Peter Lautrup-Larsen: Tavshed i blåt venteværelse

Der sker altid noget. Det værste for journalistiske reportere er, når de ikke ved, hvad det er.

Sådan havde de fleste mediefolk på Christiansborg det, da Lars Løkke Rasmussen i torsdags pludselig dukkede op på den konservative Mona Juuls kontor til møde også med Venstres Troels Lund Poulsen. Vi kan mest gætte på, hvad de talte om.

Måske var det alene en lovet tilbagemelding fra Løkke til de to om forløbet af hans forhandlinger med den kongelige undersøger Mette Frederiksen. Eller et sidste forsøg fra hans side på at overtale dem til at være med i en flertalsregering over midten. Eller mest dramatisk at forberede Troels Lund Poulsen på, at han kan blive kongelig undersøger, fordi det bryder sammen mellem Løkke og Mette Frederiksen.

Men da Løkke drog tilbage mod Marienborg for at forsætte forhandlingerne med Mette Frederiksen om det, der ligner en centrumvenstre-regering med hende som statsminister i spidsen for et ministerhold fra S-SF-R og M, valgte alle at betragte hans møde med Venstre og Konservative som en parentes. 

I stedet kom mødet til at udstille, at de blå partier ikke rigtigt har noget at rumle med. De synes lige som os andre at nyde forårsvejret, mens vi venter på resultatet af Mette Frederiksens forsøg på at danne regering.

Det er i hvert fald ikke meget politik, som Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne bedriver. I hvert fald ikke i fællesskab. Kun Borgernes Parti har for alvor haft nyhedens interesse, men partiets opløsning gør kun ondt værre på højre side i dansk politik.

Blå dagsorden forpasset

Hver eneste dag på Marienborg sætter Danmarksrekord i længde, mens der mest er tavshed i det blå venteværelse.

Man kan godt undre sig over, at de ikke har brugt – og tilsyneladende ikke kommer til at bruge – de mange uger efter valget til meget andet end udfald mod Lars Løkke Rasmussen med anklager om løftebrud og det, der er værre.

Sådan som det skete under den såkaldte blå 1. maj. Muligheden for at sætte en ny fælles blå politisk dagsorden er foreløbig forpasset.

Tænk, hvis Venstre og Konservative havde haft i det mindste omridset af et blåt regeringsprojekt, der kunne lokke Løkke og en forståelse om det med de andre blå partier – især Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt – at det var værd at prøve af. Spillet om en regering havde været helt anderledes.

Foreløbig synes enhver ambition om den slags allerede at strande på Messerschmidts forsagelse af Løkke og alt hans væsen, som var Moderaternes partistifter Djævelen selv.

Ånd forduftet

Ånden fra den såkaldte Blå Samling mellem De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne fra september sidste år er forduftet.

Med lidt god vilje prøver kun Liberal Alliances Alex Vanopslagh at holde sammen på stumperne, men han synes at være mere eller mindre alene om det. Som trampolin til et regeringsfællesskab løfter det ikke mere nogen.

Selvfølgelig er det meget forlangt, at Venstre skal omfavne forslag, de sidste år ikke var med til at udarbejde, men også den konservative formand Mona Juul synes nu at tænke anderledes end at satse på et samarbejde med Morten Messerschmidt.

Det er snarere VK-aksen, der er genopstået, selv om bærekraften i mandatmæssig styrke er langt fra fordums tider.

Der skal to til tango og det skal med, at Dansk Folkepartis formand også i højere grad kører sit eget løb.

Et godt valgresultat og stigende meningsmålinger også i ugerne efter øger utvivlsomt Morten Messerschmidts appetit på at gå selv i et forsøg på at stemmemaksimere frem for at indgå politiske kompromisser i en blå opposition, der alligevel er langt fra magten.

Mest realistisk

En fireparti-regering med Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne med Mette Frederiksen som statsminister synes stadig at være den mest realistiske udgang, selv om Enhedslisten næppe vil støtte den økonomiske politik, som Lars Løkke kræver.

Men mon ikke, Pelle Dragsted og Co. i den sidste ende vil lade være med at spænde ben med henvisning til de grønne indrømmelser, de har fået i forhandlingerne.

I så fald bliver Mette Frederiksen, Lars Løkke og de andre nødt til at søge flertal for deres økonomiske politik hos Venstre og Konservative. Troels Lund og Mona Juul står derefter ved en korsvej.

Enten at søge indflydelse eller med korslagte arme at satse på at gå til valg med den øvrige blå opposition. Måske var det endda et dilemma, som Løkkes møde med de to drejede sig om.

Det havde været ulig lettere at lade Mette Frederiksens regering lide en politisk død, hvis der allerede nu havde været blå samling – eller i det mindste blæst til den. Men det indebærer naturligvis samtidig risikoen for at udstille, at den ikke er der.

Lige nu ligner det, at det er der, vi er.

Hvad mener du?

Er du enig med Peter Lautrup-Larsen i, at mulighederne for samling i blå blok – og en blå regeringen – er forduftet. Og at det sandsynligvis bliver en regering med SF, De Radikale og Moderaterne med Mette Frederiksen som statsminister.

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 8. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. maj 2026 kl. 19:53