
Hvor meget må du give i gave til konfirmanden?
Reglerne afhænger af, hvem du er. Bedsteforældre har en særlig fordel.
Senest opdateret: onsdag 22. april 2026
Forår er tiden, hvor mange unge bliver konfirmereret.
Mange bedsteforældre spørger sig selv, hvor meget de kan give i gave – uden at barnebarnet risikerer at blive beskattet.
Svaret er, at det afhænger af, hvem der giver gaven.
Bedsteforældre kan i 2026 give en ganske stor gave uden skat. Nemlig 80.600 kroner fra hver.
Det betyder, at både bedstemor og bedstefar hver især kan give op til beløbet til deres barnebarn – helt skattefrit.
“Den nærmeste familie, der tæller forældre og bedsteforældre, kan hver især give op til 80.600 kroner i gave til deres barn eller barnebarn i 2026, uden at barnet bliver beskattet,” siger Søren Bech, der er skatteekspert hos revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC.
Så længe man holder sig under grænsen, er der ingen problemer med skat.
Andre gaver kan give problemer
Reglerne er anderledes, hvis gaven kommer fra andre end den nærmeste familie.
Her skal gaven være “passende”. Det er skattemyndighedernes formulering. Men der findes ikke en fast beløbsgrænse.
Ifølge PwC kan man som tommelfingerregel regne med, at omkring 1.000 kroner ligger på et niveau, der normalt accepteres.
“Hvis man skal vove det ene øje, så må det antages, at gaver op til cirka 1.000 kroner er et passende niveau, men det kræver en konkret vurdering,” siger Søren Bech.
Bliver gaven væsentligt større, kan det få konsekvenser. Så kan konfirmanden blive beskattet – typisk med omkring 37 procent af det beløb, der ligger over det passende niveau.
I nogle tilfælde kan skatten blive endnu højere.
Gaver mellem søskende
Særligt gaver mellem søskende kan udløse høj skat.
Her kan beskatningen komme op omkring 52 procent, hvis gave-beløbet er højt nok. Det ændrer sig dog fra 2027, hvor søskende får mulighed for at give større skattefrie gaver på linje med forældre og bedsteforældre.
Gaver som investering
Nogle bedsteforældre vælger at give aktier eller en opsparing som gave.
Her er der særlige regler, man skal kende.
Hvis forældre giver investeringer til deres barn, bliver afkastet beskattet hos forældrene, indtil barnet fylder 18 år.
Men den regel gælder ikke for gaver fra bedsteforældre.
Til gengæld er der praktiske forhold, man skal huske. For eksempel skal købsprisen på aktier oplyses til skattemyndighederne. Ellers kan den unge ikke trække et eventuelt tab fra senere.
PwC anbefaler, at man taler med banken, hvis man overvejer at give investeringer i gave.
Hvad “ser” Skat
Det er ikke sådan, at Skat automatisk opdager en konfirmationsgave.
Men større beløb, bankoverførsler eller stikprøvekontrol kan gøre gaven synlig.
Derfor er det vigtigt at kende reglerne – så hverken giver eller modtager får en uventet regning senere.
Læs mere om gavereglerne hos Skat
Hvad giver du i konfirmationsgave?
Hvad mener du er passende?
Hvor stort beløb mener du er passende at give/bruge på en gave til en konfirmand? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 21. april 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 22. april 2026 kl. 14:07


