Peter Lautrup-Larsen om EU-valget: Partiledernes valgkamp

Vi kender de færreste af dem. Så måske er det til at forstå, at kandidaterne til Europa-parlamentsvalget 9. juni bruger støttepædagoger i deres valgkamp.

Men alligevel. Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, har været medlem af parlamentet i snart tyve år. Hun tager fat på sin femte valgperiode, men til trods for det er det åbenbart nødvendigt med valgplakater, hvor hun deler blikfanget med de tidligere socialdemokratiske statsministre Helle Thorning-Schmidt og Poul Nyrup Rasmussen.

Uanset, hun i egen ret ikke mindst på forbrugerområdet kan pege på at have gjort en forskel. De fleste ved det bare ikke. Det siger mindre om hende og mere om Parlamentets manglende synlighed. Valgplakaterne er en dyd af nødvendigheden.

Selv tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal bruger sin partileder Pia Olsen-Dyhr som ledsager på nogle af sine valgplakater.

Helt paradoksalt er det, at Moderaterne sætter partistifter og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i lygtepælene. Nok er der mange politiske modstandere, som ønsker ham hen, hvor peberet gror, men vælgerne kan altså nu engang ikke sende ham til Bruxelles 9. juni, når hans navn ikke står på stemmesedlen.

De nævnte er langt fra de eneste. Partilederne er i nok så høj grad en del af valgkampen som EU-kandidaterne selv.

Generalprøve på folketingsvalg

Samtidig er medierne optagede af partilederdebatterne. Mindst lige så meget og ofte mere end dem mellem spidskandidaterne.

EU-valget ses som et midtvejsvalg og ikke mindst de politiske kommentatorer sammenligner de nok så usikre meningsmålinger af det ventede resultat 9. juni med det øjeblikkelige billede af partiernes styrkeforhold, hvis der ellers var folketingsvalg i dag. Ikke mindst de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, er til eksamen.

Når stemmerne er talt op i dagene efter valget, vil det mere blive vurderet som en generalprøve på det folketingsvalg, som nok først kommer om et par år, end som en betydningsfuld ændring af styrkeforholdet mellem dem, danskerne sender til Bruxelles.

Alt det ved partilederne og deres politiske baglande naturligvis også. Nederlag og mandattab vil sætte pres på ledelsen, uanset hvor lidt det har med EU og de vragede kandidater at gøre. Eller måske netop derfor.

Diskussion hver gang

Man kan have nok så mange idealistiske forestillinger om, at det burde være anderledes, men det er det altså ikke.

Diskussionen har vi hver gang, der er EU-valg. Nemlig, at den indenrigspolitiske vinkel skygger for betydningen af Europa-Parlamentet. Selv om det påvirker vores hverdag langt mere end dengang, hvor den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher kaldte det ”et Mickey Mouse-parlament”.

Man kan skændes om, hvem der har skylden for, at ikke ret mange interesserer sig for, hvad der foregår blandt de europæiske folkevalgte og deres partier i Bruxelles.

Men man kan ikke komme uden om, at lovbehandlingen i Folketinget på områder som forbrugerbeskyttelse, energi, transport, miljø og klima i dag langt mere end tidligere er en ekspeditionsforretning, som alene blåstempler beslutninger fra EU.

De fleste tænker mest over det, når EU med mellemrum tvinger Danmark til noget, som regeringen og Folketinget er imod. Men som regel er det så for sent.

Et kendt eksempel er den øremærkede, delte barselsorlov og aktuelt kæmper Danmark mod forslag om lovfastsat mindsteløn og registreret arbejdstid, som flertallet på Christiansborg frygter, undergraver den danske model på arbejdsmarkedet.

Til egen fordel

Derimod ophidser det sjældent sindene, når det er til dansk fordel.

Der er næppe mange modstandere af, at EU fastsætter grænseværdier for mistænkte kræftfremkaldende stoffer i fødevarer eller forhindrer tårnhøje regninger, fordi man har brugt mobilen i udlandet.

Lige nu kan kommende forslag om fælles europæiske kvoter og afgifter på landbrugsområdet løse mange af de problemer, som regeringen, landbruget og grønne organisationer i øjeblikket slås med hinanden om herhjemme i den såkaldte grønne trepart for at mindske landbrugets udledning af klimaskadelige gasser. Udsigten til, at en C02-afgift på landbruget koster danske arbejdspladser, forsvinder i horisonten, hvis den samme afgift kommer til at gælde i Polen og Tyskland.

Lyder ikke af meget

Uanset hvad, så er det medlemmerne af Europa-Parlamentet, som møder muligheder og problemer på de fælles områder som de første og ofte mest afgørende folkevalgte.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der bliver valg.

Også derfor er der masser af gode grunde til, at partilederne gør det til deres valgkamp. Især hvis de glemmer mink, store bededag og andre indenrigspolitiske slagsmål og koncentrerer sig om Europa. Så gør vælgerne det måske også.

Først publiceret: mandag 27. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. maj 2024 kl. 16:08