Seniorer vil sætte gang i Danmark med ekstra ældrecheck
Tusindvis af nye boliger til ældre og en ekstra ældrecheck til september er nogle af midlerne til at kickstarte økonomien. Faglige Seniorer vil have fokus på ældreområdet, når politikerne skal sætte gang i Danmark.
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Faglige Seniorer foreslår, at folkepensionisterne til september får en ekstra ældrecheck. Dermed kan de ældre bidrage til at kickstarte økonomien, når Danmark skal i gang efter corona-krisen.
Godt for de ældre og godt for økonomien.
Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer
”Mange pensionister har et meget begrænset økonomisk råderum. Derfor foreslår Faglige Seniorer, at der udbetales en ekstraordinær ældrecheck på 50 procent af det beløb, den enkelte var stillet i udsigt i 2020. I gennemsnit betyder det en ekstra ældrecheck på 7.500 kroner, som hurtigt vil få ben af gå på. Godt for de ældre og godt for økonomien,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer med 230.000 medlemmer.
Forslaget vil ifølge Faglige Seniorer koste knap 2 milliarder kroner. Beløbet er skattepligtigt, så nettoudgiften for staten vil beløbe sig til 1,2 milliarder kroner.
Omkring 260.000 pensionister modtager ældrecheck, fordi den likvide formue er under 89.900 kroner og den personlige tillægsprocent er over nul.
Politikere: Få fokus på seniorer
En ekstra ældrecheck er et af i alt syv forslag til at få samfundsøkonomien op i gear, som Danmarks næststørste ældreorganisation nu spiller ud med.
Faglige Seniorers forslag til syv initiativer
Faglige Seniorers udspil "Syv forslag til at få samfundsøkonomien op i gear" indeholder følgende initiativer:
- Udbetal en ekstra ældrecheck i september 2020.
- Fradrag for at gøre egen bolig mere ældrevenlig.
- Ældre medborgere skal have hjælp til service i hjemmet.
- Byg eller renover 10.000 almene ældreboliger over 2-3 år.
- Byg 5.000 nye plejeboliger/plejehjemspladser.
- Flere investeringer i ny velfærdsteknologi.
- Renovering af plejecentre og ældreinvesteringer i offentlige anlæg.
”Danmark har brug for en kickstart, og når vi taler om økonomisk genopretning kan vi lige så godt kaste blikket på nogle af de store udfordringer, vi som samfund stod overfor før krisen. Det er blandt andet, at vi bliver flere ældre. Derfor opfordrer Faglige Seniorer til, at regeringen og Folketingets partier investerer i ældreområdet, når genopretningen af Danmark sættes i gang,” siger Palle Smed.
Massive investeringer i ældres boliger
Organisationen peger i udspillet på, at der er behov for massive investeringer i flere ældreegnede boliger og plejeboliger.
Konkret foreslår Faglige Seniorer, at de almene boligselskaber får til opgave at bygge 10.000 ældreboliger og 5.000 ekstra plejebolig-pladser over de næste 2-3 år.
”Regeringen har tilkendegivet, at den vil foreslå en velfærdslov, som skal sikre ressourcer til ældreområdet i takt med at der bliver flere ældre. Det er vigtigt at indtænke det perspektiv i den økonomiske genopretning ved at investere i flere ældreegnede boliger og plejeboliger,” siger Palle Smed.
Blandt forslagene er også en udvidelse af håndværker-fradraget, så boligejere kan få fradrag for at gøre boligen mere ældreegnet.
Samtidig foreslår Faglige Seniorer et skattefrit tilskud, som kan bruges til at købe servicefunktioner eller mindre renoveringsopgaver i boligen. Beløbet sættes til 10.000 krone om året i en foreløbig 3-årig periode.
Vil skabe 5.000 job
Den samlede ældrepolitiske pakke – som Faglige Seniorer spiller ud med om led i en samlet genopretningsplan for dansk økonomi – beløber sig over perioden 2020-2022 til lige knap 5 milliarder kroner.
Dertil kommer yderligere anlægsinvesteringer på 2-3 milliarder kroner årligt.
Faglige Seniorer forventer, at opgaverne vil give arbejde til op imod 5.000 personer årligt i de kommende tre år, hvor mange ellers måtte blive i ledighed.
LÆS OGSÅ: Milliarder at spare på at renovere boliger til ældre
Skal folkepensionister have en ekstra ældrecheck?
Hvad er din holdning?
Hvad er din holdning til forslaget om en ekstra ældrecheck? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER
Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona
Gør som over 200.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to
Først publiceret: mandag 4. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:49