Peter Lautrup-Larsen om muligt efterårsvalg: Det er økonomien, dumme

It is the economy, stupid” eller frit oversat: ”Det er økonomien, dumme”.

Den noget friske sætning er ikonisk i amerikansk politik. Det var slagordene blandt kampagnemedarbejderne, da Bill Clinton i 1992 blev præsident ved at vinde over George Bush – den ældre.

I dagens Danmark kan politikerne gøre Clintons opråb til deres.

Også selv om en direkte sammenligning med amerikansk politik dengang trods alt halter. Men ikke meget.

Et farvel til en justitsminister og almindelig hurlumhej med politiske analyser om en styrket eller svækket regering efter en mindre ministerrokade er kun en krusning på overfladen. Blå partiers ophidselse over en diskutabel FE-sag eller støttepartiernes væmmelse ved en mulig Rwanda-aftale om asylsøgere flytter heller ikke meget i den sidste ende.

Dengang i USA vandt den unge demokrat til trods for, at Muren var faldet, mens George Bush var præsident. Det hjalp heller ikke Bush, at en amerikansk ledet koalition med FN-mandat i 1991 havde befriet Kuwait i den første Golfkrig fra Saddam Husseins besættelse. Selv om ni ud af ti amerikanere støttede krigen, så stemte et flertal af dem på Clinton. Den begyndende amerikanske økonomiske krise vejede tungere.

Når de danske vælgere inden juni næste år skal til stemmeurnerne igen for at sammensætte et nyt folketing, så bliver Mette Frederiksen ikke statsminister i den efterfølgende valgperiode, fordi hun efter manges opfattelse udviste lederskab under Coronakrisen. Eller foreløbigt tackler Putins krig i Ukraine og den internationale krise på en måde, der får bred opbakning i Folketinget.

Naturligvis spiller det ind. Ligesom resultatet af folkeafstemningen om ophævelsen af forsvarsforbeholdet 1. juni også gør det.

Men i den sidste ende vil et kommende folketingsvalg blive afgjort af, hvilken partikonstellation – den nuværende eller en blå – som vælgerne tror mest på, når det gælder økonomien. Som dengang med Clinton.

Inflationen har fået fat. Højere priser og mangel på energi, når Danmark og det meste af det øvrige Europa gør sig uafhængig af russisk gas, mærker alle allerede. Parret med en forsyningskrise, hvor råstoffer og andre varer ikke kommer frem til tiden, cementerer det kun frygten for et økonomisk sammenbrud.

Stigende renter gør det sværere at være boligejer og især dem, der har mindst, kommer til at føle det i hverdagen.

Krydset på valgdagen giver i det mindste den enkelte dansker en følelse af at kunne reagere og få indflydelse på sin egen situation.

Kommet for at blive

Regeringen og politikerne kan gøre noget. Men de kan ikke forhindre inflationen. De kan modarbejde den, men udhulingen af løn og købekraft er kommet for at blive.

Statsministeren og for den sags skyld de øvrige partiledere siger det lige ud: Vi kommer alle til at mærke det. Selv i sin 1. maj tale lovede Mette Frederiksen ikke mere end det, der allerede er på bordet i forhandlinger med Folketingets partier. En håndsrækning til folke- og førtidspensionister med forhøjelser af ældre- og varmechecken.

Allerede det får kritik af en lang række økonomer. De frygter, at den kontante indsprøjtning med hjælp til dem med mindst på bankbogen vil sætte sig i endnu mere inflation, fordi regeringen ikke finder pengene andet steds på statsbudgettet.

Statsministeren giver dem ret så langt, at det også er hendes argument mod at smøre yderligere milliarder ud på endnu større grupper i befolkningen, men pengene i regeringens forslag er trods alt så små, at risikoen er til at overse.

Gode gavers parti

De blå partier ser regeringen som de gode gavers parti. Deres anklage er lige ud, at Mette Frederiksen vil bestikke store vælgergrupper inden et valg senere på året. Noget, statsministeren indigneret afviser. Man kan altid diskutere, om det spiller ind. Men så er det meste i det socialdemokratiske partiprogram bestikkelse.

Det blå svar er da også, hvad de fleste forventer. Et krav om skattelettelser finansieret andre steder på det offentlige budget. Selv om de naturligvis godt ved, at det ikke bliver til noget med Folketingets nuværende flertal. Det er ikke et realistisk krav i forhandlingerne, men begyndende valgkamp.

Mette Frederiksen kæmper på to fronter. Regeringens støttepartier kræver på forskellig måde flere støttemilliarder. Enhedslisten vil finansiere ved at øge skatterne og de radikale rumler med krav om at hæve pensionsalderen yderligere. Begge dele er heller ikke noget, som får finansminister Nicolai Wammen til at sige top i de forhandlinger, der nu finder sted på stengangen i den røde bygning, som rummer hans økonomiske ministerium.

Dybe panderynker

Her ser embedsmændene formentlig kun forhandlingerne som en slags forprang til det, der giver dem dybe panderynker. Om mindre end et år er vi midt i forhandlingerne om næste års overenskomster på det private arbejdsmarked. Inflationen sætter de sidste mange års reallønsfremgang under pres.

Når priserne allerede i dag er steget med seks procent på et år og det økonomiske speedometer stadig fortæller om øget fart i udhuling af reallønnen, så behøver man ikke være forhandler i fagbevægelsen for at fornemme medlemmernes krav om lønstigninger på mindst samme niveau og snarere mere.

Arbejdsgiverne vil pege på krisens konsekvenser. Godt nok har ledigheden aldrig været så rekordlav, men forude truer jobtab som konsekvens af manglende forsyninger, voldsomme prisstigninger og danskere, hvis forbrugertillid nu er lavere end under finanskrisen. Så holder vi på pengene, selv om de bliver mindre værd. Et lønpres vil kun forstærke krisen.

Risikoen for et sammenbrud og et efterfølgende nødvendigt politisk indgreb er overhængende. Hvor godt er det for vælgertilslutningen til en socialdemokratisk regering, hvis statsministeren endnu ikke har bimlet med valgklokken? Og hvem vil lægge stemmer til uden at tage sig synligt betalt så tæt på et valg?

Det lyder ikke tillokkende- Og skulle miraklet ske, at lønmodtagere og arbejdsgivere fandt hinanden i en lønfest, vil en ansvarlig regering så ikke være nødt til efterfølgende at gennemføre kriselovgivning, der holder inflationen i ave? Med risiko for at blive straffet af egne vælgere.

Meget kan vise sig. Putins krig kan eskalere uden synlig afslutning. Minksagen er en ubekendt. Men lige nu er mit bud alligevel: Vi skal indstille os på et efterårsvalg, inden overenskomsterne tager den politiske dagsorden. Det ligger i økonomien. Andet vil være dumt og det er statsministeren ikke.

Først publiceret: mandag 2. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:37