Peter Lautrup-Larsen: De store slagsmål venter stadig

Den nye firkløverregering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale var 69 dage undervejs. Alligevel har vi kun set første halvleg. Forude venter store politiske slagsmål, hvor den som mindretalsregering fra sag til sag må søge flertal for de mange forslag i dens 77 siders lange grundlag for de kommende års politik.

En del af regeringsgrundlaget vil stadig kunne vedtages med Enhedslisten og Alternativet. De to partier vil naturligvis støtte de forslag, partierne selv har fået med i grundlaget som indrømmelser for overhovedet at acceptere, at de fire partier kunne danne regering og Mette Frederiksen præsentere sit ministerhold på Amalienborg. 

Der bliver taget hul på den gratis tandpleje til alle, der er tænkt fuldt gennemført om ti år. Unge under 22 år kan glæde sig til gratis kollektiv transport og momsen bliver halveret på fødevarer og helt afskaffet på frugt og grønt, når det er administrativt muligt.

Folkepensionen for dem med mindst på kontoen bliver hævet, Arne-pensionen forbedret og ældre, der vil blive længere på arbejdsmarkedet, skal nok blive belønnet. Det er der også umiddelbart flertal for.

Lars Løkke Rasmussen forventer givet også, at i hvert fald Venstre og De Konservative vil stemme for de skattelettelser, han har ophavsretten til i regeringsgrundlaget. Mellemskatten og toptopskatten er snart fortid. Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh truer ganske vist med det et nej, fordi lettelserne finansieres af at fastfryse en række skattesatser, men det er nok mest et spørgsmål om forhandling.

Firkløverregeringen kan således springe fra tue til tue i et parlamentarisk spil uden populært sagt at falde i vandet. Og dog. Der er et stort MEN.

Regeringsgrundlag bygger på sandbund

Den nye regering har kun skaffet nogle af de milliarder, som de nye forslag koster. Afgiften på chokolade og kaffe forsvinder alligevel ikke – den halvanden milliard, der tidligere var afsat til det, kan så bruges på noget andet – og finanspolitikken lempes. Det giver på den led flere penge i statskassen.

Og som altid håber regeringen på at øge det såkaldte råderum med ekstra milliarder, når danskerne arbejder længere.

MEN – og her kommer det – resten afventer forhandlinger med de partier, der stemmer for de enkelte forslag. Én sætning går således igen og igen i det nye regeringsgrundlag: ”Regeringen vil løbende anvise finansiering til de beskrevne initiativer”.

Sagt på en anden og mere forståelig måde: Forslagene bliver kun gennemført, hvis et flertal kan finde pengene. Det har regeringen altså ikke gjort endnu. Hverken i de interne forhandlinger mellem de fire regeringspartier eller med Enhedslisten.

Hvis det havde været nemt, var det naturligvis blevet en del af regeringsgrundlaget. Nu er det i stedet udskudt som en slags ”den tid, den sorg”. Det vigtigste var at komme så langt at kunne danne regeringen. Resten må komme senere.

Regeringsgrundlaget bygger derfor på sandbund. Det er langt fra sikkert, at betalingen af regningen bliver lige så populært, som det pengene skal bruges på. Og flertal for de gode forslag ender derfor nemt med at smuldre, når vi kommer til det sure – at finde pengene, før de kan bruges.

Kun håbe på V og K

Hvis Enhedslisten falder fra i kommende forhandlinger, kan firkløverregeringen kun håbe på, at Venstre og De Konservative vil træde til. Det er naturligvis op til dem.

Formentlig vil de samarbejde en tid – også for at vise, at de selv er regeringsduelige partier og Venstre-formand Troels Lund Poulsen en potentiel ansvarlig statsminister. Men Mette Frederiksen og Co. kan ikke være sikre på det. På et tidspunkt vil den blå opposition lægge armene over kors uden at ville andet end at prøve at få udløst et folketingsvalg, hvis regeringen kører fast.

Mette Frederiksen har tidligere fremhævet Anker Jørgensen som et politisk forbillede. Det var ham, som var socialdemokratisk statsminister i spidsen af de fleste regeringer tilbage i 1970’erne, der var så svage, at vi havde valg hvert andet år.

Men hun håber nu nok næppe som ham at måtte spørge vælgerne igen og igen. Håb er blot ikke en strategi. Risikoen er åbenbar for, at hendes nye regering ikke holder valgperioden ud de næste fire år.

Først publiceret: tirsdag 9. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 15. juni 2026 kl. 11:20