Foto: Thomas A

Drabschefen på pension: Jeg vil ikke bare slå tiden ihjel

Bent Isager-Nielsen prøver at lever sin pensionisttilværelse efter sin AGPA-regel; afslappet, glad, positiv og accepterende. - Min måde at leve på har ikke været omkostningsfri for andre. Men jeg prøver at give tilbage, så godt jeg kan i dag. Her tænker jeg hvordan jeg som yngre var far og nu, hvordan jeg er morfar.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

“Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke bare vil slå tiden ihjel, når jeg gik på pension”.

Bent Isager-Nielsen har i mange år været et kendt ansigt i medierne, når han som drabschef i det hedengangne Rejseholdet og senere som efterforskningschef og politiinspektør i flere politikredse tonede frem og kom med efterlysninger eller fortalte om de brutale mord og anden alvorlig kriminalitet, der har fundet sted gennem årene. Men i 2018 trak han som 67 årig en streg i sandet og gik på pension på præcis den dag han begyndte i politietaten 44 år tidligere, og så skrev han i øvrigt under på en kontrakt som kommentator og ekspert på TV2 News samme dag.

Udskød pension i fire år

-Jeg har ikke bare fået det otium jeg gerne ville have. Men et endnu bedre, og et endnu bedre ægteskab og et endnu bedre forhold til min datter og mine børnebørn.

Egentlig skete pensioneringen fire år senere end Bent Isager-Nielsen havde planlagt. Han ville nemlig stoppe som 63 årig, men blev ved med at skubbe det et år, og et år og endnu et år. Men i 2018 skulle det så være.

-Jeg havde absolut ikke planlagt i detaljer, hvad jeg skulle lave, når jeg gik på pension. Jeg har altid troet på, at når man lukker en dør, så åbner der sig en anden dør et sted. Min kone var derimod ganske betænkelig dengang. “Jamen Bent, når jeg ved hvor meget det arbejde har betydet for dig og din identitet. Du kan ikke bare gå rundt herhjemme og så ind i mellem passe mig og familien”,  sagde hun.

Men det var heller ikke det som jeg mente og det jeg ville. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg nok skulle fylde mit liv på pension med nyt indhold. Jeg havde jo holdt masser af foredrag siden 2008, og havde i årenes løb også fået mange henvendelser fra tv-stationer, så jeg vidste at der ventede nogle spændende udfordringer der, siger Bent Isager-Nielsen, der netop er fyldt 70 år, og fejrede det i corona-tiden med en lille middag med “dem der er i hans boble” – kone, datter, svigersøn, børnebørn og et par nære venner. Et større fælles 140 års fødselsdags-arrangement for ham og konen rumsterer som en mulighed senere på året.

Ærlig om forventninger

Hvad vil vi, når vi går på pension? Og vil vi det hele sammen med ægtefællen?

Bent Isager-Nielsen

Bent Isager- Nielsen havde gennem årene flere alvorlige og meget ærlige snakke med sin kone om deres forventninger til “den 3. alder”.

“Man skal være fuldstændig ærlig overfor hinanden, når man taler om sådan nogle planer. Hvad vil vi? Og vil vi det hele sammen? Bare fordi vi skal på pension sammen, betyder det jo ikke, at vi skal gå op og ned ad hinanden. Der må jo stadigvæk være plads til at overraske hinanden og fortælle hinanden, hvad man har oplevet”.

“Min kone ville  meget gerne forsætte med det liv vi havde i forvejen. Vores lejlighed på Frederiksberg, sommerhuset, familien og hendes egne interesser. Gennem de 23 år jeg var i Rejseholdet, hvor jeg var væk fra mandag til fredag, og i blandt også i weekenden!, havde hun jo bygget sit eget liv op, sin egen karriere og sine egne venner. Så hendes største frygt var nok, at jeg ville komme hjem og lægge forhindringer på, at hun kunne forsætte det liv”.

“Men det kommer ikke til at ske, skat!, sagde jeg. Jeg vidste, at nogen ville række ud efter mig, og i dag siger min datter, at jeg slet ikke er gået på pension. Jeg har bare fået en ny karriere.

Efter et år som ekspert hos TV2 News, var Bent Isager-Nielsen et års tid fast hos DR, hvor han var med til at producere flere serier a la “Når mænd slår kvinder ihjel” og “Når kvinder dræber”. Nu er han freelance og har flere programmer på vej, bl.a. i juni hvor der er premiere på række nye afsnit i serien “Danske Mord” på DR1 og til efteråret viser Discovery+ en serie om Rejseholdet, som han også medvirker i. Dernæst udkommer hans 4. bog den 10. juni med titlen “I Lovens Navn” (se bog-konkurrence i anden artikel, red.) Og så har han sagt ja til at stille op for De Konservative på Frederiksberg ved kommunalvalget senere på året.

I næste uge udkommer Bent Isager-Nielsen fjerde bog.

Nye prioriteter

Men selv om kalenderen hurtig bliver fyldt hos Bent Isager-Nielsen med foredrag, tv og bøger, så er prioriteterne i hans liv alligevel vendt meget rundt i forhold til dengang han primært brændt for arbejdet i politiet.

“En af mine målsætninger har i mange år været at være bedre som morfar, end jeg var som far. Jeg er morfar alt det jeg kan få lov til. F.eks. når jeg får lov til at hente og bringe børnebørnene til og fra diverse aftaler, skole og arrangementer. Så får vi rigtig snakket”.

“Jeg var meget karriereorienteret som yngre. Jeg er blevet klar over, at jeg i et vist omfang er gået gennem livet på bekostning af andre. Og her tænker jeg på de helt nære forhold – altså min kone og min datter. Det har vi talt meget om. Så når min datter har ringet og haft brug for min hjælp, da pigerne var små, ja, så skulle der godt nok meget til, før det ikke kunne lade sig gøre. Så ja, jeg er meget knyttet til min datter og mine to børnebørn i dag, og de bor heldigvis tæt på min kone og mig. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg – om jeg så må sige – har fået ’en ny chance’.

Helbredet fylder mere

I dag bor Bent Isager-Nielsen på 34. år i samme lejlighed på Frederiksberg med sin jævnaldrende hustru. De bruger flittigt deres sommerhus på den store naturgrund tæt ved Nordvestsjællands bedste ørred-vand, og så er de ivrige kultur-brugere med alt hvad det indebærer; teater, biograf, bøger og rejser.

Hvad skal jeg bruge penge og prestige til, hvis jeg er dement eller har fået cancer. Det er jeg mig fuldstændig bevist om

Bent Isager-Nielsen

Motionen er også begyndt at fylde mere og mere i hans liv efter han havde et grimt løbe-styrt for 10 år siden og måtte stoppe med at motions-løbe.

“Jeg får altid 10.000 skridt om dagen. Nu hvor vi snart er halvvejs i året, kan jeg se på mit ur, at mit gennemsnit i år er på 12.000 om dage. Min kone og jeg går lange ture i dag i Frederiksberg Have og langs den smukke kyst på Vestsjælland. Og dernæst har jeg også et styrkeprogram til ryg, nakke og kroppens muskler, som jeg har brugt i mange år på hoteller, i sommerhuset, hvor jeg nu er.

For lige som mange andre kan også 70 årige Bent Isager-Nielsen mærke, at der hele tiden kom små vink med en vognstang om at vi bliver ældre.

“Så det er bare om at holde sig i form, så jeg kan blive ved med at lave som jeg gerne vil og som jeg gør nu. Det gamle ordsprog om, at helbredet betyder ALT, har jeg virkelig taget til mig. Hvad skal jeg bruge penge og prestige til, hvis jeg er dement eller har fået cancer. Det er jeg mig fuldstændig bevist om”.

Egen leveregel

Bent Isager-Nielsen er ikke i tvivl om, at han i sin tid valgte den rigtige karriere, og han er glad og taknemmelig for et “super liv, super karriere og et super otium indtil videre”, som han siger.

“De sidste år år har jeg prøvet at leve efter mit egen leveregel; AGPA-modellen, kalder jeg den.

Afslappet; jeg er ikke verdens centrum. Egentlig vigtig kun i få menneskers liv. Slap af. Undgå så vidt muligt at være selvoptaget. Der er så meget andet vigtigere at få op i.

Glad; Vær dog glad og taknemmelig for det du har. Lad være med at gå og kikke på det, som andre har. Vær glad for dit liv.

Positiv; Tror at mennesker du møder vil dig det godt. Livet er godt!

Accepterende; Vær accepterende overfor andre mennesker; din kone, børn, børnebørn, venner, naboer, når de ikke lige er som du forventer. Du kan alligevel ikke ændre noget hos dem. Den eneste du kan ændre noget hos, er dig selv.

Egen leveregel

“Det er måske banalt. Men det er ting, som jeg har kæmpet imod og stadig ikke helt har lært. Jeg vil gerne bestemme, jeg vil gerne lave ting om, jeg har på grund af mit arbejde haft en mistroisk tilgang til andre mennesker, men nu prøver jeg aktivt hver dag at ændre mig med AGPA. Det er en målsætning, for det er meget lettere sagt end gjort. Jeg hørte for nyligt en sige, at det ikke handler om hvordan man har det, men om hvordan man tager det. Det er jeg meget enig”.

“Jeg har gennem årene oplevet ældre kollegaer, som gik på pension uden at have snakket det igennem med deres kone, og som så siden hen ikke kunne få det til at fungere derhjemme. Andre der sidder i dag og kloger sig og syntes at alting var meget bedre i politiet i gamle dage, og det hele er noget skidt i dag. Sådan har jeg altid vidst at jeg bare IKKE ville ende”.

“Jeg har fået min gode løn gennem årene for at sætte mig ind i andre mennesker liv og miljøer, og det er da en gave. Jeg har også arbejdet for det, bevares. Så man har stor indflydelse på sit liv og sin karriere. Og det har man også på sin pensionisttilværelse, mener jeg.

Først publiceret: søndag 6. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.