Overdreven solbadning kan give hudkræft og den meget farlige modermærkekræft. Du bør tjekke din hud for forandringer hver tredje måned.

Så farlig er sommerens sol: Tjek dig selv for hudkræft

21.000 danskere får hvert år konstateret hudkræft. Risikoen er størst, hvis man har været udsat for stærk sol. Video: Se hvordan du tjekker dig selv for kræft i huden.

Senest opdateret: tirsdag 13. juni 2023

Sommerens sol er skøn. Men den er også en farlig.

Hvert år får 19.000 danskere konstateret hudkræft (2021). Der svarer til alle indbyggere i Nyborg.

Over 2.500 får diagnosen med den særligt dødelige modermærkekræft (2021).

Årsagen til langt de fleste tilfælde af kræft i huden vurderes at skyldes solen UV-stråler. Faktisk hele 9 ud af 10 tilfælde.

Især ældre får hudkræft

Er du blevet solskoldet, er der en særlig risiko for at udvikle kræft – og især den farlige modermærkekræft, advarer Kræftens Bekæmpelse.

Og risikoen stiger især, hvis du som barn og ung har været udsat for meget sollys.

”Almindelig hudkræft skyldes i langt overvejende grad, at huden udsættes for ultraviolette stråler fra sollys. Sygdommen opstår derfor især på de områder af kroppen, som udsættes for sol – som for eksempel hænder og ansigt,” oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Det er især ældre, som har været udsat for store mængder sollys livet igennem, der får hudkræft.

Modermærkekræft skyldes oftest overdreven soldyrkning og svære solskoldninger – især i barndommen og i ungdommen.

Tjek dig selv – og gå til læge i tide

Forandringer i huden kan opdages i tide, hvis man regelmæssigt tjekker sin hud. Hudlæger anbefaler, at det sker hver tredje måned.

Hvis man opdager forandringer og mistænkelige modermærker, bør man søge læge.

Undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden viser, at ældre er lidt mere flittige end danskerne generelt til at tjekke huden for forandringer.

Blandt de 60-70-årige er det faktisk 43 procent, der hver tredje måned får undersøgt sin hud – enten selv eller hos en læge. Mens det kun gælder for 27 procent af de 15-19 årige.

Se video om, hvordan du tjekker din hud fra skincancer.dk

Sådan undersøger du dig selv

Sådan anbefaler Kræftens Bekæmpelse at du tjekker du din hud:

  • Vælg gerne et fast tidspunkt at undersøge dig selv. Sørg for godt lys og gennemgå hele kroppen. Du kan bruge to spejle til at se ryggen og bagsiden af benene – et spejl i hånden og et på væggen.
  • Du kan også få en anden til at hjælpe dig. Husk huden på hoved, hals og ører, hvor huden som regel er mest udsat for sol.

Undersøg huden for sår, der ikke vil hele og modermærker, der ændrer størrelse, form eller farve. Vær særligt opmærksom på modermærker med:

  • Et asymmetrisk udseende
  • Ujævne kanter
  • Mange farvenuancer
  • Størrelse over 6 mm svarende til enden af en blyant

Du kan se mere om, hvordan du tester dig selv på hjemmesiden “Tjek din hud”.

 

Hudkræft? Se hvornår du skal gå til lægen

Kræftens Bekæmpelse anbefaler: Gå til lægen!

  • Hvis du har et sår, der ikke heler i løbet af 2-3 uger.
  • Hvis et modermærke ændrer størrelse, form eller farve.
  • Hvis et modermærke danner skorpe eller bløder.
  • Hvis du får et nyt modermærke som voksen.
  • Der vil ofte være tale om helt godartede forandringer i huden, men lad for en sikkerheds skyld din læge se på det.

Læs mere om modemærkekræft eller hudkræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

 

Først publiceret: onsdag 7. august 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. juni 2023 kl. 14:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.