Kun få er gået fra job til seniorpension
Langt de fleste på seniorpension kommer fra sygedagpenge og andre overførselsindkomster, viser nye tal. Kun 50 i job har fået seniorpension
Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020
Det er især danskere på sygedagpenge og andre overførselsindkomster, der får bevilget førtidspension.
Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Der er brug for en tilbagetrækningsmulighed for den store gruppe af nedslidte, der er i job.
Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer
Ved udgangen af maj havde 1759 mennesker fået tildelt seniorpension. Af dem kom kun 2,8 procent – 50 personer fra job.
”At kun 2,8 procent går fra job til seniorpension viser samtidig med al tydelighed, at ordningen på ingen måder kan stå alene, og at der er behov for en ret til tidlig pension for alle dem, der er kommet tidligt ind på arbejdsmarkedet og haft mange år med for eksempel hårdt fysisk arbejde. Det er ikke retfærdigt, at man skal være slidt ned til sokkeholderne, for at man kan trække sig tilbage.” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Faglige Seniorer: Værdig tilbagetrækning
Opgørelsen får også panderynkerne frem hos fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer.
”Der er brug for en tilbagetrækningsmulighed for den store gruppe af nedslidte, der er i job, så de har mulighed for at forlade arbejdsmarkedet inden de havner på sygedagpenge eller andre overførselsindkomster. Det handler om en værdig tilbagetrækning,” siger direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
96 procent af dem, der søger førtidspension, kommer på ordningen fra offentlige ydelser.
For eksempel kommer hver tredje fra sygedagpenge, 17 procent fra fleksjob og 15 procent fra jobafklaringsforløb, viser opgørelsen fra Beskæftigelsesministeriet.
Regeringen fremlægger inden længe et udspil til en ret til tidlig pension.
Se notat om seniorpension fra Beskæftigelsesministeriet
Først publiceret: onsdag 5. august 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:38