79-årig stak ild i skur: Sigtet for brug af ukrudtsbrænder
Politi og brandvæsen har travlt med at rykke ud til ildebrande, som skyldes ukrudtsbrændere. Se hvordan du bruger brænderen korrekt og undgå bøder.
Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021
Når ukrudtet vokser, griber havefolket fat i ukrudtsbrænderen.
Det fjerner i bedste fald ukrudtet, men i mange tilfælde går der også ild i alt mulig andet.
Og det kan også koste en bøde.
Forleden blev en 79-årig mand fra Slagelse sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Det skete, efter at han havde brugt sin ukrudtsbrænder, og varmen og ilden antændte et brændeskur med en brændestabel.
Der blev ved antændelsen udviklet noget røg, og brandvæsenet blev tilkaldt. Men der skete kun mindre skade.
Den 79-årige står nu til en bøde for overtrædelsen.
Bødens størrelse afgøres fra sag til sag, men er typisk 1.500 kroner – men er større ved store skader.
Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen har i fællesskab udarbejdet følgende råd til sikker og korrekt brug af ukrudtsbrændere. Se de 5 råd under videoen.
Se video: Sådan bruger du din ukrudtsbrænder rigtigt
1. Hold afstand til bygninger og hække
- Sørg for god afstand til bunker af tørre blade og andet let antændeligt materiale, eller fjern det først.
- Brug ikke ukrudtsbrænderen nær bygninger, buske og biler, og lad altid flammen pege væk fra disse genstande.
- Hold øje med flammen hele tiden og forlad aldrig en tændt ukrudtsbrænder.
- Lad ikke børn eller husdyr komme i nærheden af en tændt eller varm ukrudtsbrænder.
2. Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
- Ukrudtet skal ikke brændes væk – men kun have varme i meget kort tid.
- Når det svitses, ødelægges cellevæggene i bladene, og planten dør i løbet af få dage.
3. Undlad brug, hvis det er tørt eller blæser
- Tjek om der er afbrændingsforbud, inden du begynder at fjerne ukrudtet med ukrudtsbrænderen.
- Brug ikke brænderen i tørkeperioder og i blæsevejr.
- Brug kun ukrudtsbrænder, når planterne og jorden er fugtig. Vand eventuelt området først.
4. Tjek, at du ikke efterlader gløder.
- Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester.
- Efterlad ikke en varm brænder i nærheden af brandbare ting.
- Tjek de flammebehandlede områder et par gange, når du er færdig med arbejdet.
- Når du er færdig med at bruge ukrudtsbrænderen, bør du afmontere gasflaske/-dåse.
5. Hav altid vand i nærheden
- Sørg for at have slukningsudstyr i nærheden. Det kan være en fyldt vandkande, en spand vand, haveslange eller en pulverslukker.
Går det galt: Ring hurtigt 112
Går det galt, så kontakt brandvæsnet på 112 inden ilden spreder sig yderligere – også selvom det måske ikke syner så alvorligt.
Først publiceret: søndag 6. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:59