Peter Lautrup-Larsen: Der er mening med galskaben

Man behøver ikke være politisk kommentator for at se, at regeringens forslag om at afskaffe store bededag er endt i en modvind – ja, nærmest en orkan – som statsminister Mette Frederiksen næppe forestillede sig, da hun i sin nytårstale for en måned siden understregede, at SVM-regeringen ville bruge sit flertal på trods af protesterne allerede dengang.

Siden da er modstanden blot vokset og vokset, mens flertalsregeringens argumenter er blevet tilsvarende modsagt.

Fagbevægelsen kræver folkeafstemning og taler om brud på den danske model.

En samlet opposition af alle partier på hver sin side af regeringen finder en anden finansiering af øgede forsvarsudgifter og hjælp til Ukraine, mens økonomiske eksperter med overvismanden i spidsen afviser, at en helligdag mindre giver det øgede arbejdsudbud og den merindtægt på statsbudgettet, som regeringen regner med.

Hvis det overhovedet ender med, at lønmodtagerne arbejder mere. Tilsyneladende kræver fagbevægelsen nu i de igangværende overenskomstforhandlinger en anden fri- eller feriedag i stedet for store bededag.

Som det vittigt er sagt bliver store bededag så til store badedag. Det er kun det hellige, der forsvinder.

Regeringen har forregnet sig

Det hele kan ligne det, om hvilket en tidligere central, nu afdød politiker havde for vane at sige: ”Man skal aldrig undervurdere den politiske dumhed”.

Men selvfølgelig er hverken Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen eller Lars Løkke Rasmussen dumme eller politisk taktisk ubegavede. Heller ikke, når det gælder store bededag. De plejer de at være i superligaen.

De har bare forregnet sig. Der er nemlig en mening med galskaben.

Det er en slags både og. På den ene side gør afskaffelsen af store bededag det lettere i finansministeriets excel-ark at finde pengene til mere forsvar for 3 milliarder kroner om året.

Det øger også arbejdsudbuddet med mere arbejdskraft fra danskerne svarende til 8.500 fuldtidsstillinger, så SVM-regeringen når et stykke af ambitionen om 45.000 flere i 2030. Noget, der i forvejen er svært nok.

Selv om skattelettelser især til dem i arbejde og lempeligere modregning til pensionister hjælper til, så vil regeringen også tage velerhvervede rettigheder fra danskerne for at nå målet.

Statsministeren, Ellemann og Løkke har givet troet, at afskaffelsen af store bededag ville glide lettere ned end for eksempel forkortelsen af kandidatuddannelserne eller forringelser af seniorpensionen. Slagsmål, der endda udestår endnu.

Oppositionens modforslag ser finansminister Nicolai Wammen således mest som noget, der blot udskyder smerten. De ni partier uden for regeringen bruger nemlig meget langt blot milliarder på forsvaret, som han har tænkt sig at bruge på noget andet.

Sagens kerne

Der er vi nok ved sagens kerne. SVM-regeringen er dannet i en politisk overbevisning om, at kriserne allerede eller meget snart vælter ind over os.

Ikke kun krigen i Ukraine. Foruden venter sandsynligvis et økonomisk tilbageslag, som også kommer til at ramme Danmark.

Derfor var det nødvendigt med en bred regering over midten med et flertal, som kunne handle hurtigt og resolut. Der er sådan set kun et problem. Langt de fleste danskere har ikke opdaget det endnu. At kriserne truer og det er nødvendigt med rettidig omhu.

Naturligvis har inflationen ramt svage grupper. Lavere aktiekurser har udhulet opsparede pensioner. Faldende priser og højere renter rammer boligmarkedet. For slet ikke at tale om naturgas og benzinpriser.

Men en ledighed på rekordlave 70.000 trækker modsat. Bekymringen hos den helt almindelige danske lønmodtager er til at overse. Så længe supermarkederne stadig kører med ugens tilbud og man kan vaske om natten, så går det nok alt sammen.

Bededag som symbolpolitik

Der er vi så ved det andet led i forslaget om at afskaffe store bededag.

Det er også en slags symbolpolitik. En rettidig omhu med et forslag, der skal få danskerne til at indse, at vi skal yde mere og heller ikke forlange alt for meget i de igangværende overenskomstforhandlinger.

Mette Frederiksen gjorde i hvert fald sit for at tale bekymringen op i sin nytårstale. For at erindre om hendes første ord til danskerne i det nye år:

”Vi lever i en tid med store forandringer. Knap havde vi lagt pandemien bag os. Før Putin sendte tropper ind i Ukraine. Der er igen krig i Europa. Energikrise. Tårnhøj inflation. Stigende renter. Og mange har det svært. Vi går ind i et år med økonomisk usikkerhed. Og desværre også – med risiko for, at arbejdsløsheden stiger. Når de skyer, der trækker ind, er mørkere, end vi kunne ønske os. Så skal vi stå sammen. Finde håb og mod i fællesskab.”

Danskerne tog bare ikke statsministerens fortælling til sig og slet ikke som argument for at afskaffe store bededag.

På årets første dag var de mere optagede af de kvindelige ministres kjoler til Dronningens nytårskur og om, hvorvidt en mandlig designer måtte bruge ordet slank om dem.

Det tog kun en måned, så havde SVM-regeringen mistet et tocifret antal mandater i meningsmålingerne.

Nødtvungent

Nu står den så der, hvor den nødtvungent må lukke oppositionen ind i forhandlinger om forsvarets økonomi, selv om de ni partier på hver sin side af den ikke på forhånd har accepteret at afskaffe store bededag.

Og overenskomstforhandlingerne glider næppe lettere i mål, uanset meget er teatertorden og almindelig spillen med musklerne.. Det var næppe lige det, der var meningen.

Foruden venter formentlig et politisk indgreb efter et sammenbrud mellem arbejdsmarkedets parter. Måske endda uden en forligsskitse, der kan bruges som grundlag. Og med eller uden store bededag. Det sidste bliver mere og mere sandsynligt.

I så fald er flertalsregering begyndt med et synligt politisk nederlag.

Måske nemmere næste år

Men måske skader det slet ikke statsministerens overordnede krisefortælling. Den danske politiske historie er fuld af eksempler på, at det, der ikke bliver til noget, ender som det mest populære.

Ikke, at store bededag bliver afskaffet alligevel. Men når regeringen med rettidig omhu foreslår nye upopulære tiltag, så kan Mette Frederiksen i hvert fald imødegå en del af den forventede kritik med, at de er en nødvendig konsekvens af, danskerne stadig vil holde fri på alle helligdagene.

Måske bliver det så nemmere for hende at holde en nytårstale næste år, der overbeviser danskerne om, at de skal arbejde mere.

Mette Frederiksen og regeringens to øvrige partiledere må så håbe på, at timingen til den tid er bedre.

Først publiceret: fredag 27. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:28