6 kolde tricks: Sådan kommer du gennem hedebølgen
Det er Sahara-sommer i Danmark, og den usædvanlige hede betyder, at du skal passe ekstra på som senior. Her er 6 supertricks du kan bruge, når temperaturen kommer over 30 grader.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Sommervarmen rammer Danmark med temperaturer over 30 grader.
Hedebølgen får mange på stranden og i badetøjet. Mens andre nyder solen derhjemme på altanen eller i haven.
Og det ser ud til, at det danske vejr fortsætter med glohede temperaturer.
De varme seniorer
- Særligt seniorer er i risiko for dehydrering, når det er ekstremt varmt.
- Årsagen er, at vi med alderen får mindre muskelmasse og dermed falder kroppens væskeindhold.
- Samtidig har mange ældre en svækket tørst. Mange er også i behandling med vanddrivende medicin og er derfor særligt udsatte for at blive dehydreret.
- Ældre kan heller ikke koncentrere urinen ligeså effektivt som yngre og er afhængige af at kunne producere en større urinmængde.
- Især er svækkede og syge ældre i risiko for dehydrering.
(Kilde: netdoktor.dk)
Men varmen er også farlig.
Hvert år dør 200 amerikanere på grund af ekstrem hede. De fleste over 50 år.
Derfor har den amerikanske organisation ”Sund aldring” udgivet seks supertricks til især seniorer, der hjælper med at undgå at sætte helbredet på spil, når vejret går varme-amok med temperaturer på 30 grader og derover.
Du får trickene her:
1. Undgå ophold i solen
Hvis det er muligt, så undgå helt at være ude i solen. Ophold dig kun i solen i de tidlige morgentimer og sent om aftenen ved solnedgang, hvor varmen er behageligere og temperaturen lavere.
2. Opsøg kølige lokaler og bygninger
Har du mulighed for det, så ophold dig i lokaler og bygninger, der har aircondition eller er kølige. Det kan være butikscentre, store kirker, forhaller i kontorbygninger eller i biografer og teatre. Du kan også anskaffe dig en ventilator til hjemmet eller holde vinduer åbne, så der er gennemtræk.
3. Sørg for rigeligt med væske
Drik masser af vand, saftevand eller juice. Undgå for meget sukker. Tilsæt gerne lidt salt. Undgå helt alkohol, te og kaffe, der kan virke dehydrerende. Drik rigeligt – gerne 2-3 liter eller mere om dagen.
Artikel: Når varmen rammer: Hvor meget skal jeg drikke
4. Tag løst og lyst tøj på
Heden betyder at du sveder. Rigtig meget. Sørg derfor at klæde dig i let tøj og lyst tøj. Undgå at tage mørkt tøj på, fordi det absorberer sol og varme. Husk en let hat med skygge, så du undgår sol direkte på hovedet, i ansigtet og i nakken.
5. Undgå solens stråler
Er du ude i solen, så husk en god solcreme – gerne en solblokker eller faktor 30. Men undgå helst helt solen og søg skygge, når det det er allevarmest varmt og solen bager midt på dagen.
Artikel: Ældre er mest i solen: Her er de 3 nemme solråd.
6. Tag et brusebad eller hop i vandet
Det er vigtigt at blive afkølet, når temperaturen er høj. Tag et brusebad, men ikke i for varmt eller for koldt vand. Hop i sø eller hav, hvis du har mulighed for det. Du kan også bruge fugtighedsservietter eller en klud med kold vand, som du kan duppe på kroppen, under armene, i nakken og ansigtet.
Først publiceret: mandag 4. juni 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 13:10