Peter Lautrup-Larsen: Mettes regering udfordrer velfærden

Tallene flyver frem og tilbage i debatten om den vaklende velfærd. Snart siger de det ene. Snart det andet.

Men her er alligevel to tal mere: Antallet af nyfødte i Danmark om året er godt 63.000 og der er ansat lidt mere end 1.600 jordmødre på fuld tid i regionerne. Det grove overslag viser således, at en jordmoder i gennemsnit hjælper en ny dansker til verden mindre end en gang OM UGEN.

Excel-arkenes kyniske beskrivelse af sammenhængen mellem antal ansatte, arbejdstid og fødsler kan bare ikke bruges til ret meget – om overhovedet – når virkeligheden på barselsgangene er stress, arbejdspres og tidlig hjemsendelse af mor og barn på kanten af det forsvarlige.

Jordmødrene er derfor endnu et indlysende et eksempel på noget, der er gået galt med velfærden.

For mange offentligt ansatte er kerneopgaverne udflydende. De laver alt for meget andet end det, der er uddannede til. Så der er god grund til at stoppe op og se på om ikke, ”vi kan gøre det bedre”, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen spurgte i en af sine nytårstaler for 25 år siden.

Den nuværende statsminister Mette Frederiksen og hendes SVM-regering råbte i hvert fald ”vagt i gevær” på kommunernes årlige såkaldte topmøde i Aalborg 16. marts, hvor statsministeren på forhånd havde bedt om forlænget taletid.

Budskabet var klart. Hun sprang nærmest ud som kriger i en ny værdikamp.

Fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Der er ikke kun brug for en bundvending af velfærden. Nu vil hun og de øvrige topministre udfordre hele tankegangen bag velfærdsstaten. Den skal transformeres til et velfærdssamfund.

For mange måske blot en andet ord for det samme, men taget på netop det – nemlig ordet – så udfordrer Mette Frederiksen den frie og lige adgang til de offentlige serviceydelser, som ellers er den røde tråd i opbygningen af det danske samfund siden Staunings tid.

Naturligvis ser Mette Frederiksen ikke for sig, at det hele ender i den minimalstat, som Venstres Anders Fogh Rasmussen slog sig op på i midten af 1990’erne, inden han fandt ud af, at det var klogere at plagiere socialdemokraterne, hvis han ville være statsminister. Men den tid, hvor enhver kunne kræve den samme service fra Gedser til Skagen og fra Blåvandshuk til Rønne, er i SVM-regeringens øjne ved at løbe ud.

Statsministeren kom selv med nogle velkendte tal. I 2030 er der 40.000 flere børn i daginstitutionsalderen. Der er 110.000 flere ældre, og der er 17.000 færre sosu-assistenter til at pleje dem. Samtidig nærmer søgningen til de relevante velfærdsuddannelser sig bundrekord.

Nye milliarder gør det ikke

Regeringens erkendelse er klar. Nye milliarder gør det ikke alene. Det såkaldte råderum i de offentlige finanser er endda for snævert. Det hele skal laves om.

Mette Frederiksen pegede selv på de voksende administrationsudgifter, som et indlysende sted at begynde. Eller puljevældet, som er skabt på Christiansborg med millioner i den ene, anden og tredje kasse, når et politisk flertal gerne vil signalere handlekraft på konkrete områder, men ikke kan blive enige om systemændringer og derfor ender med den nemme løsning blot at sende flere penge.

Og endelig, men ikke mindst: Det knopskydende bureaukrati med retskrav, regler, dokumentation og alt det, der skal til for at skabe ensartethed i den sociale service. Nogle gange endda som dobbelt- eller trippelkonfekt, hvor den enkelte institution eller medarbejder er tvunget til at dokumentere præcis det samme flere forskellige steder i et tidsrøvende system.

Det er set før

SVM-regeringen er naturligvis langt fra den første, der har set problemerne. Mange vil huske dengang, da Anders Fogh Rasmussen fik medvind under et folketingsvalg, da han varslede et opgør med ”stopurene”, hvor hjemmehjælperne stemplede ind og ud. Et kontrolregimente for at vise, at de skam havde været de afsatte 17 minutter, eller hvad opgaverne hos den enkelte ældre nu tidsmæssigt var målt til.

Det virker ikke som om, at dagens hjemmehjælp oplever den store forskel. Tiden rækker stadig ikke til.

Eller for at tage noget andet: Konsulenternes såkaldte ”benchmarking”, hvor regnearkene viser, at hvis alle 98 kommuner på et givent område gjorde som de ti bedste, så var problemerne løst overalt. Noget, der i den grad er nemmere sagt end gjort.

Dybere spadedestik

Nu er det altså Mette Frederiksens tur til at annoncere nytænkning med endnu dybere spadestik end nogen har turdet før hende.

Det kan godt være, at mindre bureaukrati og færre regler udfordrer systemets binding til retskrav, der skal sikre den enkelte samme service som i landets 97 øvrige kommuner. Men så må det være sådan, erklærer statsministeren.

I hendes udgave af velfærdssamfundet må vi acceptere lokale forskelle i tillid til, at ansatte, kommunale politikere og så videre lever op til deres ansvar. Og ikke nok med det. Organisationer, hver enkelt familie og civilsamfundet i bred forstand skal i højere grad tage over end i dag.

Det kræver nok en genopdragelse af mange danskere, der ellers har ment, at det måtte være nok bidrag til den offentlige velfærd at betale sin skat med glæde.

Vakt furore

Statsministerens historiske melding har naturligvis vakt furore på Christiansborg. Venstrefløjen taler allerede om, at nu ofrer Socialdemokratiet velfærden for skattelettelser. Og højrefløjen ser det nærmest på samme måde og roser omvendt derfor Mette Frederiksen.

Det er angiveligt ikke det, der er hendes hensigt. Der bliver brug for hver en skattekrone – ikke kun i den nye velfærd, men også på forsvaret og en øget klimaindsats.

Mette Frederiksen messer endda et ”glem det, glem det” til alle ønsker fra danskerne om at arbejde mindre. Men Folketingets automatreaktion på enhver reformtale viser tydeligt, hvorfor det er nødvendigt med en flertalsregering, der kan gå selv, hvis man vil andet og mere end de sædvanlige lappeløsninger.

Det er langt fra sikkert, at de tre regeringspartier får vælgerne med sig i denne sag. Men når først de foreløbige ambitioner i løse overskrifter er blevet en realitet, så skal velfærdssamfundet i sin nye udgave nok overleve. Det store flertal i Folketinget drømmer ikke om at skrue den kommende Mette Frederiksen-reform tilbage, når den først er gennemført og hun har taget øretæverne for den.

Det fortæller dagens opposition dog nok først vælgerne efter næste valg.

Først publiceret: fredag 24. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:38