Tog, bus og metro: Større rabat til pensionister
For pensionister, der rejser med tog, bus og metro, er der mere rabat på vej. Til maj stiger rabatten fra 25 til 30 procent.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Nu bliver det lidt billigere for pensionister at rejse med tog, bus og metro.
Torsdag 2. maj stiger rabatten for pensionister, som benytter rejsekort som pensionist. Rabatten stiger fra 25 procent til 30 procent.
Rabat for alle over 67 år
Fra 2. maj hæves rabatten for pensionistrejsekort til 30 procent.
* Rabatten gælder på alle rejser med rejsekort “pensionist” samt på enkeltbilletter på 4 zoner og derover i tog, bus og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn
* Du skal være fyldt 67 år eller være førtidspensionist for at være berettiget til rabatten
* Rejser du på rejsekort, skal rejsekortet være indstillet til kundetype pensionist, for at rabatten udløses
Den højere rabat gælder alle rejser foretaget i tog, bus og metro i DOTs område – DSB, Movia og Metroselskabet – på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.
Over 250.000 har pensionistrejsekort
De 25 procent pensionistrabat blev indført i januar 2021 som en del af pensionistreformen, hvor DOT harmoniserede priser og rabatter for pensionister og førtidspensionister.
Det blev i samme forbindelse besluttet, at rabatten skulle stige til 30 procent I 2024.
Det er en stor kundegruppe i hele DOT’s område, som kommer til at mærke den nye rabat.
På hele Sjælland (inkl. Hovedstaden) har 268.000 kunder et pensionistrejsekort, hvilket udgør cirka 17 procent af alle rejsekort på Sjælland, Lolland, Falster og Møn i 2023.
Hvad mener du?
Vil den højere rabat få dig til at benytte tog, bus og metro oftere? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: fredag 26. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:07