Uanset om du får en PCR-test eller en lyntest, kan du nu se resultatet på sundhed.dk

Lyntest? Nu kan du se resultatet på sundhed.dk

Tidligere var det kun resultatet af PCR-testen, du kunne se på sundhed.dk. Men nu kan du også få resultatet af lyntest - og der går højest to timer.

Senest opdateret: mandag 29. marts 2021

Nu er det muligt at se resultater fra lyntest – den i næsen – på både sundhed.dk og i appen MinSundhed.

Svaret på testen kan man se i løbet af to timer, men i de fleste tilfælde kan man se det hurtigere.

Tidligere var det kun resultatet af PCR-testen – den i halsen – man kunne få oplyst på sundhed.dk

Fra midten af april vil det også blive muligt at få et coronapas for COVID-19 test på baggrund af en negativ lyntest.

Coronapas på sundhed.dk

På sundhed.dk kan man, udover at tjekke sit COVID-19 prøvesvar, også hente to coronapas. Man kan på nuværende tidspunkt hente:

  • Et coronapas for COVID-19 test, hvis man er testet negativ med en PCR-test, og svaret ikke er ældre end 7 dage – passet kan også hentes for børn og fuldmagtsgivere
  • Et coronapas for COVID-19 vaccination, hvis man har gennemført hele sit vaccinationsforløb – passet kan ikke hentes for børn og fuldmagtsgiver

Sundhed.dk arbejder samtidig på at udvikle et coronapas, der kan bruges som dokumentation for, at man har immunitet efter at have været smittet med COVID-19.

Coronapas i MinSundhed

I MinSundhed-appen kan man på nuværende tidspunkt kun hente et Coronapas for COVID-19 vaccination, hvis man har gennemført hele sit vaccinationsforløb.

Et digitalt Coronapas for COVID-19 test forventes at være klar i MinSundhed midten af april.

Man skal bruge NemID

Man skal logge ind med NemID for at kunne se sit coronapas.

Hvis man ikke har NemID, har man mulighed for at give fuldmagt til en person. Herefter kan personen hente coronapas for COVID-19 test på vegne af fuldmagtsgiver. Læs mere om fuldmagt.

På nuværende tidspunkt kan man desværre ikke hente et coronapas for COVID-19 vaccination på vegne af en anden person, selvom man har fuldmagt.

Mange brugere på MinSundhed

Der er i øjeblikket mange brugere på MinSundhed, og derfor kan der opleves længere ventetid for at komme ind i appen.

Sundhed.dk opfordrer derfor til, at man i øjeblikket benytter hjemmesiden, sundhed.dk, hvis det er muligt.

Hent appen MinSundhed

App til iPhone

App til android

Er der kun en mobil i hjemmet?

Er der kun en mobiletelefon og mobilnummer i hjemmet, kan testsvar for eksempelvis ægtefællen vises på samme telefon.

Et coronapas for COVID-19 test kan hentes for en anden, hvis der er givet fuldmagt til det.

Det betyder, at hvis eksempelvis ægtefæller giver hinanden fuldmagt til det, kan begges testsvar vises på samme app og danne grundlag for et testpas.

Dette gælder dog ikke for coronapasset for COVID-19 vaccination.

Læs mere om, hvordan der afgives fuldmagt her.

 

 

Først publiceret: onsdag 24. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 29. marts 2021 kl. 12:45

Emner: