Peter Lautrup-Larsen: Mette F. består mesterprøven

Lad det være sagt straks. Mette Frederiksen bliver kort før jul statsminister i spidsen for en ny regering.

Det er straks sværere at spå om, hvilken regering vi taler om. Det kan være en flertalsregering. Den kan gå ind over den politiske midte. Eller den kan blive smal med kun et andet parti end hendes eget. Hun ved det i dag sandsynligvis ikke engang selv.

Mette Frederiksen sidder med stafetten som kongelig undersøger og meget skal gå galt, før hun giver den fra sig.

Det kan godt være, at vi skal gennem flere Dronningerunder, før en ny regering præsenterer sig på Amalienborg, men hun vil stadig sidde for bordenden gennem det hele.

Foreløbig optræder hun da også som om, hun stadig er regeringschef, selv om hun formelt gik af hos Dronningen onsdag formiddag efter valget og kun blev ”fungerende” statsminister og ”kongelig undersøger”.

Psykologisk fordel

Partilederne møder nu ind til forhandlingerne i statsministeriets embedsbolig på Marienborg, hvor de i 2011 fandt sted i det berygtede ”sorte tårn” i Ørestaden og i 2015 og 2019 i Landstingssalen på Christiansborg. Det giver hende naturligvis en psykologisk fordel.

Taktikken er klar. Den kongelige undersøger satser på en bred regering over midten. Kun valgsystematikken sikrede hende et mandats flertal på valgnatten og flertallet med den røde side bygger på sandbund.

Det blev ikke mindst illustreret torsdag efter valget, da Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde skiftede standpunkt igen og derpå en gang til. Først havde hun afblæst partiets krav om en advokatvurdering i mink-sagen, men måtte så kalde meldingen en fejl, da hun på et gruppemøde blev banket på plads af de øvrige fem valgte medlemmer.

Det kan ikke friste Mette Frederiksen at satse den vej, som hun givet kun betragter som en nødløsning, hvis bestræbelserne på at danne en regering over den politiske midte slår fejl.

De Radikale kongemagere

Et flertal over midten vil også komme De Radikale i møde. Partiet er stadig ”kongemagerne” med de afgørende mandater trods vælgernes straf og mere end halvering ved folketingsvalget. Men De Radikale kommer alligevel kun med i en regering, hvis Mette Frederiksen finder det bekvemt og nødvendigt for sit eget projekt.

Godt nok har den nye radikale leder Martin Lidegaard signaleret en anden og mere fremkommelig kurs over for Socialdemokratiet end den stejle holdning, som kendetegnede forgængerne Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen.

Men udlændingepolitikken er en anstødssten og den radikale præsentation af partiets nye ledelse på et såkaldt doorstep med pressen efterlod et kaotisk indtryk. Den kongelige undersøger spørger nok sig selv, om Martin Lidegaard overhovedet er herre i eget hus.

Det kan godt være, at han flirter med blå partier, men Mette Frederiksen frygter næppe et radikalt sideskift til fordel for Venstres Jakob Ellemann-Jensen støttet af de blå yderpartier. Den radikale leder håber nok mere på, at den gamle politiske tommelfingerregel, at ”truslen er stærkere end udførelsen”, presser Mette Frederiksen til at give ham et par ministerposter trods hendes modvilje mod at bygge på hans parti.

Parløb med Løkke

Lige nu ligner det mere, at hun kører parløb med Moderaternes Lars Løkke Rasmussen. Den tidligere statsminister og Venstre-formand ser ud til at bundvende stort set alle sine tidligere politiske holdninger og standpunkter.

Han mener tilsyneladende nu, at hans kommunalreform var for centralistisk. Eller, at ventelistegarantien med indbygget krav på behandling på privathospitaler nu mere er til skade end gavn. Og udlændingeloven er i hvert fald strammet for meget i symbolikkens navn, selv om det meste stammer fra hans statsministertid.

Det vrimler med ny erkendelse fra Lars Løkke Rasmussens side. Alt efter smag og behag kan man opfatte det som ærligt ment eller som noget, der skal bane vejen for ham til Statsministeriet eller en anden fremtrædende ministerpost. Det sidste bliver ikke mindst underbygget af, at han tilsyneladende forhandler uden om Mette Frederiksen med de blå partier og især De Radikale.

Det ligner dog mere et forsøg på at skabe en front, der skal presse Mette Frederiksen i forhandlingerne, end et realistisk forsøg på en regering uden om landets største parti. Hun lader foreløbig tvivlen komme ham til gode og under alle omstændigheder er han svær at komme uden om. Magt er det mest vanedannende stof, der findes.

Syltes ind i aftaler

Den kongelige undersøger er gået i gang med en ny regerings politiske grundlag. Først senere kommer diskussionen om, hvem der kommer med i regeringen. Hensigten synes at være at sylte Folketingets ansvarsbærende partier ind i aftaler om stort set alt.

Risikoen er, at kompromisernes vagtparade ikke giver svaret på en række af de spørgsmål, som en ny regering er tvunget til at løse. Det kan være arbejdsudbud, der skal sikre, at danske leverer flere arbejdstimer. Inflationshjælp til udsatte uden at skubbe yderligere til stigende priser. Højere løn til især de såkaldte kvindefag. Og ikke mindst nye tiltag på klimaområdet.

Det lyder umiddelbart ambitiøst, men hvis alle partier skal se sig selv i det hele, så ender den politiske værktøjskasse med at ligne den, som børnehavebørn ønsker sig i julegave, hvor værktøjet er af plastik, så de ikke gør skade på sig selv eller andre.

Kludetæppe

Det er derfor mere sandsynligt, at den kongelige undersøger foretrækker et kludetæppe af aftaler med skiftende flertal på tværs af de traditionelle blokke. En ny måde at tænke politik på. Eller måske snarere at vende tilbage til den måde, politikerne dannede regering på, dengang morfar var ung.

De seneste årtier har et flertal forhandlet et regeringsgrundlag eller forståelsespapir på plads, inden en ny regering præsenterede sig på Amalienborg. Men det står der ikke noget om i Grundloven. Før det kunne en regering hoppe op på ministertaburetterne efter få dage. Det vigtige var ikke at få flertal FOR en regering. Blot at konstatere, der ikke var flertal IMOD.

Det overvejer Mette Frederiksen givet at vende tilbage til.

Mindretalsregering

Hvis hun orkestrerer regeringsforhandlingerne optimalt, så betyder det, at nogle partier på den blå side får indrømmelser for eksempel på reformer og arbejdsudbud, mens andre på den røde får resultater på klimapolitikken.

Kunsten er, at partierne ikke vil ofre det, de har forhandlet sig frem til på ”deres” områder for at forhindre noget andet, de er imod. Det ender i så fald mest sandsynligt med en mindretalsregering med deltagelse af Socialdemokratiet og Moderaterne.

Men i dag er det kun et muligt bud. Man kan sagtens se andre muligheder.

Forhandlingerne kræver givet stort politisk håndværk, men mon ikke Mette Frederiksen består den nye mesterprøve og kan kalde sig statsminister igen.

Hvad mener du?

Hvilken regering mener du vil være bedst?

Du er velkommen med din mening og dit bud på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 8. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:33