Peter Lautrup-Larsen: Rygterne om Mette, Løkke og Ellemann

Christiansborg er fyldt med glohede rygter, mens majvejret har sine første sommertemperaturer. Men man gør klogt i at slå koldt vand i blodet.

Sandsynligheden for, at statsminister Mette Frederiksen bliver NATO’s kommende generalsekretær eller for den sags skyld får en toppost i EU, hvis det glipper, kan ligge et meget lille sted. Hvis hun overhovedet har den slags ambitioner.

Ikke fordi, hun selv hårdnakket imødegår alle spekulationer og insisterer på at afvise, hun er kandidat. Det har andre gjort før hende. Bare tænk på Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der først anmeldte sin officielle kandidatur i samme sekund, han fik NATO-posten. Så alene det kan ikke bruges som dementi.

Men blandt NATO’s 31 medlemslande og EU’s 27 – mange af dem sammenfaldende – er andre tidligere og nuværende regeringschefer, udenrigsministre med videre kandidater fra langt mere indflydelsesrige nationer. En del af dem er også så meget på tale, at det forekommer noget navlebeskuende, når danske medier går på jagt efter internationale kommentarer om Mette Frederiksens kvalifikationer.

Hun kunne givet blive en udmærket generalsekretær, men det kan mange andre foran i køen altså også. Og mere sandsynligt. Mon ikke også det indgår i statsministerens eventuelle overvejelser og interesse eller snarere mangel på samme.

Lars Løkke til toppost i EU?

Mette Frederiksen er ikke den eneste, der rygtes på vej væk fra dansk politik. Der er også dem, der leger med tanken om, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, grundlægger og politisk leder af Moderaterne, er på jagt efter en toppost i EU.

Angiveligt skulle regeringens nye udenrigspolitiske linje og Løkkes tale om nødvendigheden af at udvide mulighederne for flertalsafgørelser i EU, også på det udenrigspolitiske område, have meldt ham ind i klubben af kandidater til diverse poster.

Om ikke andet kan det være, at han tager forskud på muligheden af at blive den næste danske EU-kommissær, når regeringen som ventet smider den nuværende Margrethe Vestager på porten. Hvem ved? Spørgsmålet er i øjeblikket bedre end det svar, man ikke får.

Ellemann-Jensen genopstår

Den tredje partileder af regeringspartierne, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, genopstår til august fra sin stresssygeseng. Men også her sættes et spørgsmålstegn. Er det holdbart?

Lad være, at Venstre selv ikke rigtig hilser det med de helst store jubelbrøl, selv om det sikkert giver partiet en ny frisk start, når formanden til den tid sandsynligvis præsenterer et justeret regeringsgrundlag med de to andre partiledere, hvor krisetale bliver afløst af mere optimistiske toner. Men selv om ingen rigtig ved, hvordan Ellemann egentlig har det, så går gangsnakken alligevel bag Christiansborgs tykke mure.

Klarer han det overhoved? Eller må han igen kaste håndklædet i ringen senere på året?

Hvis alle spådomme bliver indfriet, så står regeringen altså senest på sin to-års fødselsdag i december 2024 med tre nye partiledere i spidsen. Man behøver ikke være politisk kommentator for at spise brød til.

Et godt råd til mine afløsere som Besserwissere hver fredag aften på TV2/News er i hvert fald at satse på, at de stadig hedder Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, hvis kommentatorerne på et tidspunkt vil overtage titlen som den, der flest gange er kåret som ”Überbesserwisser” i konkurrencen om at være den bedste politiske spåmand. Men sådan ser de vist langt fra alle på det.

Ikke uden interesse

Alligevel er analyserne ikke uden interesse. De har sat gang i positioneringerne i Socialdemokratiet og Venstre.

Ja, i Venstre var de i gang, da usikkerheden om Ellemann var på sit højeste og vel en væsentlig årsag til, at han med tre måneders varsel annoncerede sit comeback. Det hele var ved at spinne ud af kontrol, selv om den vikarierende ledelse med Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose nærmest messende bedyrede, at de altså ikke var formandskandidater, hvis, såfremt, ifald og så videre.

Nu skal Ellemann i stedet til efteråret i gang med den vanskelige øvelse at få ånden ind i flasken. Stephanie Lose fik i løbet af de få måneder på Christiansborg nærmest frelserstatus i Venstres bagland. Uanset de øjeblikkelige meningsmålinger ikke ændrede meget på partiets historisk lave tilslutning, så ser mange hende som den politiker, der kan få Venstre tilbage på fordums styrke.

Den slags forventninger er aldrig lette at tumle med for en siddende formand, der har sit at slås med.

Kaffeklubber vakt til live

I Socialdemokratiet er det ikke statsministeren, der er til debat. Derimod har spørgsmålet om hendes afløser vakt de gamle kaffeklubber til live. Hvor bedetæpperne stadig alle er vendt mod Mette Frederiksen, så længe hun er formand, så ser det anderledes ud, når det gælder hendes kronprins.

Her står justitsminister Peter Hummelgaard baseret på flere mediers vurderinger, især Ekstrabladets, fra anonyme kilder som den sandsynlige efterfølger på bekostning af finansminister Nicolai Wammen. Det siger analyserne i kaffegrumset, der dog ikke ved, hvem Mette Frederiksen hævet over kaffeklubberne støtter.

Her bider man dog mærke i, at statsministerens ministerudnævnelser har betydet, Hummelgaard har taget samme vej som hende selv. Først beskæftigelsesminister og derpå politisk chef for kronjuristerne i Justitsministeriet.

I den forbindelse må man ikke glemme, at Socialdemokratiet kun er en del af en trepartiregering om end i spidsen af den med sin formand. Godt nok har hverken Ellemann eller Løkke direkte indflydelse på, hvem Socialdemokratiet vælger som formand efter et farvel fra Mette Frederiksen til dansk politik. Men de bestemmer, om de vil sidde i regering med efterfølgeren som deres statsminister.

Et nærliggende eksempel fra den politiske historie er dengang i oktober 1989, da den konservative statsminister Poul Schlüter legede med tanken om at blive formand for Folketinget, da den tamilramte Erik Ninn-Hansen ikke blev genudnævnt. Men Venstre nedlagde veto mod hans påtænkte afløser som statsminister i den fælles regering, den konservative finansminister Palle Simonsen, og så blev det hele ikke til noget.

Han var for ”rød” trods sit borgerlige udgangspunkt.

Får indflydelse

Den slags reaktioner vil Mette Frederiksen næppe lade stå i vejen for sine egne mulige ambitioner, hvis det usandsynlige kommer inden for rækkevidde, men det får indflydelse på valget af hendes afløser.

De to andre regeringspartier foretrækker givet Wammen frem for den efter deres opfattelse mere ”røde” Hummelgaard. Ikke mindst fordi finansministeren var med helt inde ved bordet under regeringsforhandlingerne på Marienborg sidste år.

Det kan stadig blive Hummelgaard, men kaffeklubberne i den socialdemokratiske folketingsgruppe afgør det ikke uden at tage regeringens arbejdsfællesskab med i deres overvejelser.

Endelig er der om Lars Løkke Rasmussen og hans eventuelle farvel til Christiansborg vel næppe andet at sige, end det vil lægge Moderaterne i den politiske fællesgrav, hvor andre partier båret på en enkelt markant politikers skuldre allerede er blevet glemt. Centrum-Demokraterne med Erhard Jakobsen, Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup og Fælles Kurs med Preben Møller Hansen for at nævne nogle.

Løkke må blive hjemme, hvis han kerer sig om sit eftermæle.

Men altså: Slå koldt vand i blodet.

 

Først publiceret: mandag 22. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:57