Corona-epidemien får nu også betydning for ceremonierne i forbindelse med begravelser.

Sådan begraver du din kære under corona-krisen

Nye corona-regler betyder, at færre kan deltage i begravelser og måske skal du følge i ceremonien på live-streaming.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Højst 10 danskere må være forsamlet for at forhindre smitten med coronavirus.

Det gælder også for konfirmationer, vielser og dåb, som de fleste steder er blevet udskudt.

Men hvad med begravelser og bisættelser?

De kan ikke udskydes på samme måde, men hvad hvis der deltager mere end 10. Er det tilladt?

Begravelsesloven siger, man skal begraves eller kremeres indenfor otte dage. Nu har man sagt 14 dage som mere eller mindre fast procedure

Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd

I en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet står der, at begravelser og bisættelser må have flere deltagende end ti personer, hvis man overholder et krav om, at der højst må være én person for hver 4 kvadratmeter gulvareal i kirkens skib.

Sådan sikrer kirken mod smitte

Når der gennemføres begravelser og bisættelser i folkekirken skal der samtidig være opsat informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen om, at personer, der har symptomer på Corinavirussygdom, bør isolere sig i hjemmet, og om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Kirken skal sikre, at medarbejdere overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Der skal der så vidt muligt være vand og sæbe eller håndsprit tilgængeligt ved kirken.

Tiltagene håndhæves af politiet og gælder foreløbigt frem til den 30. marts 2020

Kilde: Kirkeministeriet

”Det betyder, at der maksimalt må være adgang for 50 personer, hvis kirkens skib har et areal på 200 kvm. Der skal samtidig tages højde for kirkens indretning, således at der kan holdes afstand,” står der i pressemeddelelsen fra Kirkeministeriet.

LÆS OGSÅ: 7 ting du skal huske til den sidste rejse

Begravelser kan live-streames

Flere steder i landet – blandt andet i Skive kommune – har stiftets provster og biskop aftalt at give tilladelse til, at der kan livestreames fra begravelser og bisættelser for at sikre, at flere kan deltage i afskeden.

”Det er præsten, der tager stilling til, om det kan lade sig gøre, og vi vil fra provstiet og stiftet gerne hjælpe med at vejlede og komme med assistance i de tekniske løsninger og beder om forståelse for, at der kan være tekniske udfordringer, for teologer er ikke uddannet som fotografer,” siger provst i Skive Betty Grønne Ahrenfeldt til Skive Folkeblad.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der egentlig med min Facebook-profil, når jeg dør

Præst: Det kan stadig lade sig gøre

Sognepræst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus Flemming Baatz Kristensen tror dog, at det stadig kan lade sig gøre at holde de fleste begravelser uden store ændringer.

”Det er relativt sjældent, at vi har store forsamlinger over 100 til begravelser. I de tilfælde kunne man overveje at streame begravelsen, så pårørende kan følge med hjemmefra. Vi må som kirke forsøge at finde vores ben at stå på og tænke kreativt i denne særlige situation,” siger han til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Ønsker du din aske spredt på havet? Husk 1 vigtig ting

Dødsannonce: Kun for inviterede

I en ny vejledning skiver landets biskopper, at pårørende skal skrive tydeligt i dødsannoncer, at kun inviterede deltagere kan være sikre på at få adgang til kirkerummet i forbindelse med begravelsen eller bisættelsen.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Undgå økonomiske problemer, hvos du mister din ægtefælle

Kremering nu og højtidelighed senere

Hvis man gerne vil holde en større højtidelighed på et tidspunkt, opfordrer Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd til, at man overvejer at droppe kistebegravelsen.

»Vi har anbefalet bedemændene at sige til pårørende, om man kan kremere den afdøde, og så holder man en højtidelighed på et senere tidspunkt over den urne, der så er,« siger han til Politiken.

Så har man mulighed for at få en ceremoni med jordpåkastelse. Biskopperne har nemlig undtagelsesvist åbnet for, at præster under epidemien laver jordpåkastelse efter kremering, hvor det normalt kun gøres på kister inden begravelse eller kremering.

»Så får man den umiddelbare afsked nu, men man kan få holdt den højtidelighed, som både pårørende og måske også afdøde har ønsket sig«, siger Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd.

Begravelse kan ikke udsættes

Det er ikke muligt, at vente med at begrave afdøde i kisten, når coroankrisen er overstået.

»Begravelsesloven siger, man skal begraves eller kremeres indenfor otte dage. Nu har man sagt 14 dage som mere eller mindre fast procedure. Men der er ingen, der ved, om det her varer 14 dage, tre uger eller en måned, så hvor lang tid skal de så ligge? Vi får et kapacitetsproblem, hvis vi ikke sørger for at få de afdøde væk«, siger Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd til Politiken.

Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona

Gør som 87.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet.

Tilmeld nyhedsbrevet her

Først publiceret: torsdag 19. marts 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:30