Husk at bruge solcreme med mindst faktor 15, når i opholder jer i Danmark - og faktor 30 sydpå.

Rød kræftfare: Hed sommer gav rekord i solskoldninger

Flere end tidligere blev solskoldet under sidste års historisk varme sommer. Det øger risiko for kræft. Seniorer gik ikke fri.

Senest opdateret: tirsdag 13. august 2019

Jo flere solskoldninger du får, jo større er risikoen for modermærkekræft.

Og sidste års historiske varme sommer med rekord mange solskinstimer betød, at flere danskere blev solskoldet.

Flest børn og unge fik solen at mærke på den ubehagelige måde, men seniorerne gik ikke fri, viser en ny opgørelse over danskernes solvaner i sommerferien 2018.

Solskoldet? Det skal du gøre

  • Hold dig væk fra solen indtil rødme, ømhed og afskallet hud er væk.
  • Drik rigelige mængder vand.
  • Køl det solskoldede område med lunkent vand (cirka 25 grader) i en halv til en hel time for at lindre smerter. Vær forsigtig med børn, som kan blive meget afkølede.
  • Smør jævnligt med fugtighedscreme.
  • Hvis du er blevet så forbrændt, at huden er helt mørkerød, anbefaler vi, at du søger læge.
  • Forbrændte børn skal altid til læge.

Det er dernæst vigtigt, at du holder øje med forandringer i din hud på hele kroppen i lang tid efter en forbrænding. Du kan ikke fjerne den skade, huden har fået, men du kan undgå at få flere ved fremover altid at følge solrådene: Skygge, solhat og solcreme.

Kilde: Solkampagnen. Få flere tip om ophold i solen her.

”På trods af at mange danskere kender og også følger solrådene og samtidig ved, at uv-stråling udgør en risiko for udvikling af kræft i huden, er der stadig mange, der bliver solskoldet,” oplyser Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne, der står bag undersøgelsen.

Mens henholdsvis 49 procent og 46 procent blev solskoldet i 2015 og 2016, var det hele 54 procent i 2018.

Læs også: Seniorer segner i solen: Sådan undgår du hedeslag og solstik

Farlige stråler fra solen

Det er solens uv-stråling, der kan være kræftfremkaldende.

Det anslås, at 90 procent af alle tilfælde af kræft i huden skyldes uv-stråling. Det kan være almindelig hudkræft og modermærkekræft.

Jo flere solskoldninger, jo større er risikoen for modermærkekræft, der er den mest alvorlige kræftform.

Hvert år får næsten 17.000 danskere konstateret kræft i huden – heraf 2.300 med modermærkekræft.

Læs også: 6 kolde tricks: Sådan kommer du gennem hedebølgen

Flest yngre bliver skoldet

Det er de yngste danskere, der bliver mest solskoldet.

7 ud 10 mellem 15 og 30 år kunne tage hjem fra en dag i solen med røde hævelser, mens det kun var 4 ud af 10 af seniorerne mellem 65 og 70 år, viser undersøgelsen.

De steder på kroppen, flest bliver solskoldet er ansigtet, nakke, hænder eller fødder samt skuldrene.

Se video om brug af solcreme

App advarer om stråling

Solbeskyttelse er nødvendig, når det såkaldte uv-indeks er over 3.

Til mobilen kan hentes app’en “uv-index”, hvor det er muligt at se uv-tallet for det sted, du opholder dig. Hent app til Android eller iPhone.

Det anbefales at bruge solcreme i rigelige mængder. En regel er, at der til hele kroppen skal bruges en håndfuld creme. Brug mindst faktor 15 i Danmark og faktor 30 sydpå.

Hvad har du oplevet?

Mange har oplevet at blive solskoldet. Og kan måske huske, hvordan de blev forbrændt af solen, da de var børn?

Har du prøvet at blive solskoldet og hvad skete der? Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side.

Sund fornuft i solen

Husk at bruge den sunde fornuft i solen

  1. Skygge: Giv solen en frokostpause mellem klokken 12 og 15.
  2. Solhat: Dæk bar hud til med tøj og anvend solhat, når solen står højest på himmelen.
  3. Solcreme: Brug altid rigeligt med solcreme, hvis du har utildækket hud i solen, og husk, at lige meget, hvor meget du smører på, må du aldrig ligge og stege. Brug solcreme med mindst faktor 15.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

Først publiceret: tirsdag 9. juli 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. august 2019 kl. 09:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.