"Jægerkorpset" på DR1 er et populært program hver uge.

Endelig weekend: Det kan du glæde dig til at se i TV

Der venter rigtig mange gode film den kommende weekend.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Der er gode film for alle licenspengene i disse uger. Både DR og TV 2 serverer et festfyrværkeri af supergode nye og gamle film i dette efterår. Ja, fredag aften er der endda to knaldgode film i træk på DR1; “Kvinden der forsvandt” med Ben Affleck og “Eastern Promises” med danske Viggo Mortensen.

Så når regnen slår mod ruden og vinden suser udenfor i disse dage, er det bare frem med slikskålen på bordet, mens lænestolen bliver drejet i retning af skærmen.

God TV-kigning!

“Smæk for skillingen” med Melvin. Foto: TV2

Smæk for skillingen Fredag 27. august kl. 21.05 TV2

“Find ud af hvad “Matador” har med Køge at gøre, og se med når indbyggerne i Køge viser, at de er mere end klar på at lege med værten Melvin. Gadequizzen er taget til “Porten til Østersøen” i denne uge.

Store danskere Karen Blixen Lørdag 28. august kl. 21.50 DR2

I disse uger hvor mange ser Bille Augusts film “Pagten” i biografen, kunne det måske være sjovt at se et tv-portræt af vores største og mest kendte forfatter, Karen Blixen. Vi kommer bl.a. til Kenya, hvor myten om hende stadig lever.

“Giv os naturen tilbage”. Foto: Bjarne Monrad, DR

Giv os naturen tilbage Søndag 29.august kl. 19 DR1

Frank Erichsen fra Kastaniegaarden er godt i gang med sin nye tv-serie “Giv os naturen tilbage”. I dette afsnit giver han en udfordring til haveejeren Ditte: Kan hun samle hele parcelhuskvarteret til en fælles indsats for at give bedre forhold til sommerfuglene?

En perfekt planet Søndag 29.august kl.20.00 DR1

Vand er essentielt for livet på jorden, og derfor kan det være svært at forstå, at 97% af vores vand er saltvand! Heldigvis sørger vejrsystemer for, at de resterende 3% kommer ud til alle kroge af planeten. Et natur-program med utrolige billeder.

Jægerkorpset Mandag 30.august kl. 20.30

Vi er nået til afsnit 4 ud af seks i den nye serie om aspiranterne i Jægerkorpset. Selv om der efterhånden har været flere serier om optagelsesprøverne til eliteuddannelserne i militæret, så er det stadig fascinerende at se hvordan de unge mænd kan hænge i, holde ud og holde fast undervejs i de næsten umenneskelige opgaver de bliver sat på.

Ugens mest sete program

1: Alle mod 1 – DR1 – 650.000 seere

2: 3 x Beliggenhed – TV2 – 593.000 seere

3: Landmand søger kærlighed – TV2 – 559.000 seere

4: To ens med Ingemann – TV2 – 522.000 seere

5: Kurs mod danske kyster – TV2 – 500.000 seere

3 Stjerneskud

Meet Joe Black Fredag 27. august kl. 20.00 Kanal 4

Eminent film med Brad Pitt og Anthony Hopkins. Den er anderledes end almindelige Hollywood-film, men vildt fascinerende. Blandt andet spiller Brad Pitt døden i levende live!

“Eastern promises”, DR1

Eastern Promises Fredag 27.august kl. 23.50 DR1

Jeg anbefaler ikke denne film, fordi danske Viggo Mortensen har en stor slagsmålsscene fuldstændig nøgen i en sauna, men det ku’ jeg lige så godt have gjort. Eastern Promises er en virkelig god krimi, der finder sted i den russiske underverden i London. Og her spiller Viggo hovedrollen som en stærkt tatoveret russisk lejemorder.

The Game Lørdag 28.august kl. 02.05 TV3+

“The Game” er en gammel film fra 1997 med Michael Douglas. Men den er virkelig, virkelig god, og med en helt forrygende afslutning. Stor anbefaling.

Først publiceret: onsdag 25. august 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.