Peter Lautrup-Larsen: De gamle partiers valg – trods alt

De håber alle på deres lokale gennembrud ved kommunalvalget 18. november. Både Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, SF og måske endda også Dansk Folkeparti.

Nu skal medvinden i meningsmålingerne omsættes til borgmesterposter og indflydelse på Rådhuset.

Vel vidende, at det er lettere sagt end gjort. Andre partier med succes på Christiansborg har oplevet, at hovmod stod for fald, når de troede, landspolitiske positive tendenser var noget, de kunne bygge på lokalt.

Dansk Folkeparti er det historiske skrækeksempel på, hvordan forventningens glæde ender med at blive skuffelsens mareridt.

For otte år siden ved kommunalvalget i 2017 satte partiet målestokken for succes til mindst syv borgmesterposter. Fremgangen ved folketingsvalget to år tidligere, hvor Dansk Folkepartiet bragede gennem den politiske lydmur med 37 mandater som største parti i blå blok, skulle omsættes i lokal succes.

Det endte med én borgmester. På Læsø – Danmarks mindste kommune.

De gamle partiers dominans var ligeledes tydelig efter valget for fire år siden, hvor Socialdemokratiet fik 44 borgmesterposter, Venstre fik 34 og De Konservative 14.

Til gengæld måtte SF nøjes med to og der var kun én til henholdsvis Radikale Venstre og Liberal Alliance, mens lokallister opnåede to. Kommunevalget var de gamle partiers valg – endnu en gang.

Sætter næsen op: Plejer er død

Men nu sætter de andre partier næsen op efter, at ”plejer” måske er død efter 18. november.

Venstre kæmper med at være blevet to partier efter det seneste kommunalvalg. Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne løber især i det jyske med en del af stemmerne, selv om Venstre stadig vil være blå bloks største kommuneparti. Det politiske skakbræt bliver ændret.

De Konservative må ligeledes imødese en kraftig tilbagegang fra de 15 procent på landsplan for fire år siden. Det var dengang, partiets nu afdøde formand, Søren Pape Poulsen, lignede en politisk superstar på Christiansborg. Nok holdt det ikke til folketingsvalget to år senere, men det udløste seks flere borgmestre end de otte, partiet allerede havde.

I dag ligner det, at De Konservative kommer til at tabe vælgere til især Liberal Alliance. Også det ændrer den politiske armlægning især nord for København.

Endelig må Socialdemokratiet nok efter hundrede år vinke farvel til overborgmesterposten i København. Den går sandsynligvis til en mere rød borgmester. Lokale meningsmålinger varsler også tilbagegang på landsplan. Dog beskeden.

Kommunalpolitisk synes de udfordrende partier derfor ved dette valg at have noget at have deres optimisme i. De gør alligevel klogt i at dæmpe den.  Det vil være en overraskelse hver gang, hvis de får en borgmester her eller der.

Trods de gamle partiers tydeligere problemer.

Halvt igennem

Landspolitiske tendenser slår som tommelfingerregel kun halvt igennem ved kommunale valg, hvor borgmestereffekt og personlige stemmer vejer tungt. Men først og fremmest er det brede samarbejde om taburetterne langt mere en sædvane på rådhusene end på Christiansborg trods den øjeblikkelige SVM-regering.

Med statsminister Mette Frederiksens ord er den mere ”en mærkelig regering”, som er undtagelsen, der bekræfter reglen med rød eller blå, hvorimod politikerne lokalt er langt mere farveblinde, når det er til egen fordel.

Efter kommunalvalgets “de lange knives nat” – som konstitueringsforhandlingerne om borgmesterposterne rammende er kaldt – er der altid masser af matematiske muligheder for, at partier uden om den siddende borgmester kan ”kuppe” sig til magten.

Men når det sker, er det som regel blot for at skifte en Venstre-borgmester ud med en socialdemokrat eller omvendt. Tendensen bliver næppe mindre af de to partiers samarbejde på Christiansborg.

I kommunerne er borgmesteren næsten alle steder stadig fra et af de gamle partier også efter 18. november. Som det plejer.

Først publiceret: fredag 7. november 2025
Artiklen er sidst opdateret søndag 9. november 2025 kl. 20:12