Babyboomere søger oftere job: Men forgæves
Seniorer har sjældnere bid, når de sender en jobansøgning. Det selv om de oftere søger job end yngre danskere.
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Det er ikke noget hit hos arbejdsgiverne, at jobansøgere har en dåbsattest fra dengang Elvis Presley toppede hitlisterne tilbage slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne.
For selv om generationen af de såkaldte babyboomere er myreflittige med ansøgningerne, så har de sværere ved at få et job end yngre danskere.
Det er tydeligt, at seniorerne er mere interesseret i arbejdsmarkedet end omvendt.
Ejner K. Holst, næstformand i FH
Det viser en ny undersøgelse, som Fagbevægelsens Hovedorganisation FH har fået lavet.
Læs også. Ældre rasler ud af dagpengesystemet: Risikerer at måtte sælge huset
Regeringens seniortænketank
Regeringens Seniortænketank der blev nedsat af den tidligere regering i foråret - kommer på et pressemøde torsdag kl. 9.00 med deres anbefalinger til at sikre, at flere ældre lønmodtagere bliver længere på arbejdsmarkedet.
Seniortænketankens formand er Harald Børsting, tidligere formand for LO.
”Vi ser frem til at høre Seniortænketankens bud på, hvordan flere ældre kan blive længere på arbejdsmarkedet. Forudsætningen for at have et langt arbejdsliv er, at man har haft et godt arbejdsliv, så man også fortsat kan arbejde. Derfor håber vi, at tænketankens anbefalinger i høj grad sætter fokus på arbejdsmiljø, fleksibilitet og rummelighed,” siger Ejner K. Holst, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Ledige seniorer: Det er svært
Syv ud ti arbejdsløse seniorer – folk i alderen 55-64 år – oplyser i undersøgelsen, at de hver måned søger i gennemsnit otte job.
Over 80 procent af dem svarer, at det alligevel er svært at få et job.
Hos ledige under 50 år er det kun halvdelen, der sender otte jobansøgninger om måneden.
Kun 64 procent svarer, at det er svært at finde job.
“Det er tydeligt, at seniorerne er mere interesseret i arbejdsmarkedet end omvendt”, konstaterer Ejner K. Holst, næstformand i FH.
Det klinger hult
Ejner K. Holst finder det sørgeligt, at seniorerne har så ringe chancer hos arbejdsgiverne.
”Det er hult, når vi taler om stigende pensionsalder, flere gode år på arbejdsmarkedet og mangel på arbejdskraft, at man ikke bruger den kæmpe arbejdskraftreserve, som seniorerne er”, fastslår han.
Kaster gråt guld på gaden
Der er behov for en kulturændring, så en ansøgning om nyt job fra en ældre arbejdsløs bliver nærlæst i samme grad som en yngre ansøgers, mener Ejner K. Holst.
“Det er mig en gåde, hvorfor arbejdsgiverne ikke kan se, at seniorerne har masser af erfaring og stabilitet. Det er en fortærsket kliche at sige, at virksomhederne kaster gråt guld på gaden, men ikke desto mindre skal det gentages igen og igen, indtil seniorerne er lige så eftertragtet arbejdskraft som alle andre aldersgrupper”, siger han.
Under 40 procent tilbage i job
Tal fra jobindsats.dk bekræfter, at det er markant sværere for ældre end for yngre arbejdsløse at få nyt job.
Knap seks ud af ti ledige mellem 40 og 49 år kom sidste år i beskæftigelse igen et år efter, at de var meldt arbejdsløse.
For ledige over 60 år var det ikke en gang fire ud af ti.
Har du oplevet at blive diskrimineret?
Hvad mener du?
Har du også oplevet, at arbejdsgivere har foretrukket at ansætte yngre medarbejdere i stet for dig? Dine oplevelser og mening er velkommne. Skriv og deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.
https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/2543705122344417?__xts__[0]=68.ARBFqLbFhh0DdszV8Y9Ts4xNVqovjowuAQeEUPYx7XkCN2who-TEImDl-V9zGsrw_eV6XN5gXQaNSysD01xt4MmCvpfITAcF-ddrT253vp8WxDFn8BZMpieWJfKBeS17LooayBqdQlPtPYolcodMuWBV9lelDgB8-jKKmR0Ue6HvnT0okq4CMlHE3gxd8iOO6YT5zTwZZtZiq97nDrQbNfSyOresPyeegxSMeHkuT_92R0KzFKS1M2RqXAfMjYje-tCtIXoxJLu_tkrkrL9BcdXI5FC_1MZU5i9bLsp4wT9eMEBqbEB2iN-j-nAc2xlAyLxEMsaJYoSmDnvWV3Zuxo7FBA&__tn__=-R
Først publiceret: tirsdag 19. november 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 15:44