Se billederne: Seniorer i tusindvis slipper sommeren løs på festival
For første gang nogensinde holdt seniorerne deres egen festival. Og det blev en succes med dansk topmusik, forrygende events og over 4.500 glade deltagere.
Senest opdateret: tirsdag 13. august 2019
Der var ryddet og pænt, da den sidste gæst havde forladt festivalområdet ved Højskolen Marielyst på Falster.
Over to dage havde 4.500 seniorer fra hele landet festet og hygget sig med koncerter, events, foredrag og ikke mindst: I godt samvær hinanden.
Danmarks første seniorfestival er overstået. Og det var en succes.
Publikum strømmede til, langt mere jeg havde turdet håbe på.
Christian Schou, initiativtager
”Alt gik fantastisk. Publikum strømmede til, langt mere jeg havde turdet håbe på. 2.500 om onsdagen og 2.000 om torsdagen. Alle var glade. Og i modsætning til festivaler med yngre publikum svinede de ikke, men ryddede op efter sig,” fortæller Christian Schou, forstander for Højskolen Marielyst.
Det er højskolen, der sammen med de to ældreorganisationer Faglige Seniorer og Danske Seniorer, der står bag festivalen.
Læs også: Vil du med på seniorfestival? Der er også en billet til dig
Musik, talks og måske en gentagelse
Festivalen fandt sted onsdag 24. juli og torsdag 25. juli i det bedste danske sommervejr med koncerter med blandt gamle topnavne Billy Cross, Niels Skousen, Dario Campeotto, Anne Dorte Michelsen og Stig Rossen og Vennerne.
De mange festivaldeltagere kunne også opleve talks og foredrag om alt fra romantik og erotik i den 3. alder til personlige livsberetninger af kendte seniorer og debatter om blandt andet bofællesskaber for seniorer.
Og så var der god mad, nye indtryk og inspiration til seniorlivet fra de mange boder på festivalen.
”Der er bestemt langt op til en gentagelse. Nu skal vi have gjort kassen op og se, om det, som målsætningen var, balancerede eller om der er slået hul i højskolens kasse. 28. august træffer højskolens bestyrelse beslutning om vi skal gøre det igen,” siger Christian Schou.
God snak med Faglige Seniorer
Faglige Seniorer var også til stede med 18 frivillige og en bod, hvor festivaldeltagere kunne høre mere om blandt andet Seniorhåndbogen, tegne et gratis abonnement på nyhedsbrevet og deltage i en konkurrence om et kroophold.
”Vi fik rigtig mange gode snakker og gjort folk opmærksom på, hvem vi var og fik forklaret deres medlemsforhold af Faglige Seniorer,” siger Ingelise Jensen fra Faglige Seniorer i Faxe, der var med i boden.
Hvad siger du? Skal der holdes Seniorfestival næste år?
Hvad mener du? Skal der holdes en seniorfestival igen næste år? Kom med din mening – deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.
Se billeder fra festivalen
Allerede fra morgenstunden var der kø for at komme ind på festivalen, da den åbnede onsdag.
Der var også debat og talks. Som her, hvor Faglige Seniorer har lagt op til diskussion om “frivilligt arbejde”.
Paneldiskussioner og foredrag trak et stort publikum.
(Foto: Højskolen Marielyst og Carsten Elert)
Først publiceret: mandag 29. juli 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. august 2019 kl. 09:52