Sundhedsstyrelsens superråd mod coronasmitte: Luft ud
Vi er flere sammen indendørs i den kolde tid, og derfor er et af Sundhedsstyrelsens superråd mod smitte: Luft ud
Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020
Vi går mod vinter, og så går vi ind.
Med de lavere temperaturer ude i det fri, øges risikoen for smitte, fordi vi samles mere indendørs. Det er sværere at holde afstand og sikre en god hygiejne.
Det er derfor en god idé at sørge for at huske at lufte ud med jævne mellemrum.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen nu udluftning og ventilation som et vigtigt supplement til øvrige anbefalinger for at hindre coronasmitten i at brede sig.
”Når vi i højere grad opholder os indenfor, er det derfor en god idé at sørge for at huske at lufte ud med jævne mellemrum, og at der er god ventilation i lokaler, der har offentlig adgang, som institutioner, kontorer og butikker”, siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
Han oplyser, at der generelt mindre smittespredning i lokaler, hvor der er god plads til alle i rummet, i lokaler med god udluftning eller ventilation og når aktiviteterne foregår udendørs frem for indendørs.
Hold hverdagen kørende
I nye reviderede anbefalingerne forklarer Sundhedsstyrelsen, hvordan vi kan holde vores hverdag kørende og samtidig forebygge, at smitten spreder sig.
”Hvis man er smittet eller oplever symptomer på COVID-19, er det helt afgørende, at man isolerer sig. Det er det allerbedste værktøj til at undgå, at smitten breder sig i samfundet og til at beskytte dem, der er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19,” forklarer Søren Brostrøm.
Søren Brostrøm understreger samtidig, at vi stadig skal huske at hoste i ærmet, vaske hænder eller bruge håndsprit, forsøge at undgå tæt kontakt til andre end de allernærmeste, og holde fysisk afstand i det offentlige rum.
Mød færre – undgå supersprederen
I den nye opdatering af anbefalingerne er der også fokus på, hvordan smitten af ny coronavirus spredes i samfundet, blandt andet gennem fænomenet “superspredning”.
Superspredning er begivenheder, hvor en smittet person giver smitten videre til mange mennesker på én gang.
”Vi har især set, at en forsamlings størrelse har en væsentlig betydning for smittespredningen og at smitten i særlig grad tager fart, når personer er smittede, men ikke oplever symptomer og ikke føler sig syge. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi alle overvejer, hvor mange forskellige personer vi ser, og generelt tænker over, hvordan man er sammen,” siger Søren Brostrøm.
Du kan læse de seneste anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen her
Hvor tit lufter du ud?
Sådan begrænser du smittefare
Følgende anbefales i forhold til at forebygge smitte via udluftning og ventilation.
Generelt gælder det, at der er mindre smittespredning ved aktiviteter i lokaler, der er rummelige i forhold til antal besøgende, i lokaler med god udluftning eller ventilation samt ved udendørsaktiviteter.
- Hvor det er muligt, bør aktiviteter finde sted udendørs frem for indendørs.
- Begræns indendørs aktiviteter i forhold til varighed og antal deltagere.
- Baggrundslydniveau bør sænkes for at undgå høj tale.
- Ved indendørs aktiviteter med mange personer i samme rum kan der med fordel
holdes pauser for eksempel hver time, hvor lokalet tømmes for personer og der skabes gennemtræk ved udluftning. - Ventilation med recirkuleret luft skal undgås, og der bør primært bruges luft udefra, ligesom udskiftning af luft bør ske hyppigt.
- Energispare-indstillinger for eksmepel timerfunktion eller styring via CO2-følere bør undgås.
Hvis muligt bør ventilationstiden i stedet udvides.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Først publiceret: fredag 2. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:47