Peter Lautrup-Larsen: Kan statsministeren få ånden tilbage i flasken?
Måske gør man statsministeren blodig uret, når det gælder rygterne om hendes mulige job i Nato. Men skaden er sket. Og mistanken om hendes farvel vil lure, hver gang et internationalt topjob bliver ledigt.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Statsminister Mette Frederiksen forsøger nu at løse en af de mest umulige opgaver – også i politik. At få ånden tilbage i flasken.
Hendes bemærkninger under Folkemødet på Bornholm, hvor hun udtrykte støtte til, at norske Jens Stoltenberg fortsætter på posten som NATO-generalsekretær, er vanskeligt at tolke anderledes.
Spekulationerne om hendes farvel til dansk politik til fordel for netop Stoltenbergs post var ude af kontrol. Trods hendes gentagne og gentagne forsikringer om, at hun ikke er kandidat, bliver hun ikke troet.
Det minder mest af alt om Anders Fogh Rasmussens tilsvarende benægtelser, indtil han blev kandidat døgnet før, han fik posten.
Peter Lautrup-Larsen
Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.
Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.
Peter Lautrup-Larsen gik på pension efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg.
Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.
Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.
Gruppefællerne på Christiansborg begyndte de indledende øvelser i en arvefølgekrig, hvis posten som partiformand og statsminister blev ledig, sådan som det kunne se ud til.
Og de to andre partiledere i regeringen, Venstres Troels Lund Poulsen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen tog alt efter temperament glæderne eller sorgerne på forskud ved at tale om, at regeringen måtte ”genbekræftes”, hvis den skulle have ny statsminister. Den slags gavner naturligvis ikke det indre sammenhold.
Nu sad Mette Frederiksen så på Folkemødet og afviste det hele ved at støtte Stoltenberg og endda også vædde en god flaske rødvin i Pomerol-klassen med DR’s studievært Stéphanie Surrugue. Statsministeren insisterede på, at hun også er det til november. Lidt sent med den nu mere bastante afvisning med tanke på, at rygterne om hendes kandidatur har kørt både herhjemme og internationalt i ugevis.
Sonderer terrænet
Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Men det ligner en statsminister, som har sonderet terrænet og mulighederne, men de seneste dage har konstateret, at det næppe ”flyver”.
En holdning, der bekræftes i sidste torsdagsudgave af Financial Times, der med to kilder i Det Hvide Hus har en noget anden udlægning af hendes besøg hos den amerikanske præsident Joe Biden end de danske medier.
Ikke, at Mette Frederiksen blev dumpet – langtfra – men amerikanerne tvivler på, at hun kan opnå opbakning fra alle 31 NATO-lande. Og det skal der være.
Naturligvis kan man trække på skuldrene. Det var ærgerligt. Lad os komme videre. Så enkelt er det bare ikke i politik.
Tværtimod nåede vi at se et socialdemokratisk magtspil for nærmest åbent tæppe. Anonyme kilder holdt sig i hvert fald ikke tilbage fra at indvie medierne i overvejelserne.
Udsigten til, at Mette Frederiksen ville forlade dansk politik, fik de berømte kaffeklubber til at diskutere meget andet end hvilken kage, de skal have til kaffen.
Hvert eneste folketingsmedlem måtte overveje, hvilket hold de spiller på. Er de med finansminister Nicolai Wammen og mere af det samme eller ligger deres fremtid hos justitsminister Peter Hummelgaard med udsigt til en noget mere klassisk socialdemokratisk lønmodtagerlinje, når flertalsregeringen engang er fortid. Altså, hvis Mette Frederiksen er væk.
Er der altid
Den slags overvejelser er der altid i politik. Alene valget af kaffeklub er for en socialdemokrat på Christiansborg et vigtigt skridt i karriereforløbet, uden det nødvendigvis skal overdrives.
Men nu spidsede det til. I en sådan grad, at de fire topfolk i spidsen for hver sin kaffeklub Nicolai Wammen, Peter Hummelgaard, Morten Bødskov og Magnus Heunicke forrige mandag ifølge TV2 mødtes i gruppeformand Leif Lahns lejlighed på Christiansborg for at stoppe det hele.
Vi kan kun gætte, men mon ikke de allerede havde fået samme indtryk, som vi andre først fik efter Mette Frederiksens folkemøde-melding. Det bliver næppe denne gang.
Nu er der sådan set ikke noget galt i, at et stort parti som Socialdemokratiet har kaffeklubber og alliancer, hvor medlemmerne prøver at støtte hinanden til poster, ordførerskaber og indflydelse på partiets politik. Kampen om magten er det, politik drejer sig om. Ikke kun mod andre partier, men så sandelig også internt. Det er sjældent, at nogen får noget forærende.
Det nye og interessante i Socialdemokratiet er blot, at det nu kørte på de høje nagler. Der blev trukket nogle træk i det politiske magtspil, der vil blive husket.
Skaden er sket
Måske gør man statsministeren blodig uret, men skaden er sket. Mistanken vil lure, hver gang et internationalt topjob bliver ledigt.
Mette Frederiksen vil være kvalificeret til det hele. EU, FN mv. Når nu det ikke blev NATO, er der så andet, som frister? Spekulationerne vil være mange.
Det er naturligvis langt fra hjælpsomt, når man prøver at få sit parti og flertalsregering op af det øjeblikkelige kviksand, hvor populariteten snarere bliver trukket ned end op.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Bedre bliver det ikke af, at det næststørste parti i regeringen, Venstre, kæmper med en tilsvarende tvivl. Her var arvefølgekrigen tæt på at blive erklæret, da formand Jakob Ellemann-Jensen med tre måneders varsel meddelte, at han vender tilbage fra sin stresssygdom 1. august.
Det har skabt ro på overfladen, men som med Mette Frederiksen kommer det til at tage tid, før partiet holder op med at spørge sig selv: ”Hvor længe har vi formanden?”
Med fordel kan eventuelle tvivlere læse eller genlæse min seneste analyse fra maj. Når SVM-regeringen fejrer to års fødselsdag ved udgangen af 2024, hedder de tre ledere stadig Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen. Skrev jeg dengang og gør det gerne igen. Den slags spådomme er altid risikable, men i hvert fald er de tre nok glade for dem. I dag.
Læs Peter Lautrup-Larsens klummer
Peter Lautrup-Larsens skriver klummer med politiske analyser for Faglige Seniorer. Læs tidligere klummer her:
Hvem vil være blå statsminister?
SVM-regeringen må overveje at genindføre Store Bededag
Om EU-valget: Partiledernes valgkamp
Her er det, der afgør dansk politik
Vanopslagh som statsminister er vitterligt vås
Danskerne har ikke taget regeringen til sig
Historisk løft af velfærden eller nedskæring?
Tidlig bogstavleg udstiller regeringen
Tiden går: Når regeringen det, den vil?
Kan statsministeren få ånden tilbage i flasken?
Rygterne om Mette, Løkke og Ellemann
Mettes regering udfordrer velfærden
Hvem er Mettes modkandidat til statsministerposten
Ny virkelighed i dansk politik
Alle må forholde sig til Løkke
Valgkamp på den politiske midte
Politisk drama i tre akter venter forude
Statsministeren kan stadig handle - og overraske
3 bud på, hvornår valget kommer
Den sædvanlige EU-historie - og dog
Først publiceret: mandag 19. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:03