i sine overvejelser, om minksagen og kritikken af hende er dampet tilstrækkeligt af, eller om det trods alt er klogere at vente på, at det sker i løbet af en meget længere valgkamp med en senere dato. De første uger i august og meldinger fra andre partier bliver en måling på det.

Trodser radikale

Endelig er der en fjerde mulighed.

Nemlig, at Mette Frederiksen trodser de radikale og lader partiets ultimatum komme an på en prøve. Men det vil ligne politisk hasard. Sofie Carsten Nielsen og den øvrige radikale partiledelse har både over for offentligheden og ikke mindre vigtigt over for baglandet bundet sig så hårdt op på sit krav om valgudskrivelse senest ved Folketingets åbning, at de radikale er nødt til at stå fast.

Ganske vist er der skrønekronikører, der rumler med tanken om, at statsministeren udvider sin regering og lokker de radikale med ministerposter for at undgå det. Men hvilken fordel skulle de to parter have af det andet end vælgerforagt? Prisen for mindre end et år i fælles regering bliver for høj.

Øvelsen er snarere en S-SF-R regering efter valget, hvis ellers den røde blok bevarer flertallet.

Statsministerens overvejelse må derfor være, om det er klogest, hun selv udskriver valget eller bliver tvunget til det, fordi hun bliver væltet. Selv om der heller ikke i politik er megen ære i at vige for bajonetterne, så forekommer det politisk taktisk og strategisk uovervejet at lade vedtagelsen af et mistillidsvotum afgøre sagen.

Peger på Sofie Carsten Nielsen

De radikale kan nemlig vanskeligt pege på en statsminister, de lige har væltet.

Så hvis Mette Frederiksen går planken ud, er det sandsynlige radikale svar at pege på Sofie Carsten Nielsen. Næppe som statsministerkandidat, men som kongelig undersøger. Altså den person, der skal stå i spidsen for forhandlingerne om en ny regering.

Sidst de radikale prøvede noget sådant var i 1988 med kampagnen ”Nu er det forår og Niels Helveg”.

Ganske vist endte det med, at daværende konservative statsminister Poul Schlüter forsatte med en ny regering med de radikale, men i mere end en uge sad han i statsministeriet, mens andre forhandlede om hans fremtid. Schlüter måtte vente på, at Helvegs mangel på tillid til Socialdemokratiets Svend Auken afgjorde den sag.

De radikale har derimod sagt, at de peger på Mette Frederiksen i en Dronningerunde efter valget med henblik på en bredere regering end den nuværende, hvis hun altså gør, som de kræver. Så det gør hun nok, selv om det ikke er sjovt at handle på ordre fra de radikale.

Om statsministerens ensomme beslutning om valgdato så ender med ”four more years” som Poul Nyrups i 1998 er en helt anden historie, som vi jo nok vender tilbage til.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Først publiceret: fredag 29. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 29. juli 2022 kl. 15:52