Planlæg ferien med ChatGPT: 7 tips til dagsprogrammet
Få mere ud af feriedagene med dags-program, der passer til dine ønsker og dit tempo. ChatGPT kan hjælpe med at samle oplevelser, transport og pauser – og ændre planen, når vejret eller energien driller.
Senest opdateret: tirsdag 13. oktober 2026
Du har fundet et spændende museum, en hyggelig restaurant og en udflugt, du glæder dig til. Men når ferien er i gang, bliver det sværere at få det hele til at passe sammen.
Måske ligger oplevelserne langt fra hinanden. Måske kræver restauranten bordbestilling. Eller også kommer I sent ud ad døren og må opgive halvdelen af dagens planer.
Her kan ChatGPT hjælpe dig med at gå fra en ønskeliste til et dagsprogram. Du skriver med den digitale hjælper i almindeligt dansk og kan løbende bede om ændringer.
Det afgørende er at fortælle, hvad I gerne vil opleve, og hvilke rammer programmet skal passe ind i.
Hjemrejsedagen blev en del af ferien
For nyligt bruget jeg ChatGPT under en ferie i Grækenland.
På hjemrejsedagen skulle flyet først afgå om aftenen fra Ioannina. Hun havde lejet en bil og bad om hjælp til at finde oplevelser på turen fra Parga mod lufthavnen.
I stedet for at tilbringe hele dagen ved poolen blev der plads til en ny strand, ruinerne af et gammelt græsk teater, et flot slot ved en bjergsø og en drypstenshule.
Eksemplet viser, hvad du kan bruge ChatGPT til: At finde muligheder, som passer til den tid og transport, du allerede har til rådighed.
På en hjemrejsedag skal programmet planlægges baglæns fra det tidspunkt, du skal være i lufthavnen. Der skal også være tid til at tanke, aflevere lejebilen og håndtere forsinkelser.
1. Fortæl, hvordan I holder ferie
Start med destinationen, de præcise datoer og adressen eller området, hvor I bor. Fortæl også, om I har bil, bruger offentlig transport eller helst vil gå.
Beskriv jeres interesser og tempo. Vil I se kunst, natur eller historiske steder? Hvor langt vil I gå? Har I brug for at undgå mange trapper? Og er I først klar til at tage afsted klokken 10?
Du kan for eksempel skrive:
Vi er to voksne, der skal holde ferie i [destination] fra [dato] til [dato]. Vi bor i [område] og har ikke bil. Vi vil gerne opleve kunst, lokal mad og byens historie. Vi tager tidligst afsted klokken 10, vil højst gå fem kilometer om dagen og vil have god tid til frokost og kaffepauser. Hjælp os med et realistisk program.
2. Vælg det, I helst vil opleve
En lang liste med seværdigheder kan hurtigt blive til et presset program. Del derfor ønskerne op i det, I helst vil nå, og det, som blot kunne være hyggeligt.
Lad som udgangspunkt én eller to oplevelser være dagens vigtigste. Resten kan være muligheder, hvis tid og energi rækker.
Skriv for eksempel:
Museet og operaen er vores vigtigste ønsker. Markedet og havnen er valgfrie. Lav programmet, så vi først og fremmest når det vigtigste. Fortæl, hvis vi prøver at nå for meget.
3. Få transport og pauser med
Bed ChatGPT om at samle oplevelser i samme område. Det kan mindske tiden i busser, biler og metro.
Transporttid er mere end selve køreturen. Der skal også være tid til at finde parkering, gå fra stationen, vente på bussen eller finde den rigtige indgang.
Bed om en tabel med tidspunkt, aktivitet, forventet varighed, transport og pauser. Tilføj:
Regn hele turen fra dør til dør med. Sæt tid af til frokost, ventetid og pauser. Markér transporttider som skøn, hvis de ikke er kontrolleret.
Tjek derefter ruten i en korttjeneste. Et program kan se overskueligt ud på skrift og stadig være for ambitiøst i virkeligheden.
4. Tjek åbningstider for den rigtige dato
Et museum kan have en ugentlig lukkedag eller andre åbningstider uden for højsæsonen. Derfor skal ChatGPT kende datoen for besøget.
ChatGPT kan søge på nettet og vise links til kilderne. Bed udtrykkeligt om aktuelle oplysninger:
Søg på nettet efter åbningstider for vores besøgsdatoer. Brug stedernes egne hjemmesider, og giv direkte links. Skriv tydeligt, hvis du ikke kan bekræfte en oplysning.
Åbn selv de vigtigste links. Kontrollér også sidste adgangstid, som kan være tidligere end lukketiden.
5. Få styr på det, der skal bestilles
Opera, populære museer, guidede ture og restauranter kan kræve bestilling på forhånd. Få derfor ChatGPT til at lave en særskilt liste over det, I skal reservere.
Spørg:
Hvilke dele af programmet kræver billet eller reservation? Lav en liste med officielle bestillingslinks, og markér, hvad vi bør få på plads først.
Et forslag i dagsprogrammet er ikke en reservation. Kontrollér selv ledige billetter, og gennemfør bestillingen. Giv derefter ChatGPT de bekræftede datoer og tidspunkter, så resten af planen kan tilpasses.
Hvis en fodboldkamp er vigtig for rejsen, skal I også kontrollere tidspunktet hos klubben eller turneringen tæt på kampdagen. Tidspunktet kan blive ændret.
6. Hav en plan for regn og en sen morgen
Et godt dagsprogram skal kunne tåle, at virkeligheden ændrer sig.
Bed om et alternativ, hvis det regner, I er trætte, eller morgenmaden trækker ud:
Lav også en kortere version af dagen, hvis vi først kommer afsted klokken 12. Bevar vores vigtigste oplevelse, og fortæl, hvad vi skal springe over.
Har I en billet til et bestemt tidspunkt, skal den være et fast holdepunkt. Det er de valgfrie aktiviteter omkring den, der skal kunne flyttes eller droppes.
7. Opdatér planen undervejs
Fortsæt gerne i samme samtale under ferien. Fortæl, hvad I allerede har oplevet, hvor I befinder jer, og hvor meget tid I har tilbage.
Du kan skrive:
Vi er færdige på museet og har tre timer inden vores bordreservation. Vi vil gerne have kaffe og en kort gåtur i nærheden. Tilpas resten af dagen, så vi når frem i god tid.
Gem det færdige dagsprogram på telefonen eller tag et skærmbillede. Sæt alarmer til de aftaler, I skal nå, og gem billetter og reservationer, så de er lette at finde.
Målet er at give plads til de oplevelser, I glæder jer til, og stadig have tid til at sætte jer på en café, tage en omvej eller blive lidt længere et dejligt sted.
Kopiér denne besked før din næste ferie
Hjælp os med at lave et realistisk dagsprogram for [destination] fra [dato] til [dato]. Vi bor i [by eller område] og rejser med [transportform]. Vi vil især opleve [ønsker]. Vi starter tidligst klokken [tidspunkt] og ønsker [tempo, pauser og højst antal kilometer til fods]. Vi er [alder på deltagerne] år.
Vores faste aftaler er [fx billetter, reservationer og hjemrejse by].
Saml oplevelser i samme område, og lav en tabel med tidspunkt, aktivitet, varighed, transport og pauser. Søg på nettet efter aktuelle åbningstider og oplysninger om booking på de officielle hjemmesider. Giv links, og markér det, du ikke kan bekræfte. Lav også en liste over det, vi selv skal bestille og kontrollere, samt en kortere plan, hvis vi kommer sent afsted.
Først publiceret: tirsdag 13. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. oktober 2026 kl. 11:18