Regeringen vil med forhøjelsen af ældrechecken med 5.000 skattefrie kroner hjælpe de pensionister, der har allermindst at leve for.

Regeringen vil give 5.000 kroner skattefrit til de fattigste pensionister

Pengene skal være en ekstra håndsrækning til de 300.000 folkepensionister, der modtager ældrecheck. Faglige Seniorer: Det falder på et tørt sted.

Senest opdateret: torsdag 22. september 2022

En ekstra ældrecheck på 5.000 skattefrie kroner i år.

Det er regeringens forslag til at hjælpe de fattigste pensionister, som er presset økonomisk på grund af høj inflation, der betyder dyrere fødevarer, og stigende priser på el og gas.

“Vi vil helt konkret i år på grund af inflationen give 5.000 kr. ekstra til de folkepensionister, der allerede modtager ældrecheck, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR.

6 om ældrecheck

  1. Ældrechecken er på op til 18.600 kroner (2022)
  2. Næsten alle, der får checken, får det fulde beløb.
  3. Checken hedder også ”supplerende pensionsydelse”.
  4. Man kan ikke søge den.
  5. Hvis man har ret til den, får man den automatisk én gang om året, i januar måned.
  6. Første gang skal man oplyse din formue

Læs mere om ældrechecken i Seniorhåndbogen HER

Checken skal være skattefri og vil komme som et engangsbeløb til de omkring 300.000 pensionister, der i forvejen modtager ældrecheck. Det vil sige pensionister, som har meget lille indtægt og formue ved siden af folkepensionen.

Vil koste over en milliard kroner

Den ekstra ældrecheck vil koste statskassen omkring 1,1 mia. kr. Det er et engangsbeløb, og derfor vil regeringen hente pengene i statskassen, selv om det kan betyde et højere underskud på statsfinanserne i år.

“Fordi vi er i en ekstraordinær situation, så er det også ansvarligt at have en underskudsfinansiering af nogle ekstraordinære indsatser,” siger Mette Frederiksen.

“Vi ved godt, at de stigende priser gør ondt. Især på nogle af vores pensionister.”

Udbetales før varmechecken

Hvis det lykkes regeringen at lande en hurtig politisk aftale, håber Mette Frederiksen, at checken skal udbetales før varmechecken, der forventes at blive udbetalt til august eller september.

“Jeg tør ikke love noget, men hvis vi kan få lavet en hurtig aftale og få lovgivet, så er forhåbningen, at pengene kan udbetales før varmechecken, og det vil være rigtig godt for de pensionister, der allerede nu kan sidde og kigge på deres økonomi og kan se, at det er svært at få det hele til at gå op,” siger Mette Frederiksen.

Behovet størst hos pensionisterne

Statsministeren erkender, at det kan være økonomisk risikabelt at sende flere penge ud til danskerne, netop når inflationen er høj.

“Det er ikke en ansvarlig økonomisk politik at pumpe en masse penge ud i samfundet, når der er inflation, fordi vi faktisk kan risikere at gøre det endnu værre, og få priserne til at stige endnu mere. Men det skal ikke hindre os i at hjælpe nogen målrettet, der hvor behovet er størst. Og det mener vi, det er hos landets pensionister,” siger statsministeren ifølge DR.

Forslag fra Faglige Seniorer

Hos Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med over 250.000 medlemmer er direktør Palle Smed godt tilfreds med regeringens udspil og siger, at “pengene vil falde på et tørt sted”.

”Regeringens forslag ligger helt i tråd med tankegangen i Faglige Seniorer. Vi har selv foreslået en ekstraordinær forhøjelse af ældrechecken, som en særlig hjælp til de dårligst stillede pensionister. Det er vores grundsynspunkt, at vi først og fremmest skal hjælpe de pensionister, der har allermindst at leve for,” siger Palle Smed.

Mere i folkepension til alle

Flere pensionister har på Faglige Seniorers Facebook-side slået til lyd for, at der bør gives hjælp alle pensionister ved at forhøje folkepensionen.

Men det afviser Palle Smed som gangbar politik.

”Problemet med en generel forhøjelse af folkepensionen er, at det enten er vanvittig dyrt for samfundet eller at hjælpen bliver smurt meget tyndt ud. Hvis der skulle uddeles 500 kroner om måneden til alle, både den pensionerede direktør og den pensionerede arbejdsmand, så vil det koste samfundet 6 milliarder kroner. Det er mere end dobbelt så meget som Arne-pensionen koster hvert eneste år. Bare for at sætte beløbet ind i en større sammenhæng,” siger han.

Penge til førtidspensionister

Ikke kun folkepensionister kan se frem til hjælp med en ekstra ældrecheck. Også førtidspensionister skal have et engangsbeløb, men her vil Mette Frederiksen ikke sætte et konkret beløb på.

Hun lægger dog op til, at det skal være mindre end 5.000 kroner, skriver Ritzau.

Forhandlinger de næste dage

Allerede i løbet af de næste dage vil regeringen invitere Folketingets partier til forhandlinger, som statsministeren håber munder ud i en hurtig og bred aftale, og “partierne må bringe forslagene ind, og så må vi se, om vi kan lave en aftale. Det gælder også på skatte- og afgiftsområdet”, siger Mette Frederiksen til Avisen Danmark.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du om udspillet?

Regeringen vil give 5.000 skattefrie kroner til pensionister, der modtager ældrechecken. Hvad er din holdning til det?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 25. april 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 22. september 2022 kl. 10:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.