Peter Lautrup-Larsen: Trumps regning truer

På Christiansborg taler de om det endnu her snart to uger efter. Hvordan Mette Frederiksen flegnede ud under Folketingets spørgetime med partilederne tirsdag 5. november. Med arrogante svar og meget lidt statskvindeagtig med personlige stikpiller til oppositionspolitikerne.

Men sandsynligvis havde statsministeren sine tanker et helt andet sted end den hjemlige andedam.

De sidste presseskriverier og indberetninger fra den danske ambassade i Washington tydede med stor sandsynlighed på, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget i USA, når valgstederne åbnede på den anden side af Atlanten senere på tirsdagen.

Sådan som det også endte.

Forude lå i forvejen svære år for Europa og dermed også Danmark. Risikoen er stor for, at den nuværende politikergeneration afleverer et samfund til kommende generationer, som er fattigere og med færre muligheder for de fleste.

Den risiko er steget voldsomt med Donald Trump i Det Hvide Hus, der nu på sin måde vil gøre USA stort igen med sit slogan ”make America great again”.

USA er sådan set stort og dominerende i forvejen, men Trumps vej er tænkt på bekostning af den øvrige verden – og dermed også Europa og Danmark.

For SVM-regeringen og resten af Folketinget tegner opgaven sig tæt på uoverstigelig. Mette Frederiksen skulle selvfølgelig have udstrålet større overskud, men man kan måske alligevel godt forstå, hvis irritationstærsklen over de hjemlige trakasserier denne dag var lavere end normalt.

På egne ben

Putins skændige krig i Ukraine har for alvor sat forsvaret på dagsordenen. Med Trump rejser sig spørgsmålet: Bliver USA overhovedet i NATO.

Endnu ved vi ikke, om den kommende præsident trækker amerikanerne ud af forsvarssamarbejdet. Under alle omstændigheder må Europa nu stå meget mere på egne ben.

Et politisk flertal herhjemme har i forsvarsforliget allerede afsat 200 milliarder kroner de kommende år for at nå og holde forsvarsbudgettet på mere end de to procent af vores bruttonationalprodukt, som allerede var kravet fra Trump, da han var præsident for fire år siden.

Men det er langtfra nok. Mette Frederiksen taler nu om yderligere milliarder til forsvaret, som gør det nødvendigt at prioritere stenhårdt i de offentlige udgifter og Moderaternes udenrigsminister, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har endda mere konkret sat tallet tre procent som en sandsynlig nødvendighed.

Et parti som SF taler om ”en krigsskat” for at undgå egentlige nedskæringer i velfærden. Der er regeringen og slet ikke de blå partier endnu.

Men spørgsmålet, ”hvor skal pengene komme fra”, runger igen på Finansministeriets gange efter at have være gemt væk i mere end et årti, mens det såkaldte råderum i takt med den stigende pensionsalder fossede milliarder ind i statskassen og fritog politikerne fra at træffe upopulære beslutninger.

Lurer i horisonten

Samtidig lurer en handelskrig i horisonten.

Trump har lovet sine vælgere at indføre told – han kaldte det tariffer i valgkampen – på udenlandske varer. De bliver dyrere i USA og amerikanske firmaer får lettere ved at konkurrere med dem. For et land som Danmark, der har USA som sit vigtigste eksportmarked, må det give dybe panderynker.

Godt nok har et firma som Novo Nordisk med rettidig omhu stiftet datterselskaber i USA, som giver mulighed for at manøvrere uden om en øget told, men andre har  kun problemer med en kommende handelskrig.

Og den kommer, hvis Trump ikke besinder sig og forstår, at frihandel giver lavere priser og flere i arbejde, mens hans politik gør det modsatte. Også i USA, fordi EU givet vil svare med told på amerikansk eksport til os.

Under pres

Klimaindsatsen kommer ligeledes under pres.

Trump trak USA ud af Paris-aftalen sidst, han var præsident og ikke mange tror, at han forsat vil sprøjte amerikanske milliarder ind i grønne investeringer i verdens fattige lande. Han gjorde grin med vindmøller i valgkampen og vil prioritere fossile brændstoffer.

Mette Frederiksen udtrykte sin bekymring under COP29-mødet i Baku. Vil den øvrige verden så træde til. Næppe. Befolkningerne vil nok tænke ”hvad skal det så nytte uden USA – verdens største forurener”.

Regningen venter herhjemme. Mindst 130 milliarder kroner de kommende årtier til klimasikring mod stigende vandstand og andre klimarelaterede ulykker.

Kun en vej: Nedad

Endelig – og måske værst af det hele – fortæller den såkaldte Draghi-rapport fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, at EU sakker bagud og bagud med konkurrenceevnen i forhold til den øvrige verden og især Kina og USA.

Hvis vi ikke investerer et astronomisk milliardbeløb – op til 6.000 milliarder kroner om året i EU – i forskning, innovation, grøn omstilling og etablering af virksomheder, er der kun en vej for levefoden i vores del af verden. Nedad.

Politiske flertal må herhjemme se at blive færdige med aftaler om grøn trepart, sundhedsreform, folkeskole og uddannelse.

Forude venter alvoren.

Det var det, statsministeren på sin uheldige facon prøvede at signalere den famøse tirsdag. Når det øvrige Folketinget er færdige med at harcelere over det, må de tage hende på ordet.

 

 

Først publiceret: mandag 18. november 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 18. november 2024 kl. 22:25