"Lige nu er Løkke den, alle må forholde sig til," skriver Peter Lautrup-Larsen.

Peter Lautrup-Larsen: Alle må forholde sig til Løkke

Valgkampen ligner en forståelse mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. De taler i hvert fald ikke hinandens tanker om brede regeringer ned.

Senest opdateret: mandag 24. oktober 2022

I politik er der ikke noget, som hedder dødt løb. I den sidste ende får vi en regering og en statsminister. Men lige nu en uge før valget den 1. november er det umuligt at forudsige hvem og hvad.

Meningsmålingerne giver hverken flertal til rød blok, blå blok eller de partier, der anbefaler en regering hen over den politiske midte.

Svaret synes at ligge hos Lars Løkke Rasmussen.

Den tidligere statsminister og Venstre-formand er på tre ugers valgkamp gået fra at kæmpe mod spærregrænsen sammen med de mere ukendte kandidater i hans parti Moderaterne til nu at være den, der afgør, hvem der skal være statsminister i den næste valgperiode.

Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.

Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.

Peter Lautrup-Larsen gik på pension ved årsskiftet efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.

Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.

Følg ham på Twitter.

Læs mere HER.

Det kan sagtens nå at ændre sig i løbet af den sidste uge, når meningsmålingerne taler om, at hver anden vælger stemmer noget andet end ved sidste valg.

Men lige nu er Løkke den, alle må forholde sig til.

Ophørsudsalg i blå blok

Tendensen synes at være klar. For to måneder siden lå de seks partier i blå blok til at få absolut flertal og den konservative formand Søren Pape Poulsen så ud til at storme ind i statsministeriet. Det lignede en ekspeditionsforretning.

I dag er blå blok snarere et ophørsudsalg.

Ganske vist kan Venstres Jakob Ellemann-Jensen stadig håbe på at stå i spidsen af en Venstre-ledet regering, selv om det forekommer mere spilteori end realistisk, men det bliver i så fald på Lars Løkkes nåde.

Medmindre den tidligere statsminister svigter alle valgløfter om at holde yderpartierne uden for indflydelse, så er det fortid med de seks blå partilederes fællesfotos for at illustrere en sammentømret blok.

Folkeafstemning om Mette F.

Den blå strategi er fejlet.

Det lykkes ikke at gøre valget til den folkeafstemning om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, der skulle flytte vælgere fra Socialdemokratiet og statsministerens støttepartier hen over midten af dansk politik til de blå partier.

Selv ikke, da tidligere efterretningschef Lars Findsens bog om FE-sagen gav mulighed for at genoplive debatten om statsministerens egenrådighed, fik kampagnen nyt liv. Snarere tværtimod, da et fælles Pape-Ellemann pressemøde på Kastellet i København nærmest gav sommerrevyerne mere stof end valgkampen.

Bred regering

Statsminister Mette Frederiksen har haft held med at lufte tanken om en bred regering hen over midten. Hendes dagsorden har helt fjernet fokus fra den kendsgerning, at hun efter valget er tvunget til at gå af og hendes etparti-regering er fortid.

Selv om Socialdemokratiet og støttepartier bevarer flertallet eventuelt suppleret af et par Nordatlantiske mandater, så må vi forvente, at De Radikale holder fast i deres mistillid til den smalle regering.

Men alligevel er Mette Frederiksen det mest sandsynlige bud på en kommende statsminister – også når meningsmålinger spørger vælgerne direkte om det.

Hemmelige samtaler

På Christiansborg går rygterne bag de tykke mure om ”hemmelige samtaler” mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke inden valget. Om de har fundet sted og hvad de i så fald har talt om, står dog hen i det uvisse.

Men valgkampen ligner en forståelse mellem dem. De taler i hvert fald ikke hinandens tanker om brede regeringer ned.

Lars Løkke udelukker således ikke, at han kan leve med Mette Frederiksen i spidsen for sit projekt. Omvendt tager hun ikke luften ud af debatten ved at skære ud i pap, at hun naturligvis skal sidde for bordenden, selv om alle ved, at det store regeringsparti aldrig vil acceptere noget andet.

På den måde er anbefalingen af en bred regering lyslevende trods manglen på svar om hvem og hvad. Bogstavlegen har været til fordel for både Løkke og Frederiksen.

Den sidste uges valgkamp kommer til at afgøre, om den tidligere Venstre-formand er toppet for tidligt eller han holder fast i momentum.

Presset vokser. De blå partier messer nærmest i kor ”en stemme på Løkke er en stemme på Mette Frederiksen”, mens de røde partier omvendt ikke mener, han har skiftet ham.

Løkke er stadig blå i deres optik. Begge dele kan ikke være rigtigt og den tidligere statsminister synes nærmest at boltre sig i den indbyggede usikkerhed om, hvilken politiker der nu gemmer sig inde i ham. For en politiker af Løkkes kaliber er ligegyldighed den værste fjende, men den kæmper han ikke med lige nu.

Påvirker indhold

Usikkerheden om statsministerens navn og hvilke partier, der kommer til at danne regering, påvirker naturligvis også valgkampens politiske indhold.

Ganske vist sprøjter alle 14 partier i øjeblikket udspil, forslag og indkaldelser til pressemøder ud i en lind strøm og naturligvis er det vigtigste i en valgkamp, at vælgerne ved, hvad de står for.

Men kun noget af det kommer til at stå som vedtaget politik, når Folketinget begynder at arbejde i den kommende valgperiode.

Partierne kommer til at gå på kompromis. Både med hinanden og med den inflation, der lægger låg på, hvor mange støttekroner et politisk flertal kan udbetale til befolkningen.

Politisk jordskred

Efter valget vil vi se partileder på partileder finde en grimasse, der kan passe. Mange af dem kommer til at æde deres ord i sig igen, når landet får en ny regering og ikke mindst, når de skal lægge deres partis mandater til et nyt regeringsgrundlag.

Det bliver en direkte konsekvens af et valg, som efter alt at dømme kommer til at leve op til betegnelsen ”et politisk jordskred”.

Med nye partier, der stormer ind i Folketinget og andre, der bliver halveret eller næsten uddør.

For snart 50 år siden, da Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti ved valget i 1973 vandt ophavsretten til ordet jordskredssejr, brugte han mest sine mange mandater til protest og ikke til magt og indflydelse. Resultatet var ustabilitet og folketingsvalg igen i 1975, 77, 79 og 1981. Hvert andet år.

Valget den 1. november ligner derimod et vælgerkrav om det modsatte. Et ønske om stabilitet.

Men i dag er det umuligt at sige, om vælgerne får det.

Først publiceret: mandag 24. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 24. oktober 2022 kl. 09:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og