Den sædvanlige EU-historie må have tilføjet et ”og dog”. Alle meningsmålinger peger på et ja med større eller mindre forspring ned til nej-siden, skriver Faglige Seniorers politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen: Den sædvanlige EU-historie – og dog

I de tidligere EU-afstemninger talte ja-siden mest til hjernen og nej’et til hjertet. Denne gang forsøger Mette Frederiksen at tale til begge dele.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Lige siden Venstres daværende formand Erik Eriksen vandt folkeafstemningen om jordlovene i 1963 med sit ”hvis De er i tvivl, stem nej” har netop usikkerheden på, hvad der venter på den anden side af et ja ved en folkeafstemning, været et af nej-sidens stærkeste våben.

Et nej gav fortrydelsesret. Et ja var endegyldigt.

Putins krig har ændret den europæiske sikkerhedssituation. Der er en tid før og efter 24. februar.

Når vi 1. juni går til folkeafstemning om ophævelse af forbeholdet på EU’s forsvarsområde, kan det være historien gentager sig. At tvivlen er med til at få et flertal af danskerne til at sige nej som i 2000 til euroen og i 2015 til at ophæve retsforbeholdet.

Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.

Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.

Peter Lautrup-Larsen gik på pension ved årsskiftet efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.

Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.

Følg ham på Twitter.

Læs mere HER.

Her en uge før afstemningsdagen ser det ganske vist ikke sådan ud. Den sædvanlige EU-historie må have tilføjet et ”og dog”. Alle meningsmålinger peger på et ja med større eller mindre forspring ned til nej-siden.

Men er der noget, politikerne har lært af de tidligere afstemninger, så er det, at antallet af nej-kryds ofte er undervurderede. Når målingerne også peger på, at op mod en tredjedel af vælgerne stadig er i tvivl, er det ikke afgjort på forhånd.

Så er vi igen ved opfattelsen hos mange af ”vi ved ikke, hvad vi stemmer om”. En sætning, der også afstemning efter afstemning er dygtigt brugt af nej-siden, som var den et valgslogan i sig selv.

Selv om man naturligvis godt kan pege på, at både ja- og nejpartierne har en fælles forpligtigelse til den nødvendige folkeoplysning, bliver ansvaret oftest lagt på anbefalerne af et ja. Det jo er dem, som spørger vælgerne, om de vil noget nyt.

Vi fik ikke et sammenbrud

Meningsmålingerne taler et tydeligt sprog. De unge er mest i tvivl, mens den svinder med alderen. Måske fordi forældre og især bedsteforældre har prøvet det mange gange før og kan huske, hvad de stemte sidst og hvorfor.

Nej-siden med DF-formand Morten Messerschmidt i spidsen kan med god grund pege på, at tvivlen sådan set ikke er kommet Danmark til skade. Vi fik ikke et sammenbrud i den hjemlige økonomi, som finansminister Mogens Lykketoft og økonomiminister Marianne Jelved truede med inden folkeafstemningen om euroen, hvis det blev et nej.

Og selv om det er besværligt, så betyder et forsat retsforbehold ikke frit slag for pædofile, kriminelle østbander og hvad vi ellers blev truet med efter et nej i 2015. Der kom en aftale om samarbejde med Europol, selv om vi aldrig fik en ny folkeafstemning om spørgsmålet, som Messerschmidt og Co. også talte om dengang.

Usikker fremtid

Tvivlen har sat sig i folkeafstemningerne som usikkerhed på fremtiden. Ja-partierne har aldrig for alvor fået solgt deres fortælling om, at afgivelse af dansk suverænitet til EU faktisk stiller Danmark stærkere i Europa, end hvis vi står alene. Netop, fordi alle de øvrige lande jo ligeledes afgiver suverænitet, ikke mindst de store lande, så summen er til dansk fordel.

Nej-argumenter har let kunnet feje ja-sidens ”det er vigtigt at sidde med bordet” til side. Som for eksempel Morten Messerschmidt i den aktuelle debat, der har stillet sig selv det retoriske spørgsmål: ”Men hvad er Danmarks erfaring med at påvirke EU’s retning?” Og selv giver det sarkastiske svar: ”Jeg kan ikke mindes andre store sejre end Svend Aukens for flaskepant”.

Veto virkede

Her kunne man måske nævne afskaffelsen af det toldfri salg især i lufthavnene.

Man skal nok være radikal for at forstå, hvorfor partiets daværende leder og økonomiminister Marianne Jelved i 1999 vred armen om på sin socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og krævede, Danmark nedlagde veto mod at udskyde en otte år tidligere EU-beslutning om, at det toldfri salg inden for EU’s grænser hørte op.

Veto-retten virkede. Danmark bestemte udfaldet.

Men trods voldsomt pres fra den britiske premierminister Tony Blair og den tyske kansler Gerhard Schröder, der talte om tab af 100.000 arbejdspladser, stod Danmark fast på sit veto. Salget blev afskaffet og den dag i dag slipper man kun for moms og afgifter ved rejser til lande uden for EU.

Veto-retten virkede. Danmark bestemte udfaldet.

I den aktuelle debat om EU-forsvar og en eventuel EU-hær er det afgørende for ja-siden, at indtrykket bundfælder sig. Nemlig, at vi selv bestemmer, om vi vil være med, selv om forbeholdet er væk.

Derfor ser vi også Morten Messerschmidt og de øvrige anbefalere af et nej hive tidligere beslutninger og ikke mindst udtalelser fra udenlandske tilhængere af Europas Forenede Stater og afskaffelse af vetoretten frem i den danske debat. Selv om de langt fra har flertal hverken i deres egne lande eller i EU.

Tid før og efter

Reelt er det svært at spå om fremtiden. Putins krig har ændret den europæiske sikkerhedssituation. Der er en tid før og efter 24. februar.

Tyskland har fordoblet sit forsvarsbudget. Amerikanerne har engageret sig i Ukraine gennem NATO. Der i øvrigt står foran udvidelse med Sverige og Finland. Hvordan det sætter sig igennem i et EU-forsvar, kan man foreløbig kun gætte på.

Statsminister Mette Frederiksen har da heller ikke begrundet udskrivelsen af folkeafstemningen med henvisning til en konkret model, som Danmark skal deltage i.

Hun taler i stedet om ”sammenhold” og signalværdien i, at Danmark er med det øvrige i Europa. En holdning, hun med understreger med sin egen ”rejse”. Fra at være i spidsen af sin regering som den mest EU-skeptiske statsminister nogensinde til at tale om, at Danmark skal med i ”hjertet af EU”.

Afgørende punkt

Den kommende folkeafstemning adskiller sig fra de forrige på et afgørende punkt. I de tidligere afstemninger talte ja-siden mest til hjernen og nej’et til hjertet. Denne gang forsøger Mette Frederiksen at tale til begge dele.

Ja-kampagnens stærkeste kort er således at fremmane et indre billede hos mange vælgere af en begejstret Putin, som efter et dansk nej og dermed ja til forsat enegang og EU-splittelse populært sagt drikker sig fuld i russisk vodka og danser kosakdans på sit lange bord.

Følelsen af, at den glæde skal han ikke have, trumfer måske i den sidste ende tvivlen og ”vi ved ikke, hvad vi stemmer om”. Det er tydeligvis statsministerens og det øvrige flertals forventning.

Om det overbeviser tvivlerne og et flertal af vælgerne ved vi, når stemmerne er talt op 1. juni.

 

 

 

 

Først publiceret: tirsdag 24. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og