Demens gør turen svær: Kørehjælp giver friheden tilbage

Lysten til at besøge familien, mødes med venner eller komme til træning forsvinder ikke nødvendigvis, fordi man får demens. Men det kan muligheden for at komme frem gøre.

Når kørekortet er væk, og busser og tog er svære at finde rundt i, bliver man afhængig af, at andre kan køre. Ellers risikerer man at blive hjemme.

En forsøgsordning i fem kommuner har givet mennesker med let til moderat demens hjælp til transport til fritidsaktiviteter og sociale besøg. Og for dem, der bruger tilbuddet, gør det en positiv forskel.

Det viser en ny evaluering fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

“Vi kan se, at både mennesker med demens, deres pårørende og fagpersonerne omkring dem har gode erfaringer med befordringsordningen. De oplever, at ordningen gør det lettere at fastholde et aktivt liv og kan være med til at forebygge funktionstab. Samtidig kan den aflaste de pårørende,” siger Martin Sandberg Buch, projektchef i VIVE.

“Så ville jeg nok bare sidde derhjemme”

Forsøget omfatter Greve, Hvidovre, Odense, Svendborg og Varde kommuner og løber i perioden 2024–2026.

Deltagerne bruger blandt andet kørslen til at besøge familie og venner, deltage i aktiviteter og holde sig fysisk i gang.

For mennesker med demens, der bor alene, kan hjælpen være afgørende for overhovedet at komme ud blandt andre. En af de interviewede svarer sådan på spørgsmålet om, hvad der ville ske uden tilbuddet:

“Så ville jeg nok bare sidde derhjemme og kukkelure.”

Et ægtepar fortæller i rapporten, at de overvejede at sælge deres sommerhus, efter at den ene havde fået demens og mistet kørekortet. De kunne ikke komme derhen med offentlig transport.

Kørselsordningen gjorde det muligt at beholde sommerhuset og fortsat tage af sted til det sted, der gav dem ro og glæde.

Et pusterum til familien

For pårørende handler hjælpen om mere end at slippe for en køretur.

Ægtefæller fortæller, at de får tid til at passe deres arbejde eller ordne ting derhjemme, mens deres partner er af sted. Voksne børn oplever en lettelse ved at vide, at deres mor eller far kommer trygt frem og får gode oplevelser.

Nogle pårørende fremhæver også, at tiden sammen i højere grad kan bruges på nærvær frem for praktiske opgaver.

Hjælpen fjerner dog ikke hele ansvaret. Blandt de interviewede er pårørende stort set altid involveret i at bestille kørslen.

Chaufføren skal forstå demens

En bil og en chauffør er ikke altid nok.

For et menneske med demens kan det være svært at overskue ventetid, huske aftalen eller finde ud af, hvad der skal ske, når bilen kommer.

Rapporten fremhæver derfor chauffører med viden om demens som en vigtig del af en tryg tur. Det kan også være nødvendigt at hente personen inde i boligen, hjælpe med overtøjet og sikre, at døren bliver låst.

Enkel bestilling over telefon og automatisk betaling gør det lettere at bruge ordningen. Kontanter og betaling med kort undervejs kan derimod skabe usikkerhed.

I nogle kommuner er der desuden et loft på 104 enkeltture om året. Ud- og hjemturen tæller hver for sig, så det svarer til én tur frem og tilbage om ugen. Det rækker ikke for alle, der har aktiviteter flere gange ugentligt.

Færre tager imod hjælpen end ventet

Trods de gode erfaringer har kommunerne haft sværere end forventet ved at finde borgere, som både har brug for tilbuddet og ønsker at benytte det.

Demenskoordinatorerne har været den vigtigste indgang. De kender borgerne og kan hjælpe med både tilmelding og med at tage imod støtten.

Efterspørgslen på en kommunal ledsager under transport og aktiviteter har generelt været begrænset. Erfaringerne fra Svendborg viser dog, at en vedholdende, opsøgende indsats kan få flere til at bruge ledsagelsen og hjælpe kommunen med at nå mennesker, der bor alene.

Kan udbredes til hele landet

VIVE vurderer, at en landsdækkende kørselsordning vil koste mellem cirka 20 og 39 millioner kroner årligt.

Beregningen omfatter kørsel og administration. Udgifter til kommunal ledsagelse kommer oveni.

En fremtidig ordning kan ifølge VIVE bygge på de eksisterende rammer for Flextrafik, men skal tage hensyn til de særlige behov hos mennesker med demens.

Evalueringen bygger blandt andet på interviews med syv mennesker med demens og 11 pårørende. Den beskriver deres oplevelser og fagpersonernes vurderinger. Den dokumenterer ikke, at kørslen bremser demenssygdommen.

Hvis du eller din pårørende har brug for kørehjælp

Forsøgsordningen er ikke et landsdækkende tilbud. Kontakt kommunens demenskoordinator og spørg, hvilke muligheder der er for transport til aktiviteter og sociale besøg.

Få samtidig afklaret egenbetaling, antal ture, hjælp til bestilling og muligheden for at have en ledsager med. Rammerne varierer mellem kommunerne.

Læs hele rapporten “Forsøgsordning med befordring med mennesker med demensdiagnose”.

Først publiceret: fredag 9. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 9. oktober 2026 kl. 13:56