Peter Lautrup-Larsen: Partierne tænker ud af boksen

Muligheden er der. Foreløbig taler kun Nye Borgerliges Pernille Vermund og Enhedslistens Mai Villadsen om det.

Men flere partier kan komme til, så folkeafstemninger bliver oppositionens svar, hvis regeringen ikke som lovet tænker i samarbejde, men udnytter sine mandater i noget, der ligner et spinkelt flertalsdiktatur.

Vi har i hvert fald fået en ny politisk virkelighed med regeringen over midten, der kan gå selv, hvis den vil.

Blokpolitikken er død og spillereglerne på Christiansborg er ændret. Partierne tænker ud af boksen, som det hedder, når situationen kræver nyt og utraditionelt.

Det er der, at grundloven åbner muligheder, som også Mette Frederiksen må tage hensyn til. Tilstrækkelig mange mandater på begge side af regeringen skal være enige; den ene side er ikke nok, men runder de 60, så kan Folketinget kræve en ny lov til folkeafstemning.

Der er ganske vist massevis af undtagelser om skat, finanslov og ekspropriation, hvor det ikke lader sig gøre, men selv om Danmark ikke er Schweiz, kan truslen om folkeafstemning få en stejl regering til at gå på kompromis. Det synes at være sådan, de to partiledere tænker.

Forlig og aftaler binder

Der er vi ikke endnu. Slet ikke. Og selv om statsministerens nytårstale var blottet for egentlige nyheder, så er hendes hovedoverskrift stadig samarbejde. Oppositionens utilfredshed med Mette Frederiksens nytårsforsæt var mere det, hun IKKE sagde end talen i sig selv.

Der var ikke meget af det sagte, mange kunne være utilfredse med. Den provokerede i hvert fald ikke på nye områder, som ikke allerede er en del af debatten oven på regeringsdannelsen.

På mange områder giver det sig selv. Der er forlig og aftaler, som binder de tre regeringspartier til enighed med de øvrige forligspartier på de konkrete områder, hvis den søger ændringer. Det gælder forsvaret og Arne- og seniorpension for at nævne noget.

Løseligt anslået er 70 punkter af regeringsgrundlaget forslag på områder, der er forligs- eller aftalebelagt.

Og det giver flere partier som Dansk Folkeparti en væsentlig mulighed for at gøre sin indflydelse gældende med den synlighed, der er indlysende nødvendig for et kriseramt parti på et vælgermæssigt lavpunkt.

Men det sætter dem selvfølgelig også under pres for at spille med.

Ikke krigserklæring

Tag derimod regeringens forslag om at sløjfe Store Bededag som helligdag. Det hører til den lille tredjedel af regeringsgrundlaget, som de tre partier kan gennemføre alene. Her står den tilsyneladende fast.

Anderledes kan man næppe opfatte det, når Mette Frederiksen tager det med i sin nytårstale som en del af opsangen til danskerne om, at alle må yde mere. Nu er det noget, som regeringen for alvor bliver målt og vejet på. På den led er en nytårstale tungere end selv et regeringsgrundlag.

En krigserklæring er så meget sagt. Og det ender næppe i en folkeafstemning, selv om Pernille Vermund truer med at samle de nødvendige 60 mandater. Der er andre områder trods alt mere velegnede, hvis Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen mod forventning bliver sig selv nok.

Mon ikke truslen om folkeafstemning om stort og småt er stærkere end udførelsen. Mere sandsynligt er det, at forslaget om at sløjfe en helligdag indgår i en studehandel i en politisk forhandling. Trods statsministerens nytårsord er det at opgive forslaget et godt kort som en slags morgengave til fagbevægelsen, hvis det bliver nødvendigt med et lovindgreb efter et sammenbrud i forårets overenskomstforhandlinger.

Det vil også gøre det lettere for regeringen at få et bredere parlamentarisk grundlag bag et indgreb end blot de tre regeringspartier, hvis Store Bededag bliver fredet senest til den tid.

Et symbol

Lige nu er det imidlertid symbolet på, at Mette Frederiksen og Co. har muskelkraft og tilsyneladende insisterer på at bruge sit flertal, hvis andre partier kræver for meget.

Bare spørg De Radikale. Det var højtlæsning fra den politiske lærebog, da det decimerede midterparti under regeringsforhandlingernes sidste dage smerteligt erfarede, at det var så som så med mellemhandlerafgiften, når partiets mandater ikke var nødvendige i regnestykket.

Det kommer andre partier også til at forstå, selv om trepartiregeringen givet gerne ser ikke kun De Radikale, men også især Konservative og SF bag de kommende års lovgivning.

Der er jo en grund til, at statsministeren brugte mere end 40 dage på at danne sin brede flertalsregering over midten. Det var ikke en ørkenvandring for at få syndernes forladelse, men for med hendes egne ord at danne en regering, som kan handle hurtigt og med handlekraft.

Hensigten er ikke, der skal gå politik i tingene i lange forhandlinger med andre partier, når først regeringen er enig med sig selv på vigtige områder, der råber på løsninger.

Køreplan

Den næste måned er det derfor mindre interessant, hvad partierne uden for regeringen foreslår af konkrete krav, der ikke bare er gold kritik. Eller, hvad de siger nej til.

Den køreplan, som regeringens ledelse med de tre partiledere samt de økonomiske ministre, Nicolai Wammen og Troels Lund Poulsen, nu strikker sammen, bliver derimod langt mere spændende og afgørende for det næste politiske halvår.

Hvordan prioriterer den? Hvad kommer først i det omfattende regeringsgrundlag?

Det kan godt være, at forslaget om at sløjfe store bededag fylder meget i den offentlige debat, men det er og bliver kun en detalje i de regneark, der helst skal få milliarderne til at passe, når regeringen forsøger at bekæmpe inflation og den stigende arbejdsløshed, Mette Frederiksen allerede varslede i sin nytårstale.

Til den tid er Folketingets øvrige partier formentlig i arbejdstøjet.

Men det kræver naturligvis, at de accepterer den nye politiske virkelighed og ikke spekulerer så meget på, hvordan de kan spænde ben.

Først publiceret: mandag 2. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. januar 2023 kl. 15:39