Kriminelle fortæller over telefonen, at den ældres konto er hacket - og at banken derfor kan komme og hente kortet for at løse problemet.

Telefon-svindlere kommer selv og henter dit kreditkort: Ældre fuppet for 15.000 kroner

Ældre kvinde mistede 15.000 kroner, da hun blev ringet op og efterfølgende udleverede kreditkort til kriminelle.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Kyniske svindlere nøjes nu ikke bare med at forsøge at lokke NemID og bankoplysninger fra folk, de ringer til på telefonen.

Nu møder de også selv op på adressen og får udleveret selve kreditkortet.

Det oplyser politiet, efter at flere er blevet udsat for den avancerede svindel.

Tæt på bankens lukketid

For en ældre kvinde i Slagelse kostede det 15.000 kroner.

Hun udleverede sit kreditkort til to mænd, der var mødt op på hendes adresse.

Kort tid før havde hun fået en opringning fra en mand, der hævdede at ringe fra hendes bank.

Manden påstod, at der var hævet 12.000 kroner ulovligt på kvindens konto, og da klokken var tæt på bankens lukketid, tilbød “banken” at sende en medarbejder ud til kvindens hjem for at hente hendes kort.

Kort efter dukkede to mænd op på kvindens bopæl, og før kvinden kunne nå at få spærret sit kort, var der hævet 15.000 kroner fra hendes konto.

Vi sender en medarbejder

En anden ældre kvinde har været udsat for samme kriminelle trick.

Svindel på telefonen

Telefonnumrene bag fupopkald kan være svære at genkende som svindelnumre. De kan nemlig både være hemmelige numre, have dansk område-kode og ligne de numre, som danske virksomheder har.

Tager du telefonen, kan du spotte en svindler på:

  • Opkaldet handler om at få personlige oplysninger ud af dig
  • Personen påstår, at han vil hjælpe dig med din computer eller at du har problemer for eksempel med dit betalingskort.
  • Svindleren vil ofte forsøge at skræmme dig til at udlevere dine oplysninger.

Udlever ALDRIG personlige oplysninger til personer, du ikke kender eller har en aftale med.

Også her ringede en svindler op og påstod, at han var fra kvindens bank.

Han fortalte, at der var nogen, der havde forsøgt at hacke hendes konto. “Banken” ville derfor sende en medarbejder hjem til kvinden for at hente hendes kreditkort, så de kunne hjælpe med at løse problemet.

Kun ti minutter senere bankede det på kvindens dør, og en mand slap afsted med kvindens kort, som hun heldigvis hurtigt fik spærret.

Her har politiet fået et signalement af manden, der er 40-45 år, cirka 160-165 centimeter høj, kraftig af kropsbygning, lys i huden og havde lyst, kort hår. Han talte dansk og var iført en grå joggingtrøje og en grå kasket, oplyser politiet.

Ældre ægtepar snydt for 34.000 kroner

I en anden sag blev et ældre ægtepar på 87 og 94 år fra Kirke-Såby ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være en medarbejder fra deres pengeinstitut.

Han foregav, at der måske var sket noget mistænkeligt på parrets bankkonti, så den falske bankmand ville sende en tekniker, som skulle have udleveret parrets dankort, så bankkontoen kunne undersøges.

Kort efter dukkede en fremmed mand op, som fik udleveret et dankort med tilhørende kode.

Parret blev lovet, at dankortet ville blive leveret retur senest klokken cirka 16.00, når der var blevet isat en chip i dankortet.

Tilbageleveringen skete imidlertid ikke, hvorfor parret kontaktede deres pengeinstitut, som kunne oplyse, at der i alt var foretaget uberettigede hævninger på parrets konti for 34.000 kroner

Politiet: Tal med ældre om svindlere

Politiet opfordrer til, at man altid er særdeles varsom, hvis man bliver kontaktet af personer, der udgiver sig for at være fra ens bank, kommune eller anden myndighed.

Ring for eksempel tilbage til banken og tjek, at opkaldet faktisk kom fra dem. Giv desuden aldrig kort, koder eller personlige oplysninger ud.

Politiet opfordrer også pårørende og bekendte til at tale med ældre medborgere om, at der kan risikere at blive udsat for svindel.

”Har du f.eks. bedsteforældre i familien eller en ældre nabo, vil det være godt at tage en snak med dem om, hvad de skal være opmærksomme på, hvis de bliver kontaktet af en fremmed,” lyder det fra politiet.

Har du oplevet svindel?

Har du også oplevet at blive snydt af telefonssvindlere eller hørt om andre? Så fortæl om det, så andre kan blive advaret – det kan du gøre på Faglige Seniorers Facebook-side.

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/3364526436928944

 

Først publiceret: torsdag 8. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.