Put stofmundbind i vaskemaskinen på 60 grader, og så skulle du være på den sikre side. Men der er også andre (lidt hurtigere) muligheder til dem, der ikke har mulighed for at vaske jævnligt.

Sådan rengør du bedst dit stofmundbind – og dette skal du være opmærksom på

Sundhedsstyrelsen anbefaling på 60 grader i vaskemaskinen er den bedste metode, men der findes alternativer.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Sundhedsstyrelsen har de seneste uger opdateret deres holdning til brugen af mundbind.

Fra 22. august er det således et krav at bære mundbind i den offentlige trafik i hele landet.

Samtidig har styrelsen nu åbnet for brugen af stofmundbind, der “bedre end intet mundbind”, som direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, siger det. 

Kirurgiske engangsmundbind er mest effektive til undgå smitte, men stofmundbind har den fordel, at de kan genbruges, hvis man altså rengør og desinficerer dem ordentligt.

I artiklen her giver vi – med udgangspunkt i konkret forskning – en lille guide til, hvordan du rengør stofmundbind.

Styrelsen anbefaler: Vask på 60 grader

Sundhedsstyrelsen giver følgende vejledning til god hygiejne og rengøring af stofmundbind:

  • Stofmundbind skal skiftes, når de er snavsede eller fugtige. Vask mundbindet en gang om dagen ved 60 grader.
  • Hav flere at skifte med, også når du er på farten.
  • Læg det tørre, nyvaskede mundbind i en lukket pose, når du skal medbringe dem, for eksempel i tasken.
  • Når du er færdig med at bruge et stofmundbind, så smid det direkte til vask, eller læg det i en lukket pose, indtil det skal vaskes. Brug det ikke igen, før det har været vasket.
  • Mundbind er personlige. Del ikke med andre.

Det er alle gode anbefalinger, siger Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi ved Københavns Universitet  og overlæge på Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

Han understreger samtidigt, at det er vigtigt, at man ikke vasker på mere end 60 grader.

»Der er nogle ting, man skal være opmærksom på, hvis man vil vaske dem. Et hollandsk studie har vist, at hvis man vasker dem på 80 grader, så ændrer pasformen sig. Derfor skal man holde sig til 60 grader,« siger overlægen.

Han tilføjer dog, at der findes gennemprøvede alternativer til at kaste stofmundbindet i vaskemaskinen, hvis man eksempelvis ikke har én ved hånden, ikke har råd til at tage ned på vaskeriet hver dag eller simpelthen ikke har tid til at vaske hver dag.

Håndvask og klor er en hurtigere løsning

Niels Høiby peger på, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for eksempel har en fin alternativ rengørings-anbefaling.

WHO, der jo henvender sig til hele verdens befolkning, har også en anbefaling til, hvordan man kan rengøre sit stofmundbind i hånden, hvis man ikke har adgang til en vaskemaskine.

Anbefalingen lyder således:

  • Vask først masken med sæbe eller vaskemiddel, som du ville gøre, hvis du vaskede noget i hånden.
  • Kog derefter masken (i en gryde for eksempel) i 1 minut.
  • ELLER læg masken i blød i en blanding af vand og 0,1 procent klor i 1 minut, og rens derefter masken i lunkent vand, så der ikke er spor af klor tilbage.

Damprens i ovnen eller mikroovn er et godt alternativ

Har du en varmluftsovn eller mikrobølgeovn, så kan du faktisk også relativt let desinficere dit stofmundbind gennem en form for vanddamp, fortæller Niels Høiby.

»Du kan lægge dit mundbind på en rist i en varmluftsovn på 65 grader i 20 minutter. Så koger man 1 liter vand og putter vandet ned i bunden af ovnen (i en gryde eller bradepande, red.). Når den fugtige varme cirkulerer, vil vanddampen rense mundbindet,« forklarer han.

Samme koncept gør sig gældende i en mikrobølgeovn:

»Man lægger mundbindet i en mikrobølgeovn på et gitter af en art, så putter man en kop med 50 milliliter vand i mikrobølgeovnen, og så sætter man fuld varme på i 3 minutter,« fortæller Niels Høiby og tilføjer:

»Man kender det fra, når man sidder i en sauna, og der er en eller anden, der hælder vand på stenene. Når vandet fortættes, så damper det, og det kan skabe en voldsom effekt, der går ind og desinficerer masken«.

Anbefalingen beror på et amerikansk metastudie fra maj i år, hvor man har kortlagt, hvordan mundbind og masker inficeret med viruspartikler reagerer på en håndfuld af forskellige rengøringsmetoder.

Her viste de beskrevne metoder med vanddamp i ovn eller mikrobølgeovn blandt andet, at der var mere end 10.000 gange færre viruspartikler på mundbindet efter rengøringen. Mikrobølgeovns-metoden viste, at der mindre end en promille af viruspartikler tilbage.

»Det er jo meget godt,« konstaterer Niels Høiby.

Men pas på med ovnen!

Der er dog et par ting, man skal være opmærksom på, hvis man bruger metoden med vanddamp. Der kan nemlig være en risiko for, at materialet tager skade, hvis ovnen  eller mikroovnen bliver for varm, forklarer Niels Høiby:

»Metallet, som man bøjer over næsen, kan godt blive varmt, og det kan måske blive beskadiget. Det er en risiko,« siger han.

Endnu en hage ved damprens-metoden er, at det ser ud til, at maskernes filtre med tiden kan tage skade. Efter 3 såkaldte ‘dekontaminerings cyklusser’ (rensninger) falder maskens filterfunktion muligvis med omtrent 5 procent ifølge føromtalte metastudie.  

»Det ser ud til at slide på masken, og det betyder, at stofmundbindene ikke holder evigt, hvis man bruger metoden. Det er et argument for, at man bør have flere stofmundbind, hvis man sværger til dem,« påpeger Niels Høiby.

Et sidste aber dabei er, at damprens-metoden udelukkende desinficerer masken, hvilket er fint, når man vil af med viruspartikler, men masken bliver ikke ren, som den ville gøre, når man vasker den i vaskemaskinen.

»Derfor er det bedste også at holde sig til at vaske dem på 60 grader i vaskemaskinen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Men hvis man ikke har den mulighed, så er damprens i ovnen et hurtigt og nemt alternativ,« fortæller Niels Høiby.

Fryseren virker ikke

Hvis varme og vanddamp virker, kunne det så ikke også fungere parkere sit mundbind i en dybfryser i et par timer?

Nej, lyder svaret fra Niels Høiby.

»Man kan ikke fryse dem. Det dur ikke. Både virus og bakterier reagerer vældig godt på kulde, det er kun æg og parasitter som ‘torskeorm’ og væggelus og den slags, der kan fryses væk,« konstaterer KU-professoren.

Stofmundbind giver ingen garantier

Når du bruger et stofmundbind, er der ingen garanti for, at du som enkeltperson ikke smitter eller bliver smittet.

Stofmundbind skal ses som et våben i den kollektive kamp for at holde smittetrykket nede på samfundsniveau, hvor de til gengæld kan være nyttige, pointerer Niels Høiby.

En rapport fra britiske Royal Society, der ikke er blevet fagfællebedømt (kvalitetsvurderet af uafhængige forskere), viser blandt andet, at stofmunbind i 3 lag, kan filtrere 80 procent af små partikler (på under 300 nanometer) og 90 procent af store partikler (større end 300 nanometer).

Et kirurgisk mundbind filtrerer til sammenligning 95 procent af partiklerne fra, hvis det bruges korrekt.

Et metastudie i The Lancet vurderer således, at en smittespredning med coronavirus kan bekæmpes, hvis en tredjedel af en befolkning bruger mundbind, der virker »rimeligt godt«.

»’Rimeligt godt’ er en maske, der filtrerer cirka 80 procent af partiklerne eller derover fra, og det er der flere stofmundbind, der gør,« fortalte Niels Høiby i en anden artikel på Videnskab.dk.

Rensning af masker giver ingen garantier

Det samme forbehold bør man have i baghovedet, når man rengør og genanvender sine stofmundbind, påpeger Karen Marie Hasling, der er tekstilingeniør og adjunkt ved Designskolen Kolding.

Der vil altid være en risiko for, at mundbindet bliver ødelagt eller bliver mindre effektivt:

»Der er et kompromis i det og en balance mellem tryghed og falsk tryghed. For nogle vil det være tilstrækkeligt effektivt at damprense masken i en ovn. Men der er ingen garanti for, at masken er helt fri for eventuel virus. Rengøring kan hjælpe, men det giver ingen garanti,« siger Karen Marie Hasling og tilføjer:

»Det gør det svært at vejlede omkring, men det er den indstilling, man skal have som borger. Man kan gøre mange ting for at mindske risikoen, men man kan aldrig være helt sikkert.«

Niels Høiby er enig:

»Det er et vigtigt budskab. Når man renser sit stofmundbind derhjemme, så gør man det jo aldrig på samme måde, som man ville gøre det på et hospital. Så der er en risiko for, at det ikke bliver gjort ordentligt. Men det er bedste man kan gøre,« siger han.

Hvad end du bruger engangsmundbind eller stofmundbind, så husk desuden altid at bruge dem korrekt. Hvis du er i tvivl, så se Sundhedsstyrelsens brugsvejledning her:

Om du bruger engangsmundbind eller stofmundbind, så er det vigtigt, at du bruger mundbindet korrekt. Se Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvordan man bruger et mundbind her. (Video: Sundhedsstyrelsen)

Denne artikel stammer fra Videnskab.dk

Først publiceret: torsdag 10. september 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:45

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.