Peter Lautrup-Larsen: Nu venter vi på Mette

På Christiansborg taler man om “Kommunepartiet”. Partifarven på enhver kommunes borgmester eller det styrende lokale flertal er af mindre betydning. Venstremand eller Socialdemokrat – blå eller rød – det er altid regeringens skyld.

Den lokale loyalitet i partitilknytningen kan være et lille sted, når sparekrav melder sig med afsender fra Christiansborg.

Socialdemokratiet og Venstre har som regeringspartier næppe ventet andet. Normalt er det en kortvarig bøvs af utilfredshed, indtil de kommunale og regionale budgetter er kommet på plads.

I år er det bare anderledes.

Finansminister Nicolai Wammen har ganske vist været rundhåndet i de kommunale forhandlinger og lagt millioner oven på det, der dækker den såkaldte demografiske udvikling med især flere ældre. SVM-regeringen lover også milliarder til sundhedsvæsenet, der ikke kun er under pres af voksende ventelister, men også stærkt stigende medicinudgifter.

Senest er der endda kommet yderligere 650 velfærdsmillioner fra flertalsregeringen til de kommunale kasser. Regeringspartierne synes, de har flottet sig. Men meget lidt hjælper det på den kommunale frustration.

Selv om de færreste nok har medlidenhed med borgerne i det tidligere skattely på Frederiksberg – hvor kommuneskatten trods valgløfter om det modsatte stiger med over en procent – så gør det givet større indtryk, når kommuner landet rundt sparer på hjemmehjælpen til de ældre. Rengøring kun hver tredje uge og krav om, at de ældre selv bekoster en robotstøvsuger, er næppe noget mange forbinder med kommunal service under en regering, som har en socialdemokrat i spidsen. Selv om det er en kommunal afgørelse, hvordan den bruger pengene.

Penge nok

Bedre bliver det ikke af, at Mette Frederiksen kom for skade at fortælle sandheden, Nemlig, at der er penge nok i statskassen.

Manglende milliarder er ikke problemet. Men når hun kæder det sammen med løfter om yderligere skattelettelser de kommende år, der ikke mindst er en indrømmelse til regeringspartneren Venstre i almindelighed og tilbagevendte Jakob Ellemann-Jensen i særdeleshed, så forstår man godt, at borgmestrene står i kø for at jamre i diverse medier.

Der er meget langt fra det tidligere socialdemokratiske valgslogan “velfærd eller skattelettelser” til statsministerens nye politiske budskab.

Alt det ved Mette Frederiksen naturligvis godt. Derfor er hendes åbningstale i Folketinget den første tirsdag i oktober mere vigtig end længe set.

Normalt er talen og det medfølgende lovkatalog en tilbudsavis med det, som statsministeren og  hendes regering gerne ser gennemført, hvis der ellers er flertal for det. Hvad der langt fra altid har været under tidligere regeringer.

Men i år er det snarere et varsel om, hvad SVM-regeringen med sit eget treparti-flertal agter at få gennem Folketinget og hvornår. Med eller uden andre partiers stemmer.

Opgave er indlysende

Mette Frederiksens og de tre regeringspartiers opgave er indlysende. Kommende skattelettelser skal ikke sælges som en gave til lønmodtagerne eller på sædvanlig blå manér med ord som “pengene ligger bedst i borgernes lomme”. Danskerne – det vil sige ikke mindst de socialdemokratiske vælgere – må bringes til at forstå, at skattelettelserne er et middel, som veksles til det, statsministeren allerede har kaldt “den ny valuta”, nemlig det såkaldte arbejdsudbud.

Flere penge på lønkontoen skal lokke danskerne til at arbejde mere. Det er også derfor, at det især er dem i arbejde, som kan se frem til lettelserne.

De fleste pensionister og andre på overførselsindkomst må uanset inflationen stadig vente de sædvanlige to år på at få deres kompensation for stigende priser. Med mindre de udskyder deres farvel til arbejdsmarkedet.

En sådan del af åbningstalen får dog næppe den kommunale verden til at klappe begejstret. Regeringens svar til dem bliver nok snarere den længe ventede afvikling af love, regler og andet bureaukrati, der er varslet i regeringsgrundlaget under den i sig selv højtravende overskrift ”fra velfærdsstat til velfærdssamfund”.

Hvis SVM-regeringen blot tilnærmelsesvis lever op til forventningerne om med spindoktorsprog at flytte “kolde hænder” fra administration og kontrol til ”varme hænder” og personlig pleje, får kommunerne jo også timerne derfra til at tilbyde rengøring oftere end hver tredje uge, uden det koster en krone til nyt og ekstra personale.

Færre undskyldninger

Den slags politisk tale om afbureaukratisering og såkaldt “benchmarking”, hvor alt løser sig, hvis blot alle 98 kommuner gør som de ti bedste på udvalgte områder – det er sjældent de samme kommuner alt efter, hvad man måler – har vi hørt utallige gange før. Men denne gang er der færre undskyldninger, hvis det ikke bliver en succes. Når nu altså flertalsregeringen kan gøre, hvad de tre partier er enige med hinanden om.

Vi får formentlig – nogle vil sige forhåbentligt – svaret på hvordan og hvornår i Mette Frederiksens åbningstale.

Vi ved dog først tirsdag 3. oktober klokken 13  om det er nok til at formilde de frustrerede borgmestre, når statsministeren og Folketinget har råbt det sædvanlige “Danmark leve”, der afslutter Folketingets åbning.

Hvis SVM-regeringen mener det alvorligt, er det i hvert fald her, der må være vægt bag løfterne. Nu venter vi på Mette Frederiksen.

Først publiceret: mandag 18. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 18. september 2023 kl. 10:41