Peter Lautrup-Larsen: Nu får vi en bred regering

Første facit fik vi allerede under valgnatten. Mette Frederiksen forsætter som statsminister efter målfoto og et mandats flertal.

Små tre uger efter kom så næste afgørende ryk. Hendes kommende regering bliver hen over midten.

Anderledes kan man ikke gøre stillingen op, efter Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens store tale på Venstres landsmøde i den forgangne weekend.

Endnu er der mange ubekendte. Bliver det en flertalsregering? Ender Venstre overhovedet med at gå med? Det kan tage mange uger endnu, før vi kender svaret.

Men rykket i dansk politik er sket.

Nu er det Mette Frederiksens politiske håndværk, der afgør sagen. Selv om Ellemanns ryk også har i sig, at han kan sige nej uden nødvendigvis at få hele skylden for et sammenbrud i Venstres forhandlinger om det, der lige nu ligner den vælgerpopulære udgang.

Oppositionen til højre ligger i ruiner. Det, vi kaldte blå blok, eksisterer ikke mere.

Farvel som anfører

Ellemann vinkede på landsmødet farvel som anfører for holdet på de seks partier.

Nu er det Venstre i egen ret, selv om han undlod at gentage det gamle nytårsråd “aldrig at gå tilbage til en fuser”. Godt nok kan en partileder altid forvente klapsalver på sit landsmøde, men Venstre-medlemmernes modtagelse af hans historiske tale tyder på, at de deler formandens syn på partiets øjeblikkelige muligheder i dansk politik.

Og tv-billeder lyver ikke, hvis de var i tvivl.

Få sekunder efter, at Jakob Ellemann-Jensen under landsmødesalens begejstring var trådt ned fra talerstolen, var den tidligere statsminister og Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen den første til at lykønske.

Samme Anders Fogh, der tidligere om morgenen på forsiden af Politiken havde været støttepædagog til Ellemann ved at anbefale skiftet i politikken væk fra blå blok og til den brede regering.

Den slags er sjældent velset i et politisk parti. Tidligere ledere bør ikke blande sig i efterfølgernes måde at gribe tingene an på.

Men på Venstre-landsmødet glimrede de sure miner ved deres fravær. Vi får det nok aldrig at vide, men det ligner aftalt spil. Herunder måske endda også Foghs råd til Ellemann om at kræve finansministerposten. Så ved Mette Frederiksen det.

Samme tale

Egentlig er det paradoksalt, at Ellemanns tale meget langt i sine hovedpunkter kunne have været den, som forgængeren Lars Løkke Rasmussen krævede at holde på Venstres landsmøde tilbage i 2019, men som han ikke fik lov til og derefter smækkede med døren.

Budskabet om bredt samarbejde står i hvert fald under samme brøkstreg som fællesnævner.

Forskellen er måske mest den, som Ellemann uden at nævne Løkke, illustrerede med at henvise til en gammel gul post-it seddel, der i flere år har siddet på opslagstavlen på Venstre-formandens kontor. Tre linjer.  Øverst stod der Danmark, så Venstre og først som nummer nr. tre, Jakob.

Mon ikke de fleste hørte det sådan, at Lars stod øverst, hvis Løkke havde skrevet en tilsvarende huskeseddel.

Personer spiller rolle

Ingen siger det højt og udadtil, men også det viser, at personer spiller en nok så stor rolle i politik.

Det kan godt være, at Mette Frederiksen forhandler sager og substans og endnu ikke bogstavkombinationer i sin kommende regering. Men man skal ikke gå ret langt på Christiansborgs gange, før man bliver indhentet af den almindelige politiske sladder.

Gangsnakken tyder ikke på, at Lars Løkke kommer til fadet. Det er ganske vist, hvis man tror på den.

Han får ingen ministerpost. Nag og bitterhed er for stor i Venstre. Den forhenværende formand og konkurrerende partistifter har brændt sine broer og efterladt et gerningssted med spor af egenrådighed, brudte løfter og personlige skandaler.

Samtidig advarer faglige kredse med nogenlunde samme ordvalg mod den tidligere statsminister, og i Brovst sidder en socialdemokratisk røst fra fortiden, Ole Stavad, og skriver på facebook som en af mange partifæller og kaster Løkke op på den politiske mødding.

SF med ombord

I Venstre går de så langt, at nogle mumler om muligheden af at danne regering ikke kun med Mette Frederiksen, men også med SF’s Pia Olsen Dyhr.

Den kan også lige runde et flertal på 90 mandater med de nordatlantiske mandater. Så langt og meget for at undgå Lars Løkke.

Men tænk lige tanken. Måske skal Venstre se for sig en regering på Amalienborg Slotsplads, hvor skatteministeren fra SF hedder Lisbeth Bech-Nielsen og beskæftigelsesministeren Karsten Hønge. Så stopper snakken nok.

Ellemann kæmper ikke kun med Venstre-bitterheden mod den tidligere formand. Han er også i gang med den vanskelige øvelse at fortolke sine ord fra valgkampen om mistillid til Mette Frederiksen, som han aldrig ville gå i regering med endsige acceptere som statsminister.

Nu må vi forstå, at tillid ikke er noget, man forhandler om, men ”noget, der skal opbygges, bibeholdes og skabes”. Vi må se, om en byggeperiode på de næste uger er nok.

Prisen for grisen

I den sidste ende afgør de politiske forskelle.

Vi fik ikke mange pejlemærker i Ellemanns landsmødetale. Hvad er “prisen for grisen” for at bruge nyvalgte folketingsformand Søren Gades rammende sprogbrug på valgaftenen.

I virkeligheden er der ikke så meget, der skiller.

Mon ikke Mette Frederiksen kan overtales til at hæve forsvarsbudgettet hurtigere end allerede aftalt.

Og det forskrækker næppe heller socialdemokraterne at hæve topskattegrænsen, så sygeplejersker og tilsvarende lønmodtagergrupper i centrum for den politiske debat slipper for at betale topskat efter en særlig indsats.

Omvendt lider Ellemanns ambition om igen at gøre Venstre til et folkeparti næppe under at love udvalgte kvindefag i den offentlige sektor en klækkelig lønforhøjelse de kommende år. Måske kan endda minksagen byttes af med FE-sagen i det politiske skakspil.

Så Venstre går ikke efter en Rigsretssag mod Mette Frederiksen, og hun ikke går efter Claus Hjort Frederiksen, men benytter regeringens mulighed for at droppe tiltalen mod den tidligere forsvarsminister for at lække statshemmeligheder.

SV-regering

Indholdsmæssigt samler interessen sig nok så forståeligt om en SV-regering. Vel vidende, at Lars Løkke næppe siger nej til noget, som efterfølgeren siger ja til. Det bliver ikke let at komme uden om ham.

Omvendt må Løkke overbevise Mette Frederiksen om, at han ikke kun er en ny og bedre udgave af sig selv, men også, at hans nyvalgte folketingsgruppe på 16 mandater holder sammen. At moderaterne er et parti og ikke bare hans eget lille heppekor.

Der er ikke meget ved at danne en SVM-regering med flertal på papiret, hvis det forsvinder efter et par moderaters frustrerede farvel til partistifteren.

Inden vi når til alt det, så skal Ellemann – og vel også Mette Frederiksen, selv om hun som kommende statsminister har lettere ved det – gøre op med sig selv, hvordan han vil gå over i Venstres politiske historie.

Et parløb med Mette Frederiksen kommer kun til at fungere, hvis Venstre-formanden går helhjertet ind i det. Ellers får vi bare en gentagelse af SV-regeringen tilbage i 1978, som blev en fiasko.

Men bliver samarbejdet med brask og bram, så betyder det også, at Ellemann aldrig bliver statsminister. Om fire år må han i stedet naturligt anbefale, at regeringen med Venstre som andenviolin og Mette Frederiksen i spidsen forsætter.

For at vende tilbage til den gule seddel. Det vil være godt for Danmark, mindre for Venstre og måske mindst for Jakob.

Måske er det lettere for Venstre-formanden at overlade Mette Frederiksen til Lars Løkke. Men så bliver det sværere at holde talen på landsmødet næste år.

Først publiceret: tirsdag 22. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:34